Kommentar

Vifos undersøgelse giver nye indsigter

Vifos undersøgelse af aftenskolerne lægger ny, værdifuld dokumentation på bordet om hele området, vurderer Henrik Christensen, sekretariatsleder i Dansk Oplysnings Forbund. Han giver her sine bud på nogle konklusioner, der efter hans mening er særligt interessante at diskutere.

Hvor er det fornemt, at nogen – Vifo – vover at spørge aftenskolerne: ”Hvordan har I det?”

Med en hverdag som sekretariatsleder i Dansk Oplysnings Forbund (DOF) vil jeg påstå, at jeg har en rimelig god viden om og fornemmelse af, hvordan aftenskolerne i DOF går og har det. Men det fine ved rapporten er, at der i større omfang kommer statistik og dokumentation på bordet, som kan bekræfte, afkræfte og nuancere de fornemmelser om aftenskolerne, som jeg – og andre – har.

Jeg synes helt generelt, at rapporten er interessant læsning. Naturligvis for aftenskoler og landsforbund, men i den grad også for bl.a. politikere og embedsmænd i kommunerne.

Debatskabende aktiviteter
Jeg vil gerne begynde med det område, som Vifo gennem et par artikler har anvendt som ’teaser’ for rapporten, nemlig de debatskabende aktiviteter. Eller populært bare kaldet 10 procent-puljen. Det er min oplevelse, at aftenskolerne tager debatmuligheden og -forpligtelsen alvorligt!

Det støttes af, at 80 pct. af midlerne afsat til debatskabende aktiviteter de facto anvendes. Rapporten bidrager i forlængelse af det udgangspunkt med en række nuanceringer, herunder at mange skoler, særligt små skoler med under 200 undervisningstimer på et år, betaler hele eller dele af deres 10 procent-pulje retur til kommunen.

Interessant er det også, at rapporten dykker ned i, hvorfor skoler ikke bruger ressourcerne på debatskabende aktiviteter. De primære årsager er, at der er for få midler, eller at det ikke er relevant for skolens målgruppe eller faglige profil.

At der er for få midler, tænker jeg, bør eksemplificeres. Et konkret eksempel kan hentes hos en DOF-skole, der har cirka 200 almene undervisningstimer og et samlet kommunalt tilskud på omkring 26.000 kroner. Heraf kan 10 pct. så anvendes til debatskabende aktiviteter – altså 2.600 kroner. Med den ramme som udgangspunkt, skal der så arrangeres, forberedes og gennemføres et debatskabende arrangement. Det vil sige, at der skal være tid til skolelederens arbejde med arrangementet, penge til markedsføring, penge til debattører, facilitator eller andre deltagende, penge til kaffe og kage (folkeoplysning kører bedst på kaffe) og så plus det løse. Alt dette skal holdes inden for 2.600 kroner + en eventuel deltagerbetaling.

Jeg kan faktisk godt forstå, at nogle skoleledere bliver lidt stakåndede, når de står med opgaven med at lave debatskabende aktiviteter for få midler! I øvrigt har en leder i en aftenskole med 200 undervisningstimer mindre end én (1) time til ledelse om ugen. Så realistisk set, skal en skoleleder bruge, hvad der svarer til en til to måneders lønnet arbejdstid for at stable et godt debatarrangement på benene. Heldigvis lægger rigtig mange aftenskoleledere også mange frivillige timer oven i de få lønnede timer, de har til deres rådighed.

Brug for mere samarbejde om debatarrangementer
Når det så er sagt, er det min opfattelse, at når kommunen som en del af tilskuddet til den folkeoplysende voksenundervisning har givet tilskud til debat, så bør det også anvendes til formålet.

Her vil jeg opfordre til, at man lokalt går sammen, enten via et aftenskolesamråd eller blot mere uformelt, og puljer sine 10 procent-midler, så der kommer så stort et beløb, at det er realistisk at lave interessante debatskabende aktiviteter. Dette er der gode eksempler på flere steder i landet. Ved uddelingen af Aftenskolernes Pris i 2016 vandt Aftenskolesamrådet i Helsingør faktisk Debatprisen.

Kommunerne kan også medvirke til at fremme debatten ved at lade skolerne overføre midlerne fra ét år til det næste, så de kan ’spare op’ til et rigtigt godt debatarrangement. Jeg synes faktisk, det er lidt en uskik, at kommunerne ikke lader tilbagebetalte debatmidler blive i rammen til den folkeoplysende voksenundervisning.

Hvis jeg skal være ærlig, mener jeg ikke, at vores opmærksomhed skal være rettet mod, at ’kun’ 80 pct. af midlerne til debatskabende aktiviteter anvendes. Vores opmærksomhed skal være rettet mod, hvordan aftenskolerne kan lave endnu mere relevante og aktuelle debatskabende aktiviteter.

Fleksible tilrettelæggelsesformer – tid til ny vejledning?
Lad os så springe videre til en anden tilrettelæggelsesform, som rapporten også belyser – de fleksible tilrettelæggelsesformer.

