Vifo undersøger de uniformerede korps i Aalborg Kommune

Foto: DDS/Jens Thybo

Videncenter for Folkeoplysning har indgået et samarbejde med Aalborg Kommune om at undersøge gruppelivet, udfordringerne og potentialerne hos de uniformerede korps i Aalborg Kommune.

Hvad er en god spejder og FDF’er, og hvorfor starter man til spejder? Hvilke aktiviteter foregår der i de forskellige grupper, og hvordan er samspillet med kommunen? Det er blot nogle af de spørgsmål, der skal afdækkes i undersøgelsen af de uniformerede korps i Aalborg Kommune, hvor man oplever, at der er stor forskel på, hvor mange deltagere de forskellige grupper kan tiltrække, og ligeledes hvor gode de er til at rekruttere og fastholde både deltagere og frivillige. Derfor skal Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) gennem fokusgruppeinterviews, deltagerobservation og spørgeskemaer afdække, hvordan de uniformerede korps anno 2020 ser ud.

Udover at undersøge deltagernes egen motivation for og udbytte ved at gå til spejder, vil Vifo også kigge nærmere på, hvad der karakteriserer ledere og bestyrelsesmedlemmer, samt hvordan opgaverne mellem bestyrelse og gruppeledere fordeles. Undersøgelsen vil desuden kigge på forældrenes baggrund samt opfattelse af og forventninger til de uniformerede korps, da forældrenes rolle ofte har stor betydning for børnenes valg af fritidsaktivitet.

Spejdergruppernes trivsel og økonomi
I anden del af undersøgelsen kigger Vifo nærmere på gruppernes trivsel, deres aktiviteter og brug af faciliteter. Analysen vil stille skarpt på gruppens egen vurdering af, hvordan det går med at rekruttere spejdere og ledere, hvordan de skaber motivation og engagement, og hvilken betydning f.eks. uddannelse, faciliteter og traditioner med lejre har i denne sammenhæng.

Vifo vil desuden belyse gruppernes økonomi, deres samarbejde med både korpskontoret, andre spejdergrupper, kirken og øvrige aktører samt deres engagement i og betydning for lokalsamfundet.

Det sidste centrale tema i undersøgelsen fokuserer på, hvad det vil sige at være en god spejder. Hvad lærer man til spejder, og hvilke færdigheder og værdier er vigtige i de uniformerede korps? Vifo vil også spørge hvad deltagernes, forældrenes, ledernes og bestyrelsesmedlemmernes holdning er til frivillighed og fællesskab.

Analysen vil fokusere på ligheder og forskelle mellem korps både i forhold til korpsenes pædagogiske tilgangsvinkel og deres kirkelige tilknytning.

Undersøgelsen foretages sideløbende med en analyse af de uniformerede korps’ rammer og vilkår i de seks største byer i Danmark. Her vil samarbejdet mellem korps og kommuner være i fokus med henblik på at afdække forskelle og ligheder i de forskellige byer.

Undersøgelsen forventes at være færdig i foråret 2021.

Yderligere information

 
 

Centerleder, Henriette Sønderskov Bjerrum,
Videncenter for Folkeoplysning

Tlf: +45 2921 0943

Email: henriette.bjerrum@vifo.dk

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider, herunder vifo.dk, bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.

Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.