Kommentar

Folkeuniversitetet trænger til selvransagelse

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

16.12.2015

Kommentar af Henrik H. Brandt
Kommentar: Folkeuniversitet i Danmark er teknisk set én juridisk enhed, men i praksis en ret så uoverskuelig struktur med et ofte problematisk indbyrdes samarbejde og en uklar ansvarsfordeling i organisationen. Spørgsmålet er, om ikke det er tid til selvransagelse i en organisation med stagnerende tilslutning i mange led?

Man skal ikke dvæle mange sekunder ved de spændende kurser, foredragsrækker og arrangementer, som Folkeuniversitetets afdelinger og lokalkomitéer hvert år tilbyder den danske befolkning, for at konstatere, at den traditionsrige institution i mange henseender strutter af engagement og lever engageret op til sit formål om at formidle spændende forskning til den brede danske befolkning.

Til gengæld vil det kræve mange timers tunge forelæsninger at forklare selve organiseringen – for slet ikke at tale om logikken i organiseringen – af en institution, der set udefra er en rodebunke af indbyrdes konkurrerende eller svagt sammenhængende afdelinger og komitéer. Tilmed skal den uoverskuelige institution trods alle interne forskelligheder og modsætninger i udtryk, arbejdsmetoder og gennemslagskraft tilsyneladende fortsat forstås som én sammenhængende juridisk konstruktion.

Hvordan er det lykkedes at skabe en organisation, hvor de formelt ansvarlige i Folkeuniversitetsnævnet og de regionale Regionsstyrelser i praksis kun spiller beskedne roller for at drive udviklingen og trimme organisationen til nutiden?

Er det hensigtsmæssigt, at de mest succesrige afdelinger med Aarhus i spidsen i ikke ringe grad har fået succes ved at udfordre værdier og metoder, som andre dele af organisationen hårdnakket ønsker at holde i hævd?   

Fuld af paradokser
Folkeuniversitetet er som organisation fuld af sådanne paradokser. Men eftersom Folkeuniversitetet næppe har sit lige i det danske samfund, er det svært at vurdere, om organisationen med den uoverskuelige struktur og de indre modsætninger samlet set præsterer godt nok i forhold til sit fulde potentiale?

Man kan dog konstatere, at de store afdelinger i universitetsbyerne præsterer vidt forskelligt med vidt forskellige metoder og stærkt varierende grad af varme følelser for hinanden i spændingsfeltet mellem samarbejde og indbyrdes rivalisering.

Man kan ligeledes konstatere, at der ikke synes at være en overordnet strategi eller intern mekanisme for at hjælpe de mange lokalkomitéer i mindre byer med at udvikle og forny sig løbende og fastholde en demokratisk forankring i deres lokalsamfund. Dybest set kan lokalkomitéer og afdelinger få lov at sande til i inaktivitet eller mangel på interesse, uden at den overordnede organisation synes at tage affære. 

Sådanne forhold er naturligvis problematiske for en institution, der modtager et betydeligt statstilskud og ifølge Kulturministeriet er at regne som én samlet juridisk konstruktion. Man kunne nok have en mistanke om, at en organisation med en lidt mere logisk og stringent opbygning og intern ansvars- og opgavefordeling alt andet lige ville være i stand til at præstere bedre og spille en endnu større rolle som formidler af forskningsbaseret viden til den brede befolkning, end Folkeuniversitetet gør i dag?

Stagnation i mange led
Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) gør i rapporten ’Folkeuniversitetet – Én organisation, mange virkeligheder’ et forsøg på at forklare og analysere den komplicerede organisation, der i mange led har haft en stagnerende virksomhed over det seneste årti. Stagnationen er sket, selv om mange engagerede mennesker i organisationens forskellige led også i dag skaber en imponerende rigdom af tilbud til den brede befolkning om bredere indsigt og forståelse i en lang række emner.

Når man ser på de historiske interessemodsætninger og egeninteresser, der gennem årene har ført til Folkeuniversitetets komplicerede struktur, kan man måske tvivle på, om organisationen ved egen kraft vil være i stand til at modernisere organisationen og skabe en mere trimmet struktur?

Hvordan sikrer man et højt og varieret aktivitetsniveau i alle hjørner af landet? Hvordan får man højere transparens i forhold til den samlede virksomhed og større handlekraft i forhold til at samarbejde internt og eksternt?  Kort sagt, hvordan adresserer man bedst tidens udfordringer for den samlede forskningsformidling til befolkningen?

Vifo-rapporten kan forhåbentlig opmuntre til kritisk selvransagelse i en institution, der dybest set eksisterer for at gøre befolkningen bedre i stand til at forstå og møde tidens udfordringer. Formålet med Folkeuniversitetet går næppe af mode, men organisationens struktur er forældet.

Folkeuniversitetet bør derfor overveje sin organisatoriske opbygning og afklare den interne rollefordeling langt mere præcist end i dag. Man bør måske sætte gang i arbejdet, før andre udbeder sig en logisk forklaring på de mange interessemodsætninger og uklarheder, der præger organisationen i dens nuværende form. En sådan forklaring vil nemlig blive vanskelig at give for selv de mest drevne forelæsere.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Vifo forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.vifo.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.