Her blev jeg faktisk lidt overrasket over, at undersøgelsen viser, at hele 11 pct. af skolerne anvender de fleksible tilrettelæggelsesformer. Det lyder jo egentligt ikke af ret meget, men det skal jo sammenholdes med, at langt, langt de fleste skoler i forvejen så rigeligt anvender deres tilskud til de gammelkendte tilrettelæggelsesformer, hvorfor det kan være svært at se fidusen ved de fleksible tilrettelæggelsesformer. Blandt andet den begrundelse fremføres også af de skoler, som er spurgt om, hvorfor de ikke bruger fleksible tilrettelæggelsesformer.

Det er samtidig tydeligt, at der hersker usikkerhed blandt skolerne, og jeg supplerer med, at usikkerheden også gælder for mange kommuner. Rapporten understreger også, at nok anvender 11 pct. af skolerne de fleksible tilrettelæggelsesformer, men reelt er det to (2!) skoler, som afvikler 90 pct. af alle de timer, der er tilrettelagt som fleksible tilrettelæggelsesformer.

Når det sammenholdes med, at tilskuddet til de fleksible tilrettelæggelsesformer i udstrakt grad anvendes til dækning af forskellige typer af lokaleudgifter, så er der noget, der indikerer, at fleksible tilrettelæggelsesformer særligt kan være attraktive under nogle bestemte lokalemæssige forhold, som de færreste aftenskoler arbejder under.

Jeg synes, de fleksible tilrettelæggelsesformer er en rigtig god mulighed, men måske tiden er moden til at give den seneste vejledning fra 2007 et eftersyn og hjælpe de fleksible tilrettelæggelsesformer mere på vej gennem inspiration og hjælp til at forstå mulighederne?

Handicapundervisning
Handicapundervisningen, eller undervisning med supplerende grundtilskud, kommer vi heller ikke uden om at forholde os til. Omfanget af handicapundervisningen blev beskrevet i Vifos kommuneundersøgelse fra januar 2017. Heraf fremgik det, at handicapundervisningen tegner sig for 19 pct. af deltagerne, 33 pct. af undervisningstimerne og 43 pct. af det kommunale tilskud. Jeg synes, at rapporten åbner øjnene for en række udfordringer og paradokser.

Rapporten viser, at aftenskolerne finder, at de kommunale retningslinjer på området er klare og tydelige. Kun 5 pct. finder ikke, at retningslinjerne er klare. Det er jo som udgangspunkt en af rapportens gode nyheder?! Men det kommer til at fremstå en anelse paradoksalt, når rapporten også fremhæver følgende to kommunale udfordringer, der også er fra Vifos kommuneundersøgelse:

  1. En tredjedel af kommunerne har ikke i deres retningslinjer fastsat maksimalt deltagerantal på et handicaphold.
  2. En tredjedel af kommunerne giver ikke mulighed for at integrere handicappede og ikke-handicappede på ét hold – kaldet blandede hold.

Det paradoksale ligger jo så i, at skolerne finder retningslinjerne klare, uagtet at de i relativt mange kommuner objektivt set er mangelfulde. Jeg oplever, at en række kommuner kunne have gavn af, i dialog med kommunens aftenskoler, at give de lokale retningslinjer et servicetjek. Det er og må være kommunens opgave at have retningslinjer, der er dækkende samt sikrer ens og gennemskuelige regler for skolernes virke!

Rapporten viser desuden, at der er stor variation i antallet af deltagere på handicapholdene. På en fjerdedel af holdene er der 7 deltagere, mens der på 9 pct. af holdene er 8 eller flere. Jeg mener principielt, at flere deltagere end 8 på et handicaphold er problematisk og strider imod intentionen med det supplerende grundtilskud.

7-8 deltagere på et handicaphold er måske ikke i sig selv særligt problematisk, men når vi kobler det til en virkelighed, hvor en række kommuner sænker handicapbrøken, og hvor en fjerdedel af kommunerne ikke afsætter en ramme, der er så stor, at skolerne kan få et tilskud, der svarer til de maksimale brøker, så opstår problemerne i den anden ende af skalaen, hvor skolerne har relativt få deltagere på holdet. En tredjedel af handicapholdene har således 5 eller færre deltagere på holdet, og disse er langt mere sårbare for reduktioner i tilskuddet, da ganske få deltagere skal dække udgiften til holdet. Det er den virkelighed, jeg ser hos en række af DOF’s medlemsskoler, som laver folkeoplysende voksenundervisning målrettet forskellige handicapgrupper.

Økonomien og de små skolers udfordringer 
Man kan ikke skrive en rapport om, hvordan aftenskolerne har det uden at beskæftige sig med økonomien og aftenskolernes rammeforhold. Og her bliver man ikke skuffet i rapporten.

