Altinget åbner ny portal om civilsamfundet
Det politiske og demokratiske liv uden for Christiansborg får nu sin egen netavis, Altinget: civilsamfund. Den gratis portal bringer nyheder om vilkårene for frivillige, fonde og foreninger.
Altinget har nu åbnet sin nye portal om civilsamfundet. Den sætter fokus på vilkårene for foreninger, organisationer, frivillige, fonde, socialøkonomiske virksomheder og andre spillere i det demokratiske og politiske rum mellem stat og marked.
’Altinget: civilsamfund’ er en netavis med tilhørende nyhedsbrev i stil med Altingets øvrige journalistiske netaviser. Altinget har som formål gennem kritisk journalistik at følge udviklingen i det danske demokrati og politiske system, og målet er at højne læsernes informationsniveau.
Realdania og TrygFonden har støttet Altinget: civilsamfund, og derfor er der gratis adgang til artiklerne i en projektperiode på tre år. Nyhedsbrevet udkommer tre gange om ugen.
Direktør og chefredaktør Rasmus Nielsen fra Altinget siger i en pressemeddelelse:
”Vi venter os meget af Altinget: civilsamfund. Netavisen går på tværs af fag- og partiskel og belyser og undersøger en vigtig del af Danmark, der er underbelyst i dag. Det frivillige forenings-Danmark og fonds-Danmark.”
Portalen fokuserer på de vilkår, der er fælles for aktørerne, for eksempel de økonomiske og lovgivningsmæssige rammer, der regulerer fondes og foreningers aktiviteter.
Rammevilkårene vil blive behandlet i nyheder, baggrundsartikler og analyser, og stoffet krydres med portrætter, reportager og interviews med engagerede mennesker inden for området. På den vis tilstræber redaktionen at afspejle den mangfoldighed, innovation og kreativitet, der gennemsyrer det civile Danmark.
Redaktør Carsten Terp Beck-Nilsson og journalist Rasmus Løppenthin er ansvarlige for journalistikken på Altinget: civilsamfund.