Rapport om seksuelle krænkelser i ungdomspolitik får DUF til at handle

Rapporten viser, at 35 pct. af medlemmerne inden for de seneste to år har oplevet mindst én hændelse, som var seksuelt grænseoverskridende eller krænkende. Foto: Getty Images/PansLaos

En ny rapport fra Sex & Samfund og Børns Vilkår fastslår, at grænseoverskridende handlinger i politiske ungdomsorganisationer er udbredte, og derfor vil Dansk Ungdoms Fællesråd nu oprette blandt andet en whistleblowerordning.

En ny rapport fra Sex & Samfund og Børns Vilkår bekræfter det, som TV 2-dokumentaren ’Partiernes skjulte overgreb’ i oktober 2020 gav eksempler på. Nemlig at der er foregået grænseoverskridende adfærd og seksuelle krænkelser i de politiske ungdomsorganisationer.

I perioden 15. januar til 31. maj 2021 har Sex & Samfund og Børns Vilkår undersøgt kulturen på tværs af 11 politiske ungdomsorganisationer, og selvom 85 pct. af medlemmerne har svaret, at de i nogen eller høj grad trives i deres lokale forening, så viser rapporten samtidig, at 35 pct. af medlemmerne inden for de seneste to år har oplevet mindst én hændelse, som var seksuelt grænseoverskridende eller krænkende.

Det gælder for 46 pct. af kvinderne og 24 pct. af mændene. Derudover har 38 pct. af medlemmerne inden for de seneste to år oplevet mindst én hændelse, som kan relateres til mobning eller diskrimination.

 ”Jeg er chokeret over, hvad rapporten viser. Tallene er alt, alt for høje. Én grænseoverskridende oplevelse eller krænkelse er én for meget, for foreningslivet skal være et trygt sted at være,” udtaler formanden for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Chris Borup Preuss til en artikel på DUF’s hjemmeside.

DUF, der er en paraply- og interesseorganisation for de danske børne- og ungdomsorganisationer, besluttede på baggrund af TV 2-dokumentaren at lave undersøgelsen for at komme den dårlige kultur til livs.

”DUF har taget initiativ til undersøgelsen, fordi vi tager problemet meget alvorligt. Vi skal turde tale højt om sexisme og grænseoverskridelser og erkende, at der skal en kulturændring til i hele samfundet. Derfor har DUF intensiveret arbejdet med trivsel og samvær de seneste år, og nu følger vi anbefalingerne fra Sex & Samfund og Børns Vilkår,” siger Chris Borup Preuss og henviser til de anbefalinger, som de to organisationer er kommet med på baggrund af rapporten.

DUF opretter whistleblowerordning
Rapporten viser, at 77 pct. af medlemmerne kender til de retningslinjer, der er for, hvordan man bør omgås hinanden, og desuden ser retningslinjerne som et brugbart redskab til at undgå mobning, seksuel chikane og diskrimination. Alligevel tyder rapporten på, at det er de færreste medlemmer, som rent faktisk er gået til ledelsen, hvis de selv har oplevet grænseoverskridende adfærd eller har observeret det.

”Nogle medlemmer peger på, at det kan være svært på grund af magthierarkier, jargonen og relationerne i ungdomsorganisationen. Flere medlemmer fremhæver, at håndteringen af personsager og tavshedspligten ikke fungerer i praksis, fordi der ikke er noget, som kan holdes hemmeligt i ungdomspolitik. Der er ikke incitament til at holde episoder hemmelige, da man kan blive populær ved at sidde inde med information, som andre ikke har, og på den måde bruge det til at danne tætte relationer,” fastslår rapporten.

Derfor går en af anbefalingerne fra Sex & Samfund og Børns Vilkår på, at DUF får oprettet en whistleblowerordning, så medlemmer, der ikke er trygge ved at gå til ledelsen med grænseoverskridende oplevelser eller krænkelser, alligevel kan indberette sagerne.

Dernæst indeholder rapporten en værktøjskasse, som DUF og de lokale foreninger kan tage udgangspunkt i, når de skal arbejde med at få skabt en sund kultur for samvær samt inputs til, hvordan man kan handle, hvis der alligevel skulle finde krænkelser eller overgreb sted.

Lederne finder det udfordrende at skabe tryg kultur
Sex & Samfund og Børns Vilkår anbefaler blandt andet, at foreningerne får udviklet en samværspolitik i samarbejde med medlemmerne, der bør indeholde en beskrivelse af foreningens værdier, en beskrivelse af, hvad man som organisation gør for at forebygge grænseoverskridende adfærd, samt retningslinjer for alkoholkultur og digitale fællesskaber.

Dernæst anbefaler Sex & Samfund og Børns Vilkår, at DUF tilbyder en relevant lederuddannelse til lederne i de politiske ungdomsorganisationer, da flere ledere giver udtryk for, at de oplever, at det kan være udfordrende at skabe og vedligeholde en tryg kultur.

”Der har i hvert fald for mig også været mange dilemmaer undervejs og ting, som har været svære at håndtere. Og tidspunkter, hvor man ikke havde de nødvendige redskaber og følte, at man godt kunne have brug for hjælp,” siger en af lederne i et interview i rapporten.

Derfor vil DUF tilbyde en ny, målrettet lederuddannelse lige efter sommerferien med særligt fokus på ledelsens rolle og ansvar i håndtering af konkrete sager, skriver DUF på deres hjemmeside.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Vifo forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider, herunder vifo.dk, bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.

Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.