82 pct. af højskolerne gik online under coronanedlukningen

23.09.2020

Fire ud af fem danske højskoler lavede onlineaktiviteter for at holde kontakten til de elever, der blev sendt hjem i marts. Eksperimentet med en undervisningsform, der er fremmed for højskolerne, fører næppe til digitale højskoler i fremtiden, men en undersøgelse fra Videncenter for Folkeoplysning viser, at højskolerne har fået øje på nye muligheder.

Under coronapandemien blev e-læring udbredt på skoler og uddannelser landet over, og også de danske højskoler tyede til internettet, efter de i marts måtte sende eleverne hjem for at begrænse smitten med coronavirus. Nu fortæller en ny rapport fra Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) mere om, hvad der skete, da højskolerne blev digitale for en stund.

Undersøgelsen viser, at 82 % af højskolerne gennemførte pædagogiske onlineaktiviteter. Den primære årsag til at kaste sig over de online formater var, at de gerne ville bevare kontakten til eleverne og havde både et håb og et ønske om, at eleverne snart kunne komme tilbage og fortsætte deres højskoleophold.

Morgensamling og fællestimer gik digitalt
Onlineundervisning er et radikalt brud med højskolernes traditionelle undervisningsform, og der var generelt meget lidt erfaring med at lave onlineaktiviteter. Alligevel viser undersøgelsen, at højskolerne først og fremmest forsøgte sig med de mest klassiske højskoleaktiviteter som morgensamlinger, foredrag og fællessang frem for den mere faglige undervisning. Hver fjerde højskole forsøgte også helt eller delvist at opretholde deres normale skema fra distancen. 

En anden vigtig del af højskolelivet er det samvær, som særligt knytter sig til kostskoleformen. Også her forsøgte højskolerne i et vist omfang at overføre traditionelle højskoleaktiviteter som fællesmøder, aktiviteter sat i gang af eleverne og sociale aktiviteter til et online forum. Undersøgelsen viser dog også, at højskolerne primært fokuserede mere på undervisning end samværsaktiviteter, da disse var sværere at lykkedes med online.

Et svingende engagement og et stærkt fællesskab
På de fleste højskoler var det dog svært at holde det digitale aktivitetsniveau oppe, efterhånden som ugerne gik. For det første måtte mange højskoler sende en del eller alle undervisere hjem på lønkompensation efter nogle uger. For det andet faldt elevernes interesse for at deltage i onlineaktiviteter efter de første par uger, fordi det var svært for dem at blive ved med at føle sig som højskoleelever, efter at de var taget hjem og blev optaget af andre ting.

Senioranalytiker i Vifo, Rasmus Kolby Rahbek, er medforfatter til analysen, og hans vurdering er, at mange af højskoleforstanderne føler, at de trods alle udfordringerne kom nogenlunde helskindet igennem at lave onlineaktiviteter i en kaotisk periode. En væsentlig grund til, at det har fungeret, er, at højskolerne i de fleste tilfælde havde nået at opbygge et højskolefælleskab med og mellem eleverne, inden de blev sendt hjem.

”Denne erfaring af fællesskabet og højskolen i sin normale tilstand har været afgørende for, at det overhovedet har været muligt at videreføre noget, der kunne minde om en højskole. Ikke mindst i forhold til at inddrage elever i onlineaktiviteter,” siger Rasmus Kolby Rahbek.

Digitale aktiviteter kan nå nye målgrupper
74 % af højskoleforstanderne erklærede sig helt enige, da de blev spurgt om onlineaktiviteterne under nedlukningen har vist, at højskolen ikke kan digitaliseres. Men undersøgelsen viser også, at forårets eksperimenter har åbnet nye muligheder for højskolerne.

Blandt højskolerne var der flere, der fik kontakt til andre målgrupper gennem arrangementer med foredrag, debat og eller højskolesang, der blev lagt online. Arrangementer, der foregik online, skabte også kontakt til gamle elever fra højskolen, ligesom kommende elever kunne få et indblik i undervisningen ved at deltage i onlineaktiviteter.

”Højskolen er som skoleform også traditionelt kendetegnet ved en stor tilpasningsevne. Det gælder ikke mindst højskolens evne til over tid at inddrage nye elevgrupper, fagområder og praksisformer, og stadig tænke disse som en del af højskolen som helhed. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi på baggrund af forårets erfaringer i fremtiden vil se flere højskoler, der forsøger sig med onlineaktiviteter, også når højskolen ikke lige er lukket på grund af corona,” siger Rasmus Kolby Rahbek.

Om undersøgelsen
Rapportens datagrundlag er et spørgeskema, der blev sendt til forstanderne på 75 højskoler i starten af juni 2020. 64 af højskolerne udfyldte spørgeskemaerne helt eller delvist, hvilket giver en svarprocent på mellem 81-85 pct. i de forskellige spørgsmål. 51 højskoler svarende til 82 pct. har haft pædagogiske onlineaktiviteter for elever under nedlukningen.

Download rapporten
Den nedlukkede højskole. En undersøgelse af højskolernes pædagogiske aktiviteter under nedlukningen som følge af coronavirus

Pressefoto
Højskolerne

Pressekontakt

Rasmus Kolby Rahbek

Senioranalytiker, Videncenter for Folkeoplysning

Mobil: +45 2011 0560

E-mail: rasmus.kolby@vifo.dk

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider, herunder vifo.dk, bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.

Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.