Folkeuniversitetets formand stopper

Troels Borring Foto: Henning Hjort/Efterskoleforeningen

Troels Borring stopper som formand for Folkeuniversitetet. Foto: Henning Hjort/Efterskoleforeningen

28.10.2016

Af journalist Jonna Toft
Til nytår går Troels Borring af som formand for Folkeuniversitetet. Han forlader organisationen midt i en gennemgribende omstillingsproces.

Efter to år som formand for Folkeuniversitetet overlader Troels Borring til nytår formandsposten til en anden.

”Folkeuniversitetet er midt i en stor forandringsproces, og den kræver, at den politiske ledelse er til stede for fuld damp. Det har jeg svært ved at honorere, når jeg samtidig er formand for Efterskoleforeningen, som også kræver min fulde tilstedeværelse,” forklarer han til vifo.dk.

Troels Borring har i sin tid som formand ledet organisationen ind i en række ændringer, der har til formål at skabe et mere sammenhængende, landsdækkende Folkeuniversitet med et større udbud af aktiviteter og flere deltagere.

Nyt nævn moderniserer organisationen
Folkeuniversitetet blev i februar 2016 efter en kritisk rapport fra rigsrevisionen sat under skærpet tilsyn af Kulturministeriet.

En rapport fra Vifo har desuden belyst en række problemfelter, blandt andet organisationens vidt forgrenede struktur, der ikke fremmer det interne samarbejde.

Siden har det nyudpegede Folkeuniversitetsnævn, der trådte til i foråret 2016, arbejdet med at samle organisationen og skabe ændringer, der giver mere aktivitet og flere deltagere. Strukturen vil man ikke ændre på endnu, men en række ændringer er ved at blive ført ud i livet:

Nævnet arbejder nu som et politikskabende ledelsesforum og bruger ikke længere mange kræfter på at kontrollere de lokale enheder. Man har besluttet at holde landsmøde hvert år i stedet for hvert tredje år, og næste landsmøde foregår 19. november 2016.

Desuden vil Folkeuniversitetet indføre fælles branding og markedsføring for hele organisationen. Lige nu arbejdes der med at sætte fælles strategiske mål.

Andre områder, der er i spil, er en fælles regnskabsafdeling, fælles IT og fælles revision.

”Jeg kan sagtens forestille mig, at Folkeuniversitetet med tiden får én fælles administration. Vi skal bruge pengene på at understøtte de frivillige og skabe aktiviteter, ikke på at hver enkelt enhed udfører sin egen administration,” mener Troels Borring.

Han håber, at Folkeuniversitetsnævnet med tiden vil blive en demokratisk valgt forsamling, i stedet for at medlemmerne udpeges af Kulturministeriet.

”De ændringer, vi har lagt i støbeskeen, fortsætter som planlagt, selv om jeg stopper. Vi har et stærkt og velfungerende nævn, som sætter den fælles opgave højere end personlige mål, og de vil løfte opgaven videre,” siger han.

  • Haakon Brandt, 05.11.2016 14:07:
     
    Hvorfor sender I meddelse ud om, at Troels Borring stopper som formand??
Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Vifo forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.vifo.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.