6 mio. kr. skal skabe flere lokale naturoplevelser i 2020
Projekt Vores Natur vil have flere danskere ud at opleve naturen. Derfor opretter Friluftsrådet, Nordea-fonden, Aage V. Jensen Naturfond og 15. Juni Fonden en pulje på 6 mio. kr., så lokale foreninger kan skabe naturaktiviteter for alle.
I 2020 skal naturen i fokus. Derfor er DR, Friluftsrådet, Danske Naturhistoriske Museer og Naturstyrelsen gået sammen om projektet Vores Natur. DR vil i 2020 lave en hel programserie om Danmarks natur, men danskerne skal ikke kun opleve naturen gennem en fjernsynsskærm. Som en del af projekt Vores Natur har Nordea-fonden, Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og Friluftsrådet oprettet en pulje med seks mio. kr. som skal gå til, at lokale foreninger, organisationer og forbund kan søge midler til at lave aktiviteter, der skaber oplevelser og mulighed for at være aktiv i naturen.
”Vi drømmer om, at 2020 bliver året, hvor alle danskere får muligheden for at opleve den danske natur gennem et væld af aktiviteter i hele landet. Med Vores Natur-puljen vil vi bakke op om de lokale foreninger og frivillige ildsjæle, som har lyst til at sprede naturglæden og gøre naturoplevelser og friluftsliv til et samlingspunkt for lokalsamfundet i 2020, ” siger Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet.
Vores Natur består af fem såkaldte fyrtårnsprojekter:
Nat i naturen – formålet er at skærpe danskernes sanser i mørket gennem lyde og dufte, og ved at komme tættere på den natur, der er aktiv, når man normalt ligger i sin seng.
Naturstafetten - formålet er at invitere befolkningen til at udforske naturen gennem aktiviteter i og besøg af spændende steder i Danmark, der viser diversiteten i den danske natur.
Vild natur hvor du bor – formålet er at oplyse danskerne om dyr og planters behov og levevis, samt hvordan flere levesteder giver større biodiversitet.
Danmark under vandet – formålet er at gøre den almindelige dansker, særligt børn, familier og ”natur-nybegyndere”, klogere på hvad der findes af liv i vores ferske og salte vande, og hvordan man kan benytte og beskytte den ”blå” natur.
Vild mad – formålet er at give danskerne forståelse for at samle, jage, fiske og tilberede naturens råvarer.
Foreningerne, der søger midler fra puljen, skal rette deres aktiviteter mod de fem fyrtårne for at få godkendt deres ansøgning.
Foreninger kan søge tilskud i perioden 5. september til 15. november 2019, mens aktiviteterne skal gennemføres i 2020 fra 1. april til 1. november.