AKKS præsenterer nye tal for amatørmusikken
Amatørernes Kunst & Kultur Samråd præsenterer nu de første nøgletal fra deres dokumentationsprojekt ’Samling’.
Amatørmusikken i Danmark trives med et stort antal aktive og frivillige. Det konkluderer Amatørernes Kunst & Kultur Samråd (AKKS) baseret på nye tal fra dokumentationsprojektet ’Samling’, som blev gennemført i 2018 med fokus på at indsamle grundlæggende viden om amatørmusikkens aktører og deres aktiviteter.
Undersøgelsen viser, at der i 2018 var over 105.000 medlemmer i den foreningsorganiserede amatørmusik med en overvægt af kvinder på 62 pct. mod 38 pct. mænd. Samtidig er der også mange aktive frivillige i foreningerne, også blandt ikke-udøvere, som står som støttemedlemmer eller blot ’giver en hånd med’. I alt bliver der ifølge undersøgelsen lagt omkring 4.500 frivillighedstimer om ugen i foreningernes tillidshverv.
Undersøgelsen har også set nærmere på rammerne for foreningerne og peger på, at foreningerne i høj grad finansieres via medlemskontingenter og klarer sig uden særligt mange offentlige tilskud. Dog får 48 pct. af foreninger lokaler stillet gratis til rådighed gennem kommunen, mens 27 pct. får lokaler stillet til rådighed af Kirken.
Undersøgelsen giver bl.a. også tal på aldersfordelingen af medlemmerne og fordelingen af korstemmer og musikinstrumenter.
Nøgletallene dækker også over en række regionale og genremæssige forskelle, som giver anledning til, at foreningerne i højere grad lærer af hinanden, konkluderer AKKS.
Undersøgelsen hovedresultater er blevet samlet i en Power Point og kan downloades her