Cirka en tredjedel af skolerne udtrykker utilfredshed med størrelsen på de kommunale tilskud, men ellers er skolerne overvejende tilfredse med deres økonomi, og blot 15 pct. er utilfredse med deres egen evne til at skaffe egenindtægter. Så umiddelbart er der ingen grund til stor bekymring på branchens vegne!

Rapporten viser allerede i indledningen, at der har været næsten en halvering i antallet af aftenskoler over de seneste 10-12 år, så der i dag er mellem 1.000 og 1.100 skoler. En række elementer i rapporten indikerer for mig, at vi må formode at tendensen mod færre og færre skoler (ikke nødvendigvis mindre folkeoplysende voksenundervisning til borgerne) vil fortsætte. Generelt er mindre skoler mere udfordrede på økonomien og de menneskelige ressourcer generelt, særligt er de mindre flerfaglige skoler udfordret i forhold til at rekruttere dels undervisere og dels bestyrelsesmedlemmer.

Yderligere et forhold trækker for mig at se i retning af en fremtid med færre aftenskoler. Knap en tredjedel af de lønnede ledere er ledere for flere skoler. Det er en tendens, jeg kan genkende fra DOF’s medlemsskoler. Og så nævner rapporten, at 7 pct. af aftenskolerne i undersøgelsen er blevet sammenlagt med andre eller fusioneret inden for de seneste 5 år.

Afsluttende småbetragtninger
Rapporten indeholder dokumentation på en række områder, som man måske ikke lige går og spekulerer alt for meget over i hverdagen. Nogle enkelte af disse vil jeg slutte af med.

Aftenskolerne arbejder mere end Folketinget! OK, det er ikke Vifos udlægning, men min egen. Historierne om aftenskolens aktiviteter som værende delt op i en forårssæson og en efterårssæson er gledet i baggrunden. Og med god mening. Alligevel, synes jeg, det er interessant, at rapporten kan vise, at nok holder de fleste aftenskoler sommerferie i juli, men fra ”rigtigt mange” til ”næsten alle” er i gang fra september til maj (70 pct. af skolerne i maj og 87-99 pct. i de øvrige måneder).

Aftenskolekataloget er noget, som mange stadig forbinder med kernen i aftenskolen. Men sådan er det jo slet ikke! Aftenskolerne er for længe siden gået ind i den digitale tidsalder – det er jo også der, at mange deltagere er. De to mest anvendte annonceringsformer er således aftenskolernes hjemmesider og sociale medier. Det kan jeg fint genkende fra DOF’s medlemsskoler.

Det trykte program og hustandsomdelingen af dem spiller stadig en rolle, men jeg er sikker på den er dalende. Rapporten viser, at cirka hver femte aftenskole husstandsomdeler deres program, men mit bud vil være, at når Vifo gentager aftenskoleundersøgelsen om nogle år, så er vi nede på ganske få pct. af aftenskolerne, der husstandsomdeler. Efter Postnord er ophørt med at uddele de adresseløse forsendelser, er oplevelsen, at alternativerne er dyre og leveringssikkerheden for ringe.

’Mellemkommunal refusion’. Ja, hvorfor skulle det nu lige pludseligt være interessant? Men deltagerne er særligt i de større byområder ganske mobile, når de søger deres aftenskolekursus, og deltagerne skeler ikke til kommunegrænser. Rapporten bringer her dokumentation for noget særdeles interessant, som jeg ville beskæftige mig indgående med, hvis jeg var storbykommune – og i særdeleshed hvis jeg var København.

Først lidt tal: Cirka to tredjedele af aftenskolerne har deltagere fra andre kommuner. I de aftenskoler, der har deltagere fra andre kommuner, er gennemsnitligt 20 pct. deltagere fra andre kommuner. Fokuserer vi på de store enkeltfagsaftenskoler, så er det næsten en tredjedel af deltagerne, der kommer fra andre kommuner. Disse tal er ret interessante, fordi de ’uden for kommunale’-deltagere via den mellemkommunale refusion er en indtægtskilde for den kommune, hvor deltagerne søger til. Deltagerne søger til, fordi der er tale om aftenskoler, der kan tilbyde noget særligt – ofte både indholdsmæssigt og i forhold til læringsmiljøet.

Derfor virker de senere års besparelser på aftenskoleområdet, særligt på lokaler i Københavns Kommune, som en potentiel ’lose/lose-situation’. Aftenskolerne presses til at udtynde det læringsmiljø, der måske netop gør dem til noget særligt. Det betyder potentielt, at nogle tidligere udenbys deltagere så i stedet vælger tilbud i egen kommune. Resultatet bliver færre deltagere til aftenskolen i København og en mindre indtægt til Københavns Kommune. Jeg vil anbefale, at man dykker lidt ned i disse dynamikker og inddrager den mellemkommunale refusion i sine fremtidige strategier og politiske prioriteringer.

Lad mig slutte af med at give en varm anbefaling af rapporten, som i den grad er værd at beskæftige sig med.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Vifo forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider, herunder vifo.dk, bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.

Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.