Samarbejder kan få unge i aftenskole

Foto: Ungdomskulturhuset/Henrik A. Hass

Foto: Ungdomskulturhuset/Henrik A. Hass

11.01.2017

Af Henriette Bjerrum
Relevante tilbud på de unges egne arenaer kan være en mulig vej til at få flere unge til at bruge aftenskolerne, viser en ny Vifo-evaluering. Medbestemmelse, et kursusbevis og et spændende slutprodukt kan også være elementer, der tiltrækker målgruppen.

En ny evaluering af et udviklingsprojekt med fleksibelt tilrettelagte forløb for unge viser, at der kan være potentialer for at nå de unge som målgruppe, hvis aftenskolerne tænker ’ud af boksen’.

Udviklingsforløbet ’Masterclass’, som Vifo netop har evalueret, var et sådan forsøg på at tænke aftenskolen ind i nye rammer og engagere en målgruppe, som aftenskolerne normalt har svært ved at engagere. Hjørnestenen var et samarbejde mellem FO-Aarhus og Ungdomskulturhuset i Aarhus. 

Som udviklingsprojekt var masterclassforløbet mere udgiftstungt, end der normalt er råd til ved fleksibelt tilrettelagte forløb. Alligevel peger projektet på nogle generelle idéer til at få flere unge i aftenskole.

Kursusforløbet ’Masterclass’ var et eventmagerkursus målrettet unge kulturentreprenører med erfaring fra bl.a. afholdelse af koncerter, festivaler og andre events. Det blev afholdt i Ungdomskulturhuset, hvor de unge allerede følte sig hjemme.

For aftenskolen gav det flere fordele. Først og fremmest sikrede samarbejdet med Ungdomskulturhuset et godt kendskab til målgruppen. Ungdomskulturhuset stod således for rekrutteringen af de unge, som ellers ofte kan være en udfordring for de almene aftenskoler. Desuden blev kurset til efter et ønske fra de unge selv, og de var involverede i hele processen omkring forløbet. Det sikrede kursets relevans og deltagernes engagement.

Fokus på produkter
Selvom kurset på mange måder havde indhold som et klassisk projektlederkursus, var der fokus på praksis med udgangspunkt i deltagernes fælles kulturelle interesser.

På første modul valgte holdet en event, som de ville planlægge og arbejde hen imod. Deltagerne valgte at arbejde sammen med en nystartet forening ’Aarhus Volume’, som de i forvejen var involverede i. Aarhus Volume har til formål at skabe folkelige musikarrangementer i, hvad de selv kalder ’underfundige rammer. Arbejdet med deres egen forening styrkede deres engagement i forløbet og dermed også deres arbejde med events, koncerter og fester.

Denne praktiske, handlingsorienterede tilgang vil ifølge evalueringen kunne overføres til andre forløb for unge, der har fokus på forskellige emner som miljø, politik, håndværk m.m.

Kursusbevis var vigtigt
Efter endt forløb modtog deltagerne et kursusbevis. Dette bevis var noget af det, der både motiverede de unge til at deltage, og som de efter kurset var rigtigt glade for.

Selvom deltagerne i ’Masterclass’ var unge, havde de allerede stor erfaring med at planlægge, forberede og gennemføre kulturbegivenheder. For dem var ’Masterclass’ derfor en mulighed for at få en lidt mere teoretisk overbygning på deres frivillige arbejde og samtidig få et papir på deres kompetencer. Som en af deltagerne sagde:

 ”Og så tror jeg seriøst, at det der papir er noget, som man kan have glæde af. Senere. Lige nu kører vi jo bare på kontakter. Og det kan godt være, at det på et tidspunkt har en ende, eller at man gerne vil prøve at gøre det i Esbjerg. Og så er det fedt at have sådan et papir.”

At få dokumenteret sin læring og erfaring passer således godt ind i den livsfase, hvor de unge har travlt med på forskellig vis at opbygge deres CV og skaffe sig erfaringer og viden, som de kan bruge i deres fremtidige karrierer. På den ene side strider det lidt mod aftenskolens generelle tradition for uformel læring. På den anden side har mange unge netop fokus på sådanne konkrete udbytter.

Lav pris
Prisen for at deltage i ’Masterclass’ var symbolsk. Med deltagerbetaling på 1 kr. pr. deltager ønskede FO-Aarhus at udbyde et (næsten) gratis forløb, hvor prisen ikke var en barriere.

Den lave pris var mulig på grund af den eksterne finansiering, men ville åbenlyst ikke kunne være en forretningsmodel for andre aftenskoler. Aftenskolelederen mener dog, at det er vigtigt, at der er billige tilbud til unge. Både projektlederen og deltagerne støtter idéen om, at prisen skal holdes rimeligt lav, hvis man skal nå målgruppen. Især hvis der er tale om (nye) forløb, der ikke har et direkte uddannelsesmæssigt/ karrieremæssigt mål.

Der er således et dilemma i forhold til at skabe bæredygtige forløb for unge, men netop de fleksible tilrettelæggelsesformer kan ifølge evalueringen åbne muligheder for mindre udgiftstunge aftenskoletilbud til målgruppen.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Vifo forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.vifo.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.