Aftenskolerne rykker ind på Kulturmødet
Der vil være rig mulighed for at komme tættere på aftenskolerne, når Kulturmødet på Mors slår dørene op den 22.-24. august.
Den 22.-24. august byder Kulturmødet på Mors velkommen til tre dage, der sætter aktuelle temaer inden for kulturen til debat og lader kunsten møde nye publikummer. Her kan deltagerne også stifte nærmere bekendtskab med aftenskolerne gennem både undervisning, debat og oplevelser.
Hen over de tre dage giver aftenskolerne deltagerne mulighed for at prøve kræfter med en lang række aftenskolefag og opleve forskellige aftenskoleundervisere fortælle om deres fag.
Oplysningsforbundene er også med, når temaer som metal sundhed, kultur og kreativitet bliver sat til debat.
Torsdag sætter DOF, FOF og LOF fokus på mental sundhed i en debat om, hvordan man kan styrke broen mellem kultur og sundhed, og fredag afholder Fora to af deres ’Say it! Play it!’-debatter, hvor debattørerne bliver udfordret af musikalske kommentarer fra en DJ, og hvor rapperen Per Vers samler debattens pointer i en freestyle-rap. Debatterne ser nærmere på uddannelse, trivsel og klima, samt hvordan man bedst udvikler og understøtter kreativt talent hos unge.
Torsdag lægger Kulturmødet desuden rammer til den femte udgave af Aftenskolernes Pris, som i år uddeles til årets aftenskoleunderviser, årets aftenskole og årets aftenskolekommune. Med uddelingen af priserne indbyder oplysningsforbundene desuden kulturministeren og vinderne af de tre priser til en samtale om fællesskaber, demokrati, og hvad en aktiv folkeoplysning betyder for kulturlivet og for samfundet.
Læs mere
Læs mere om Kulturmødet og se programmet på Kulturmødets hjemmeside