Aftenskolernes udfordringer og muligheder

Ja, hallo – det er aftenskolen?! Det kunne måske være den mundrette og naturlige indledning til den samtale, der vil være det naturlige udkomme af Fritid & Samfunds Steffen Hartjes kommentar med overskriften ’Wake up-call til aftenskolen’ på vifo.dk.

Steffen Hartje retter sit skarpe blik på en række udfordringer og muligheder, som det er værd at reflektere yderligere over, men når sortsynet er mørkest, vil jeg mane til besindighed og sige; ”bare rolig! Aftenskolen består og skal nok løfte røret, når du ringer”.

Manglende opmærksomhed i kommunerne

Fritid & Samfunds rapport om ’Aftenskolen i folkeoplysningspolitikken’ dokumenterer, at aftenskolerne generelt er udfordret, når det kommer til at være inde på de kommunale politikeres radar, og når det kommer til den formelle kommunale politikformulering på området.

Det finder jeg både problematisk og kritisabelt. Problematisk, fordi det er et tegn på en smuldrende kommunalpolitisk opmærksomhed på aftenskolen, og kritisabelt, fordi folkeoplysningsloven faktisk stiller nogle krav til kommunerne på netop dette område. Denne manglende eller smuldrende kommunalpolitiske opmærksomhed på aftenskolen er en reel udfordring, som ikke bare kan affærdiges med, at kommunalpolitikere var bedre og mere nærværende i tidligere tider – før kommunalreformen. Vælg eventuelt selv, hvilken af kommunalreformerne, du tænker på…

Jeg er her meget enig med Steffen Hartje i, at aftenskolerne selv bærer det største ansvar for både den manglende opmærksomhed og de indsatser, der skal til for at genskabe den ønskede opmærksomhed. Samtidig er det også min opfattelse, at det er vigtigt ikke at generalisere og skære alle over en kam. Aftenskoleverdenen er nemlig en broget flok, og der hersker en fantastisk variation, men det medvirker også til, at rigtigt mange aftenskoler kommunikerer til nicher eller mindre grupper af borgere, hvilket i den grad er i overensstemmelse med folkeoplysningslovens ånd og bogstav, uagtet at det måske ikke vækker opsigt for den stedlige kommune og politikerne.

Generelt er der dog et markant behov for, at ALLE aftenskoler indtænker i deres strategier, at der også skal kommunikeres med de kommunale politikere og forvaltninger. Tiden, hvor den, der lever stille, lever godt, er slut! I de landsdækkende oplysningsforbund arbejdes der kontinuerligt med at understøtte skolernes arbejde med at skabe synlighed og opmærksomhed.

Skærpet konkurrence

En anden udfordring for aftenskolerne, som også Hartje adresserer, er konkurrencen. Aftenskolerne befinder sig for så vidt i en konkurrencesituation på flere planer. Man er på et marked for voksenundervisning, og man er i bredere forstand på et marked for fritidsaktiviteter. Sondringen er muligvis ikke så stor, men i min optik alligevel relevant.

Der er en række andre aktører på markedet for voksenundervisning, som aftenskolerne direkte eller indirekte er i konkurrence med, men hvor forudsætningerne for at klare sig på markedet er meget forskellige. Jeg oplever bl.a., ligesom Hartje, at bibliotekerne befinder sig i en brydningstid, hvor der i en række kommuner arbejdes meget med, hvordan biblioteket kan genopfinde sig selv som kulturhus eller læringsarena. Eksemplerne på, at biblioteker bevæger sig langt ind på aftenskoleområdet, er klart i vækst –  desværre. Jeg har sågar set eksempler på reelle aftenskolekataloger udgivet af biblioteket. En sådan konkurrence kan aftenskolerne ikke matche med de rammer og vilkår, som folkeoplysningsloven giver. Denne problematik har stor bevågenhed hos de landsdækkende oplysningsforbund.

VUC’ernes voksenuddannelsesaktiviteter er nogle steder også fortsat en hård konkurrent, som med statslig finansiering kan tilbyde undervisning til en ganske bekeden deltagerbetaling, hvilket ikke kan lade sige gøre, når man som aftenskole afvikler sin undervisning i overensstemmelse med folkeoplysningsloven.

Endeligt er der også konkurrence fra andre foreninger, som dog ikke virker under folkeoplysningsloven. Ældresagen er et godt eksempel her på, hvor frivillige eller næsten frivillige undervisere hjælper andre foreningsmedlemmer med at dygtiggøre sig eksempelvis inden for informations- og kommunikationsteknologi, men også hvor man med andre midler, herunder også kommunale, afholder foredrag m.v.

Konkurrencen på markedet for fritidsaktiviteter i den lidt bredere betragtning bliver i min optik også kontinuerligt skærpet, forstået på den måde, at der fortsat kommer flere og flere tilbud, som vi kan fylde vores fritid med, og her tænker jeg på fritidsaktiviteter som rækker ud over voksenundervisning. Den kommercielle sektor, eller det rigtige marked om man vil, er her drivende. ”Fitnesscentre med bl.a. yoga ligger tæt på aftenskolen, men digitaliseringens muligheder er nok de største tidsrøvere, hvor streamingtjenster med film og serier, spil-apps til mobiltelefoner og tablets og ikke mindst sociale medier som facebook lægger beslag på store dele af danskernes frie tid.

I princippet siger det noget om aftenskolernes livsduelighed, at de på trods af den konkurrencemæssige udvikling og de støt faldende kommunale tilskud fortsat formår stort set at holde fast i antallet af deltagere.

