Idan, Vifo og SDU undersøger parasporten i Danmark

Foto: Tempura/Getty Images

Der findes ikke nok viden om, hvordan mennesker med funktionsnedsættelser deltager i foreningslivet, eller hvilke muligheder og barrierer de oplever i forbindelse med at dyrke idræt. Derfor har Idrættens Analyseinstitut og Videncenter for Folkeoplysning indgået samarbejde med Parasport Danmark om at få landskabet kortlagt.

Parasport Danmark kan i år fejre 50-års jubilæum, og forbundet arbejder ud fra den overordnede vision ”at give alle mennesker med et handicap eller et særligt behov mulighed for at dyrke idræt, bevæge sig, motionere og konkurrere i et berigende og attraktivt, socialt fællesskab.”

Med en ny strategi, der løber fra 2020-2025, vil Parasport Danmark blandt andet arbejde for at

  • tilbyde attraktive og let tilgængelige idrætsmiljøer for alle med et handicap eller særlige behov
  •  udvikle og understøtte motion, bredde og eliteidræt
  • udgøre et kompetencecenter, som omsætter og koordinerer viden om handicapidræt til brugbar viden for mennesker med et handicap, deres familier, klubber, kommuner med flere.

Imidlertid er det svært at opfylde disse mål, fordi der ikke på nuværende tidspunkt findes nok viden om, hvordan mennesker med funktionsnedsættelser deltager i foreningslivet, eller hvilke muligheder og barrierer de oplever i forbindelse med at dyrke idræt, ligesom der mangler et samlet overblik over målgruppens størrelse herhjemme.

Idan og Vifo skal skabe vidensgrundlag for fremtidigt parasport-arbejde
Derfor har Parasport Danmark nu indgået et samarbejde med Idrættens Analyseinstitut (Idan) og Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) om at få skabt et systematisk vidensgrundlag, der skal samle og vurdere eksisterende litteratur og data.

Idan og Vifo samarbejder med Syddansk Universitet om opgaven og inddrager data fra den landsdækkende undersøgelse ’Danmark i bevægelse’, der blandt andet ser nærmere på bevægelsesvaner for mennesker med funktionsnedsættelser og særlige behov.

Som en del af projektet skal begrebet ’funktionsnedsættelse’ defineres nærmere. Det er nødvendigt for at kunne afgrænse undersøgelsen, men også for at man i fremtiden kan gennemføre præcise målinger på området.

Projektet er et forarbejde til et større projekt, der skal søges om midler til senere. Håbet er, at det senere bliver muligt at afdække aktørerne på området, parasportens rammevilkår, den generelle idrætsdeltagelse for mennesker med funktionsnedsættelser, parasportelitens vilkår og den rolle parasportsevents har for udviklingen af parasporten.

Projektet er støttet og finansieret af Parasporten, Elsass Fonden, Vanførefonden, Bevica Fonden og Dansk Blindesamfund.

Projektet er et forarbejde til et større projekt, der skal søges om midler til senere. Håbet er, at det senere bliver muligt også at afdække aktørerne på området, parasportens rammevilkår, den generelle idrætsdeltagelse for mennesker med funktionsnedsættelser, parasportelitens vilkår og den rolle parasportsevents har for udviklingen af parasporten.

Projektet er støttet og finansieret af Parasporten, Elsass Fonden, Vanførefonden og Bevica Fonden.

Forundersøgelsen forventes at være færdig i februar 2022.

Yderligere information

Chefanalytiker Maja Pilgaard
maja.pilgaard@idan.dk
+45 2921 7036

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider, herunder vifo.dk, bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.

Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.