Taskforce er klar med anbefalinger for et stærkere civilsamfund

Udsatte. Foto: Colourbox

En taskforce for styrkelse af civilsamfundet er nu klar med deres anbefalinger, som bl.a. skal være med til at styrke civilsamfundets inklusion af udsatte grupper: Colourbox

14.09.2017

Af Katja Høiriis
Taskforcen for et stærkere civilsamfund afleverer nu sine anbefalinger til, hvordan man styrker det frivillige, sociale arbejde i Danmark, og foreslår blandt andet at styrke indsatsen for at få flere udsatte borgere med i frivillige fællesskaber.

Mere samarbejde mellem kommuner og den frivillige sektor, styrkelse af den lokale frivillighed og en styrket indsats for at få flere udsatte borgere med i de frivillige fællesskaber er blandt de anbefalinger, task forcen for et stærkere civilsamfund nu har afleveret til børne- og socialminister Mai Mercado og minister for offentlig innovation, Sophie Løhde.

De to ministre nedsatte task forcen i juni 2017 med det formål at få anbefalinger til regeringens kommende civilsamfundsstrategi blandt andet i forhold til at styrke deltagelsen i civilsamfundet for udsatte mennesker og samarbejdet mellem det offentlige og det frivillige.

Taskforcen består af repræsentanter fra civilsamfundet, kommunerne, erhvervslivet og de faglige organisationer, og blandt gruppens medlemmer er bl.a. formanden for Frivilligrådet, Vibe Klarup, og formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) Kasper Sand Kjær. Baseret på deres kommissorium har taskforcen lagt fokus på den frivillige sociale sektor.

Det er nu udmøntet i fem overordnede anbefalinger, som skal være med til at styrke civilsamfundets inklusion af udsatte grupper og styrke rammerne for og udviklingen af den frivillige sociale sektor, så der er de bedste muligheder for at skabe inklusion.

De fem hovedanbefalinger er:

  1. Styrk indsatsen for at få flere udsatte borgere med i frivillige fællesskaber og arbejd for at nedbryde barrierer for udsatte borgeres deltagelse.


  2. Styrk repræsentation af det frivillige sociale område gennem en udvikling og styrkelse af Frivilligrådet.

  3. Styrk den lokale frivillighed og udvikling af frivilligcentrenes rolle ved at løfte kvaliteten i centrenes arbejde og sikre en større lokal omsætning af viden på det frivillige sociale område.

  4. Udvikl en stabil støttestruktur til det frivillige sociale arbejde, som understøtter en mere langsigtet finansiering af frivillige indsatser samt investerer i den frivillige sociale sektors udvikling.

  5. Skab mere og bedre samarbejde mellem kommuner og den frivillige sektor blandt andet ved at styrke mulighederne for uddannelse, efteruddannelse og kompetenceudvikling af fagprofessionelle og frivillige.

Læs mere om de enkelte anbefalinger i rapporten

Opfordring til at se bredere end det sociale arbejde
Taskforcens fokus på den frivillige sociale sektor blev tilbage i juni blandt andet mødt af kritik fra formanden for Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS), Per Paludan Hansen.

I en artikel på DFS’s hjemmeside udtrykte han bekymring for, at alle taskforcens medlemmer bort set fra Kasper Sand Kjær sad med en baggrund i det sociale arbejde, erhvervslivet eller kommunerne. Han henviste til, at langt de fleste danske frivillige findes et helt andet sted, nemlig inden for kultur- og fritidsområdet.

”De folkeoplysende skoler og foreninger, som jeg repræsenterer, er en del af dette frivillige arbejde og af et civilsamfund, som ikke må reduceres til gratis arbejdskraft i social- og sundhedssektorerne,” sagde han dengang.

Formanden for DUF, Kasper Sand Kjær, siger i en pressemeddelelse fra DUF, at han har været tilfreds med arbejdet i taskforcen, men opfordrer ligeledes regeringen til at se ud over det frivillige sociale arbejde:

”Det danske civilsamfund er større og bredere end den frivillige sociale sektor, der har været omdrejningspunktet for arbejdet i taskforcen. Jeg håber derfor, at regeringen vil hæve blikket og kigge på hele civilsamfundet og også inddrage andre dele af foreningslivet og det frivillige Danmark i det videre arbejde med en samlet civilsamfundsstrategi.”

I rapporten anbefaler taskforcen da også regeringen til at anlægge et helhedssyn på målet om at sikre flere udsatte grupper en plads i civilsamfundets fællesskaber.

Sociale udfordringer er ikke begrænset af fagområder, hedder det i rapporten, der peger på, at en kommende civilsamfundsstrategi vil stå stærkest, hvis den arbejder på tværs af ressortområder og ud over den sociale sektor også inddrager det øvrige civilsamfund som fx folkeoplysningen.

Anvendelse af cookies

www.vifo.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.