Vi går til yoga, spansk og maleri i aftenskolen

En ny undersøgelse fra Videncenter for Folkeoplysning af fagkatalogerne fra 28 aftenskoler viser, at antallet af kurser næsten blev fordoblet i perioden fra 2007 til 2017, og at yoga, maleri og spanskundervisning er blandt de største fag inden for hver deres fagtype.

Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) har i en ny undersøgelse haft 28 aftenskoler og deres fagkataloger i perioden fra 2007 til 2017 under lup. Undersøgelsen viste, at der blandt de 28 aftenskoler var sket en fordobling i antallet af udbudte kurser i løbet af perioden. I 2007 blev der udbudt 1.486 kurser mod 3.116 kurser i 2017.

De tre største aftenskolefag
Men hvad er det så for nogle kurser, vi var mest interesserede i? Undersøgelsen viser, at fag inden for ’bevægelse’ var en klar topscorer med 1.319 kurser i 2017, hvilket svarer til 42 pct. af alle udbudte kurser i de 28 aftenskoler. Der blev udbudt 545 kurser i ’manuelle fag’ som for eksempel maling og syning, hvilket svarer til en andel på 18 pct. Gruppen af ’grundlæggende fag’, der blandt andet dækker over sprogkurser, var tredjestørst med 374 kurser og dermed en andel på 12 pct.

”Der har været små udsving i den tiårige periode, men undersøgelsen viser, at de grupper af fag, der var de tre største i 2007, stadig er det. Faktisk lavede Udviklingscenteret for folkeoplysning og voksenundervisning tilbage i 1998 en lignende undersøgelse, hvor det også var de her tre faggrupper, som var de største,” siger Henriette Bjerrum, centerleder i Vifo, som står bag undersøgelsen.

Som det ses i figuren nedenfor, er det dog bevægelsesfaget, der har haft den kraftigste stigning gennem den tiårige periode.

Figur 1: Udviklingen i antallet af kurser i de seks største udbudte fagtyper 

Fagene I Aftenskolerne (1)

Figuren viser antallet af udbudte kurser for de 28 aftenskoler i perioden 2007/08 til 2016/17 for de seks fagtyper med flest udbudte fag i 2016/17.

Yoga, maleri og spanskundervisning trender
Indenfor hver af de tre faggrupper tegner der sig også et billede af, at nogle fag trender mere end andre. Ved den sidste optælling i 2016/17 var yoga topscoreren inden for bevægelsesfagene med 364 kurser på de 28 aftenskoler. Motion i vand var også populært med 269 kurser, mens der var 154 kurser i styrke- og træningsfag.

I kategorien manuelle fag var de tre mest udbudte kurser maleri/tegning, syning samt strikning/hækling.

Siden 2007 og ti år frem er der også sket en stigning i antallet af udbudte grundlæggende fag, hvor især sprogundervisning ser ud til at være populært blandt aftenskolekursisterne.

Tilbage i 1998 var engelsk det største sprogfag i aftenskolen, mens tysk var det næststørste. I dag er tysk helt nede på en femteplads, mens spansk, engelsk og fransk har indtaget henholdsvis første-, anden- og tredjepladsen.

Figur 2: Udviklingen i antallet af kurser for de seks mest udbudte sprogfagSprogfag I Aftenskolerne

Figuren viser antallet af udbudte kurser for de 28 aftenskoler i perioden 2007/08 til 2016/17 for de seks sprogfag, der i sæsonen 2016/17 havde flest udbudte fag. 

”Ser man på de grundlæggende fag i denne undersøgelse, er der meget, der tyder på, at sprog til rejse- og feriebrug er populært. De seks sprogfag med flest udbudte kurser i denne undersøgelse var sammenfaldende med sprogene på danskernes seks mest foretrukne rejsemål i 2017: Spanien, Tyskland, Italien, Grækenland, Frankrig og Storbritannien,” forklarer Henriette Bjerrum.

Paradoks at aftenskoler ikke udnytter monopol
”Aftenskolerne bekymrer sig meget om konkurrence fra andre aktører, og derfor er det interessant, at væksten i fagudbuddet har været størst indenfor bevægelsesfagene, hvor der er stor konkurrence fra andre aktører, og ikke på for eksempel de manuelle fag, hvor aftenskolerne næsten har monopol” siger Henriette Bjerrum og fortsætter:

”Rapporten belyser dette paradoks, og der er en lille tendens til, at konkurrence måske er med til at give opmærksomhed til aftenskolerne. Så hvis der er en vækst i det øvrige marked, så er det også gældende for aftenskolerne.”

Udviklingen i bevægelsesfag med yoga i spidsen er for eksempel sket samtidig med, at der generelt har været en vækst i antallet af yogaudbydere i Danmark. Både fitnesscentre, idrætsforeninger og private yogastudier er med i kampen om danskernes yoga-iver, og de 28 aftenskoler, som har deltaget i undersøgelsen, har altså været gode til at tage konkurrencen op.

”Strik er et andet interessant eksempel, hvor der i modsætning til mange af de andre manuelle fag er flere ’konkurrenter’, der er begyndt at udbyde kurser og undervisning i strik, ligesom undervisningsvideoer på nettet kan være et sted at lære at hækle eller strikke. Sidste år er der samtidig sket en stigning i kursusudbuddet i strik blandt de 28 skoler, og i 2016/17 blev der samlet set udbudt 39 strikke- og hæklefag i undersøgelsens aftenskoler mod kun fire kurser tilbage i 2007,” siger Henriette Bjerrum.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Vifo forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider, herunder vifo.dk, bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.

Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.