Tre udviklingsscenarier

Steffen Hartje reflekterer både i rapporten om aftenskolerne i de kommunale folkeoplysningspolitikker og i artiklen over tre udviklingsscenarier for aftenskolen: Markedsgørelse, partnerskaber og frivillighed. Lad mig med det samme slå fast, at den brede variation i aftenskoleverdenen gør, at alle tre (og måske flere) udviklingsscenarier har gyldighed og skal bringes yderligere i spil.

For nogle skoler vil en mere rendyrket markedstænkning være vejen frem, for andre vil udviklingen af virksomheden bedst kunne realiseres gennem partnerskaber med kommuner eller andre organisationer, og endeligt vil nogle skoler se en udviklingsmulighed i at inddrage frivillige i aftenskolen. Mange skoler vil nok arbejde med alle tre udviklingsscenarier på samme tid. Nogle af mine refleksioner i forhold til de tre scenarier kommer her.

Aftenskolerne befinder sig de facto på et marked, og man kan fint argumentere for, at aftenskoler konkurrerer indbyrdes under lige vilkår. Som jeg tidligere har været inde på, så forsvinder de lige vilkår, når aftenskolerne skal konkurrere med andre typer af organisationer såsom bibliotekerne. Her kan man sige, at aftenskolerne reelt er i en ’catch 22-situation’ eller et krydspres forstået på den måde, at aftenskolens rammer, der er givet af folkeoplysningsloven, er kontraproduktive i forhold til at ruste aftenskolerne til konkurrencen. Lønudgiften ligger fast, og når det kombineres med faldende kommunale tilskud, så betyder det alt andet lige højere deltagerbetaling eller flere på holdene. Aftenskolerne skal skærpe sig i konkurrencen, men har reelt ikke muligheden for det, hvis det skal være støtteberettiget undervisning!

Partnerskabsvejen har igennem de senere år været meget oppe i tiden og er det fortsat. Det største faglige område i aftenskolerne er sundhedsfag, og alene af den årsag er der åbenlyse muligheder for mange skoler i at forfølge en partnerskabsstrategi. Inden for sundhedsområdet er der masser at tage fat på. Der kan laves masser af god undervisning, som kan medvirke til at deltagerne bedre kan deltage i samfundslivet. Tiltag på en række kronikerområder, eksempelvis KOL, er godt i gang, og aftenskolernes undervisning og samspil med kommunen bidrager gevaldigt til deltagernes fysiske formåen og livskvalitet. Tag blot en tur til Rødovre, hvor man også har erkendt, at der skal flere penge til den folkeoplysende ramme, men pengene er der og er flyttet fra andre forvaltninger.

I min optik er det den væsentligste forudsætning for at partnerskabsstrategien for alvor er værd at følge, at kommunerne for alvor får øjnene op for, at aftenskolerne er en ressource, der blot skal næres med midler fra andre områder. Hvis det ikke sker, er det blot kommunal udnyttelse af aftenskolen og et udtryk for at hunden fodres med sin egen hale. Partnerskabsstrategien ser jeg mest som et supplement, da jeg mener, det er vigtigt, at aftenskolen har et mål og en værdi i sig selv, så man ikke blot reelt bliver en semikommunal institution, der primært er sat i verdenen for at være et middel til at opfylde kommunale mål.

Aftenskolerne må se ud over folkeoplysningsloven

Endeligt er der frivillighedsstrategien, som jeg har store forventninger til på aftenskolernes vegne, men som også har en iboende modsætning, som kan skabe konflikt. Som nævnt tidligere er der i andre foreninger voksenundervisning, som varetages af frivillige, og vi skal da i aftenskoleverdenen spørge os selv, hvorfor den undervisning ikke ligger i aftenskolen?

Der er behov for, at vi ser mere bredt på aftenskolevirksomheden, således at det ikke udelukkende er tilskudsreglerne i folkeoplysningsloven, der er afgørende for, hvad vi gør og ikke gør. Aftenskolerne har jo lov til at lave aktiviteter, som der ikke trækkes tilskud til, og det er vel netop den åbne port, som frivillige med noget på hjerte og spændende kompetencer kan gå ind af.

Inddragelsen af frivillige i aftenskolen kan i min optik også medvirke til, aftenskolen reelt bliver for alle. Som rammerne er nu for den folkeoplysende voksenundervisning, så er deltagerbetalingen på et niveau, hvor ikke alle hverken kan eller vil være med. I forbindelse med tiltaget Folkeoplysning for Flygtninge har vi i de landsdækkende oplysningsforbund blandt andet diskuteret, hvordan aftenskolen kan blive en reel mulighed for denne gruppe af nye borgere. Den udfordring, der skal arbejdes mest indædt med, er, hvordan en aftenskole kan indrette sin virksomhed, således at der på optimal vis kan køre folkeoplysende voksenundervisning, som vi kender det med lønnede undervisere, sideløbende med folkeoplysende aktiviteter, der varetages af frivillige. Dette vel at mærke uden at den kendte undervisning undermineres, eller at kommunen vælger et ’prioritere’ de frivillige folkeoplysende aktiviteter og skærer i rammen til den folkeoplysende voksenundervisning.

Afslutningsvis er det væsentligt for mig at bidrage med mit helt nøgterne og uvidenskabelige syn på aftenskolebranchen lige her og nu, for jeg har faktisk et klart billede af, at langt, langt de fleste aftenskoler har det godt og laver et formidabelt stykke folkeoplysende arbejde.

Men det er også en branche man kun skal være i, hvis man kan håndtere modgang og udfordringer, for der er en række kommuner, der ud over at skære i rammen til aftenskolerne, også går hårdere til værks, og det bekymrer mig stærkt. Vi ser lige nu eksempler på kommuner, hvor man reelt er ved at fjerne fundamentet for fremragende folkeoplysende aktiviteter til befolkningen.