Kommentar

Tanker fra et oplysende fællesskab: Reportage og en opfordring fra en konferencedeltager

Det var stor diskussionslyst på konferencen Folkeoplysning i fællesskab. Foto: Thomas Søndergaard

Efter at have deltaget på Vifos konference ’Folkeoplysning i fællesskab’ opfordrer Emil Thirup-Sorknæs, fuldmægtig i Uddannelses- og Forskningsministeriet, alle i folkeoplysningssektoren til at søge penge hos Erasmus+-programmet til inklusionsprojekter som en vej til at skabe nye fællesskaber.

29. og 30. september løb Videncenter for Folkeoplysnings store konference ’Folkeoplysning i fællesskab’ af stablen på Hotel Faaborg Fjord.

Jeg var så heldig at deltage som repræsentant for Uddannelses- og Forskningsstyrelsens kontor for Internationale Uddannelsesprogrammer, hvor jeg arbejder med Erasmus+-finansiering af folkeoplysningen og den øvrige voksenlæringssektor samt den elektroniske platform for voksenlæring i Europa (EPALE). 

Når jeg får lov til at deltage i den slags arrangementer, er det for at få en idé om, hvad der rører sig i den sektor, som jeg arbejder med. Og så selvfølgelig for at gøre opmærksom på de finansierings- og støtteprogrammer jeg arbejder med.

Og der skal ikke herske tvivl om, at det er et privilegie at deltage og blive inviteret ind i det fællesskab, som folkeoplysningen er!

Hver gang jeg oplever det engagement, den livlighed og den intensitet, som lægges for dagen i den folkeoplysende sektor, fyldes jeg af lige dele beundring og ærefrygt. Her er folk med noget på hjerte, som ved, at de arbejder med noget vigtigt, som har stor og reel betydning for mange mennesker ude i virkeligheden.

For en embedsmand som mig, der bruger al min tid med at administrere programmer og finansieringsregler fra Europa-Kommissionen, er det ikke bare ekstremt lærerigt, det er simpelthen en fornøjelse at opleve. Og jeg bilder mig ind, at det smitter.

Da jeg sad i den yderste eftermiddagssession og ikke nåede at stille mit spørgsmål til panelet, fordi der var så mange ivrige, vidende mennesker, som havde rakt hånden op, før jeg nåede det, er det altså svært ikke at begejstres. Og det er jo i bund og grund også det, folkeoplysning handler om: At vi engagerer os i hinanden. At vi taler sammen og diskuterer. At vi deltager aktivt.

Mange bud på hvad fællesskab er
Så langt så godt. Som konference kan årets ’Folkeoplysning i fællesskab’ vist kun defineres som en succes. Så der skal lyde stor ros til arrangørerne herfra. Jeg kørte hjem fra konferencen både træt og opløftet. Og inspireret til utrætteligt at arbejde videre for, at også folkeoplysningssektoren får øjnene op for de muligheder, som ligger i Erasmus+. Derfor denne korte reportage.

For nu kommer vi nemlig til mit egentlige ærinde og en af grundene til, at jeg skriver disse ord.

Årets tema var jo folkeoplysning i FÆLLESSKAB, så naturligt nok blev der talt meget om fællesskab, og hvad det betyder. Er fællesskaber ekskluderende for dem, som ikke deler værdier med fællesskabet? Er der nogle, som slet ikke inviteres til at deltage i fællesskabet? Findes der folk i Danmark, som ikke føler, at det fællesskab, som folkeoplysningen ønsker at skabe, omhandler dem? Kan vi nå dem, som både er blinde og døve for vores værdier, budskaber og tilbud? Og skal vi overhovedet bruge krudt på dem?

Det var diskussioner, som gik på tværs af næsten alle de sessioner, jeg deltog i, lige meget om overskriften hed ’Aftenskoler – mellem økonomisk knaphed og overflod’, ’Det gode fællesskab’ eller ’Demokratiet i en krisetid’.

Kort sagt var der – som jeg hørte og oplevede det – rigtig mange diskussioner og perspektiver på spørgsmålet om inklusion (det er det, som de her spørgsmål handler om, når vi taler Europa-Kommission og Erasmus+-lingo). I løbet af de spændende og indsigtsfulde sessioner blev det kaldt flere andre ting – deltagelse, mangfoldighed, åbne fællesskaber – men jeg tillader mig at bruge fællesbetegnelsen inklusion.

