Idrættens Analyseinstitut og Videncenter for Folkeoplysning søger studentermedhjælpere

31.03.2022

Af Redaktionen
Vil du gerne prøve kræfter med samfundsvidenskabelig dataindsamling, kortlægning, analyser og formidling? Og har du interesse for idræt og folkeoplysning? Så søger vi to junioranalytikere (studentermedhjælpere) til vores institut, der rummer Idrættens Analyseinstitut, Videncenter for Folkeoplysning og Play the Game.

Vi kombinerer rollerne som forsker, konsulent og formidler, og som junioranalytiker hos os vil din opgave være at støtte og bidrage til arbejdet med kvalitative interviews, spørgeskemaundersøgelser, analyser og formidlingen af resultater. Du vil blive tilknyttet forskellige projekter herunder arbejdet med at opdatere og udvikle facilitetsdatabasen (facilitetsdatabasen.dk), som er en af vores centrale aktiviteter.

Arbejdsmæssigt er du grundig og systematisk. Du skal både kunne arbejde selvstændigt og kunne indgå i samarbejder med andre. Det er en stor fordel at have flair for at arbejde med Excel og databaser.

Vi forestiller os, at du er i gang med en samfundsvidenskabelig bacheloruddannelse, som f.eks. statskundskab, økonomi, antropologi eller sociologi. Du har godt kendskab til statistik og statistikprogrammer, men også gerne kendskab til kvalitative metoder.

Du er selvstændigt tænkende, proaktiv og interesserer dig for civilsamfundet, frivillighed, folkeoplysningens og idrættens rolle i samfundet og har måske selv erfaringer som frivillig i foreningslivet. Disse egenskaber får du brug for, når du assisterer vores analytikere med transskribering af interviews, hjælp med planlægning og afvikling af fokusgrupper, udvikling af spørgeskemaundersøgelser, desk-research og andre praktiske opgaver. Du har samtidig lyst til at indgå i et miljø, hvor en uformel tone går hånd i hånd med høj faglighed.

Arbejdstiden kan variere, men vil gennemsnitligt være på 10-15 timer ugentligt efter nærmere aftale på vores kontor i hjertet af Aarhus.

Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte Henriette Bjerrum på mobil: +45 2921 0943 eller mail: henriette.bjerrum@vifo.dk.

Vi behandler løbende ansøgningerne, så send snarest muligt og senest den 21. april 2020 din ansøgning, CV og karakterudskrift til job@idan.dk og skriv 'Junioranalytiker' i emnefeltet. Vi afvikler samtaler den 27. april 2022.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider, herunder vifo.dk, bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.

Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.