Konference om kulturens indflydelse på sundhed

Kvinde der maler Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

16.03.2017

Af Redaktionen
Der er et stigende fokus i international forskning på kulturens sundhedsfremmende egenskaber. Til september afholder Nordjysk Center for Kultur og Sundhed derfor den første danske konference om kultur og sundhedsfremme med oplæg fra danske og internationale forskere.

Stadig mere forskning peger på, at kunst- og kulturaktiviteter kan have positive effekter på patienter og borgeres mentale og fysiske helbred, og også i Danmark vises der interesse for området, blandt andet gennem Sundhedsstyrelsens treårige projekt ’Kultur på recept’.

Til september vil konferencen ’Kultur og sundhedsfremme’ dele viden på området gennem workshops og oplæg fra danske og internationale forskere. Bag konferencen, som afholdes af Generator, står Nordjysk Center for Kultur og Sundhed.

På programmet er blandt andet Stephen Clift, professor ved Canterbury Christ Church University, som vil fortælle om udviklingen af forskningsfeltet ’Arts, Health and Wellbeing’, og Peter Vuust fra Aarhus Universitet, som vil tale om musik og hjernen.

Fire inspirationsoplæg vil give konferencedeltagerne indsigt i forskning og praksis, hvor blandt andre Eva Bojner Horwitz, researcher hos Karolinska Instituttet, vil tale om, hvordan man kan implementere forskningen på feltet i sundhedsvæsnet, og Wenche Torrissen, førsteamanuensis ved Høgskulen i Volda, vil tale om, hvad teater kan betyde for mennesker med psykiske lidelser.

Konferencen henvender sig til medarbejdere i landets kulturinstitutioner, beslutningstagere på det kulturelle og sundhedsfaglige område, ansatte i sundhedssektoren og ældreplejen samt forskere ved de sundhedsvidenskabelige uddannelser.

Konferencen finder sted den 21. september 2017. Deltagelse koster 2.595 kr. ekskl. moms og inkl. forplejning.

Anvendelse af cookies

www.vifo.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.