Som folkeoplysningssektor er det åbenlyst en grundlæggende præmis, at vi sigter bredt. Det er jo trods alt FOLKEoplysning, vi taler om. Ikke SÆRINTERESSEoplysning eller ELITEoplysning eller andre mærkelige ordkonstellationer, man kunne drømme frem.

Men hvad skal der så til for at leve op til ordet FOLKEoplysning? Hvor meget af folket skal deltage? Hvem skal vi henvende os til og hvordan? Er der nogle, som vi ikke behøver tænke på at have med?

I forskellige sessioner blev der talt meget om de gamle, unge, nydanskere, arbejdsløse eller mennesker på randen af arbejdsmarkedet, ensomme eller lavtuddannede.

Folkeoplysningen må ikke lukke sig om sig selv
Det slog mig, hvor præcist et modbillede konferencens deltagere var på dem, vi talte om: Vi var næsten alle (forhåbentlig uden at fornærme alt for mange) hvide, midaldrende (bortset fra repræsentanterne fra Dansk Ungdoms Fællesråd), højtuddannede, i arbejde og næppe decideret ensomme, idet vi alle er medlem af i hvert fald ét fællesskab, nemlig det arbejds- eller foreningsfællesskab vi repræsenterede ved konferencen.

Som bekendt er det i udgangspunktet meget svært at sætte sig i andre menneskers sted. Særligt når det gælder mennesker med markant andre livsvilkår end en selv. Og derfor tænker jeg også, at vi som folkeoplysende sektor skal passe på, at vi ikke bliver for lukkede om os selv.

Carolina Magdalene Maier fra Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) talte under overskriften ’Hvordan bliver man hørt i en krisetid’ om, at vi både skal bruge kærlighed og kritik.

Det var et spændende og meget rigtigt indlæg, men det er interessant, at folkeoplysningen overhovedet behøver kæmpe for at blive hørt. Folkeoplysningen og civilsamfundet burde spille en central rolle i håndteringen af enhver krise, som rammer samfundet bredt, fordi det netop er i folkeoplysningen og civilsamfundet, at vi har fingeren på pulsen på samfundet bredt. Eller hvad?

Hvis denne finger er på vej væk fra pulsen, har folkeoplysningen et problem. Men hvad kan der gøres? Det er et godt spørgsmål, som det nok er vanskeligt at svare entydigt på, og det er helt sikkert en god idé at vende ideer og tilgange med andre, som har tumlet med de samme spørgsmål.

Søg penge til inklusion i folkeoplysningen
Og her kommer vi således til min endelige pointe og opfordring: I januar startede en ny programperiode for Europa-Kommissionens program for internationalisering af uddannelse, Erasmus+. Erasmus+ giver – som nævnt ovenfor – mulighed for finansiering af projekter inden for voksenlæringssektoren. Herunder også folkeoplysningen.

I denne programperiode, som løber til og med 2027, er der et centralt fokus på inklusion. Det betyder, at der ses med milde øjne på projekter, der på den ene eller anden måde arbejder med inklusion. Så hvis man som følge af de spændende diskussioner på årets Vifo-konference har fået en idé til, hvordan vi kan blive endnu bedre til inklusion i folkeoplysningen, så kan jeg kun opfordre til at søge Erasmus+-midler til projektet.

Kontakt mig meget gerne for en uddybende snak.

Tak for en god konference og nogle meget spændende drøftelser. Som jeg talte med min sidemand om under afslutningsdebatten, så kunne man muligvis have fået noget af den samme viden ved at læse bøger eller artikler, men man kan aldrig få lige så brede perspektiver, som når vi mødes og drøfter tingene. I et oplysende fællesskab.

Emil Thirup-Sorknæs er fuldmægtig i Uddannelses- og Forskningsministeriet

Læs mere

Læs flere artikler fra konferencen 'Folkeoplysning i fællesskab' og find billeder og deltagerliste på konferencehjemmesiden

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider, herunder vifo.dk, bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.

Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.