Bedre trivsel blandt børn i fritidslivet
Mens hvert fjerde barn i 2013 havde oplevet at blive drillet, mobbet eller holdt uden for i fritidslivet, gjaldt det kun hvert sjette barn i 2017. Trivslen blandt børn i 3.-6. klasse er stigende, viser en ny rapport fra Center for Ungdomsstudier
Flertallet af elever i 3.-6. klasse stortrives med deres fritidsaktiviteter, viser en ny rapport fra Center for Ungdomsstudier 'Tweens, fritid og trivsel'. 96 pct. af børnene glæder sig til at komme af sted til deres fritidsaktivitet. Kun 4 pct. glæder sig ikke.
Rapporten tegner et billede af, hvad børn i 3.-6. klasse bruger deres fritid på, og hvordan de trives både generelt og mere specifikt i fritidslivet. Undersøgelsen er baseret på 1.450 besvarelser fra elever i 3.-6. klasse, fokusgruppeinterviews, forældrebesvarelser og forældreinterviews. Den er udarbejdet i et samarbejde med Mary Fonden, MH24 Mikkel mod Mobning, Red Barnet og TrygFonden.
Generelt er børnenes trivsel i fritidslivet steget. Mens 73,5 pct. af udøverne i 2013 angav, at de ikke havde oplevet at blive drillet, mobbet eller holdt udenfor i forbindelse med deres fritidsaktiviteter, var tallet i 2017 steget til 83,6 pct.
Gruppen, der har oplevet at blive drillet, mobbet eller holdt udenfor, er kendetegnet ved en lige kønsfordeling, marginale forskelle mellem de forskellige aktiviteter, og marginale forskelle mellem hold- og individuelle idrætter.
Undersøgelsen indikerer, at der opleves mest mistrivsel blandt de yngste udøvere. Ofte er mistrivslen knyttet til selve aktiviteten i form af nedladende kommentarer og nedladende blikke og kropssprog i forbindelse med træning, stævner og kamp. Kun i meget begrænset omfang er mistrivslen knyttet til sociale medier.
Den stigende trivsel i fritidslivet har betydning for, hvor mange der stopper til en fast fritidsaktivitet som følge af mistrivsel. I 2013 var tallet 13,8 pct., mens det i 2017 var faldet til 9,4 pct.
Årsagerne til den positive udvikling er ifølge rapporten det årelange, generelle fokus på trivsel i en skolekontekst og blandt aktørerne i fritidslivet. Eleverne er helt overordnet blevet mere socialt kompetente.