Tre konkrete forslag til at lette byrderne for foreninger med en bankkonto

En arbejdsgruppe under Finans Danmark foreslår, at foreninger og banker fremover samarbejder gennem en digital selvbetjeningsløsning for at gøre det nemmere for foreningerne. Foto: Klaus Vedfelt/Getty Images

02.07.2021

Af Kirsten Sparre
En arbejdsgruppe under Finans Danmark har netop fremlagt tre konkrete forslag til, hvordan politikerne kan gøre det nemmere for foreninger at have en konto i en bank. Forslagene har været længe ventet af Folketingets Kulturudvalg, som opfordrer regeringen til at indkalde til forhandlinger om at lette byrderne for foreningerne hurtigst muligt.

Samfundets krav til bankerne om, at de skal deltage i kampen mod økonomisk kriminalitet, hvidvask og finansiering af terror, har gjort det både svært, bureaukratisk og dyrt for danske foreninger at have en konto i en bank.

Nu har en arbejdsgruppe under brancheorganisationen Finans Danmark med repræsentanter fra otte forskellige organisationer, herunder DIF, DGI, DUF og DFS, lavet et idékatalog med tre forslag, som vil gøre det nemmere for bankerne at servicere foreningslivet og samtidig overholde loven om at forebygge hvidvask.

Foreninger skal kunne klassificeres som lavrisiko-kunder
Det første forslag handler om at lave en model, der gør det muligt for bankerne at klassificere foreninger som lavrisiko-kunder, hvor bankerne ikke skal bruge så mange ressourcer på at kontrollere, om foreningerne er indblandet i hvidvask eller finansiering af terror.

Arbejdsgruppen beskriver fordelene ved en lavrisiko-model således i idekataloget:

”Lav risiko indebærer, at pengeinstitutterne kan nøjes med at kontrollere foreningens tegningsberettigedes identitet samtidig med indhentning af hele bestyrelsens identitetsoplysninger samt indhente vedtægter og referat fra seneste generalforsamling (eller stiftelsesdokument ved ny forening). Samtidig kan pengeinstituttet bedre forlade sig på foreningens oplysninger (f.eks. via et spørgeskema i netbank), uden at skulle kræve dokumentation for at understøtte disse.”

Arbejdsgruppen foreslår også en ny frivillig digital selvbetjeningsløsning. Det kunne være i regi af CVR, og løsningen skal gøre det lettere for foreninger og banker at udveksle oplysninger.

Endelig foreslår arbejdsgruppen, at der bliver lavet en guide til foreninger om de formelle rammer for samarbejdet med bankerne og de oplysninger, som en forening kan forvente at skulle give til sin bank. Formålet er at skabe bedre forventningsafstemning mellem parterne, men også at skabe større transparens om, hvem der tegner foreningerne økonomisk, og lette processen, når en forening skifter formand eller kasserer.

Nu bliver idékataloget sendt videre til alle de politiske partier, fordi det er dem, der har mulighed for at ændre lovgivningen for bankerne.

”Det har været vigtigt for arbejdsgruppen at komme med ideer, som politikerne umiddelbart kan sætte i værk. Vi er stolte af, at vi med disse ideer viser, hvordan foreninger og pengeinstitutter i fællesskab kan nå langt ved at sætte sig sammen,” siger Kjeld Gosvig-Jensen, juridisk direktør i Finans Danmark og formand for arbejdsgruppen i en nyhed på Finans Danmarks hjemmeside.

Politisk forslag om helt at undtage små foreninger fra reglerne
På Christiansborg har politikerne i Kulturudvalget ventet på, at arbejdsgruppen blev færdig med sit idékatalog.

Tilbage i december 2020 fremsatte et flertal af medlemmerne af Kulturudvalget et forslag til folketingsbeslutning om, at mindre foreninger helt skal undtages fra reglerne om hvidvask og persondataforordningen (også kendt som GDPR) fordi det især er de mindre foreninger, der lider under det øgede bureaukrati og forhøjede bankgebyrer.

”Siden beslutningsforslaget blev fremsat, er Kulturudvalget eksempelvis blevet bekendt med eksempler på sociale foreninger, der har skullet betale mere i bankgebyrer, end de modtog i kommunale § 18-midler,” skriver Kulturudvalget i en beretning fra maj 2021 om beslutningsforslaget.

Flertallet af medlemmerne i Kulturudvalget har derfor pålagt regeringen at indkalde til de første drøftelser om en løsning af problemerne umiddelbart efter offentliggørelsen af idékataloget fra Finans Danmarks arbejdsgruppe.

 

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider, herunder vifo.dk, bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.

Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.