Idan Vifo Artikel 09.05.2022

Benspænd for foreninger går på tværs af kommuner og ministerier

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen vil kortlægge administrativt bøvl i foreningslivet. Foreningslivet byder undersøgelsen velkommen, men peger på, at problemerne ikke bare er en sag for Kulturministeriet, men går på tværs af kommuner, ministerier og ressortområder.

Det er en gængs opfattelse, at administrative opgaver og papirnusseri suger kræfterne ud af det frivillige foreningsliv i Danmark. Den opfattelse vil Kulturministeriet nu kigge nærmere på i en ny undersøgelse af benspænd i foreninger.

Undersøgelsen blev meldt ud i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet, og efterfølgende er både store som små interessenter kommet med input og reaktioner på udmeldingen. Første skridt bliver nemlig en kortlægning, hvor blandt andet indberetninger fra forenings-Danmark skal give et konkret indblik i de frivilliges problemer med administrative og bureaukratiske opgaver.

Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) er en af de mange organisationer, som allerede kan byde ind med konkrete oplysninger om bureaukrati i deres medlemsforeninger og de tilhørende problemer. Erfaringerne har de fra deres foreningsundersøgelse med 641 respondenter fra 2020, som blandt andet viste, at over en fjerdedel af foreningerne oplever bureaukrati i deres kommune. DUF er også gået ind i en sag, hvor spejdere er blevet pålagt udvidet kontrol af vandboringer ved de spejderhytter, de lejer.

På samme vis kan direktør i Friluftsrådet Winni Grosbøll også pege på nogle administrative udfordringer, som friluftslivets organisationer oplever. For eksempel skal en forening bede om tilladelse hos skovejeren for at arrangere en vandretur i skoven. Derimod kan en familietur med samme antal deltagere gå en tur i samme område uden at spørge om lov.

Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) håber også på en bred opbakning fra deres medlemsforeninger. Organisationen har nemlig nogle klare forventninger om, hvilke benspænd der finder sted blandt de folkeoplysende foreninger.

”Mange af vores foreninger arbejder i flere forskellige kommuner. Kommunerne har forskellige regler og rammer, og det gør det rigtig besværligt. Det andet store problem handler om de lokaler og andre faciliteter, som kommunerne stiller til rådighed. Her kommer rutiner og regler ofte i vejen, lige fra rådhuset og ud til den enkelte pedel på den lokale skole,” fortæller DFS’ formand Per Paludan i en artikel på organisationens hjemmeside.

Per Paludan bakkes op af sekretariatsleder Henrik Christensen fra Dansk Oplysnings Forbund (DOF), som lover, at DOF vil følge undersøgelsen tæt og bidrage med aftenskolernes udfordringer:

”Der er ingen tvivl om, at flere dele af administrationen af en aftenskole er unødigt besværlige. Alene hvidvaskningsloven har medført helt tåbelige ekstra byrder,” siger Henrik Christensen i en artikel på DOF’s hjemmeside.

Løsningen skal findes på tværs af ministerierne

Organisationerne, foreningerne og de frivillige kan sende deres erfaringer med benspænd til mailadressen meldetbenspaend@kum.dk, som Kulturministeriet har oprettet til formålet. Erfaringerne skal suppleres med en spørgeskemaundersøgelse blandt frivillige og en lov- og regelgennemgang på Kulturministeriets område.

Selvom ikke alle organisationer har lavet en strategisk undersøgelse af medlemmernes udfordringer med det tunge papirarbejde, er der en tydelig enighed blandt dem om, at udfordringerne finder sted. Derfor påpeger blandt andre DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen vigtigheden af undersøgelsen over for DGI’s medlemsforeninger, og hun opfordrer til at bakke op om indsatsen.

Nogle organisationer sætter dog spørgsmålstegn ved, om de mest forankrede benspænd i foreningerne skyldes lovgivningen fra Kulturministeriet. Blandt skeptikerne er DUF, som har siddet med om bordet sammen med en masse andre organisationer og foreninger i arbejdet om at gøre det nemmere og billigere at være foreningskunde i en bank.

”Det er tydeligt for os, at en forenkling af regler og lovgivning skal gå på tværs af ministerier og ressortområder. For bureaukratiet skal løses på tværs af blandt andet kultur-, miljø- og erhvervsområdet,” fortæller forkvinde for DUF Christine Ravn Lund i en artikel på organisationens hjemmeside.

Troels Rasmussen, der er direktør for Idrættens Analyseinstitut og Videncenter for Folkeoplysning, synes, at det er fair at få kigget igennem, hvilke forhindringer foreningslivet oplever.

”Det er et tema, der kommer op med års mellemrum, og det er vigtigt, at vi som samfund er opmærksom på, at de frivillige skal bruge deres kræfter der, hvor energien er. Derfor er det fint med en undersøgelse. Det er dog vigtigt, at undersøgelsen ikke kommer til at stå i vejen for samtalen og dialogen om, hvad vi vil med folkeoplysningen mere overordnet. I takt med at flere og flere private, kommercielle, offentlige og selvorganiserede aktiviteter supplerer foreningernes tilbud, bliver det i stigende grad vigtigt at tale om folkeoplysningens og foreningernes rolle og bidrag til den enkelte og samfundet,” siger han.

I første omgang sætter Kulturministeriet dog fokus på den generelle opfattelse af benspænd i foreningerne, og organisationernes, foreningernes og de frivilliges erfaringer kan indberettes indtil 15. juni 2022.

Læs lignende nyheder

unge mennesker snakker sammen
Vifo Artikel 17.11.2024
Ny politisk aftale: Højskolerne og Frie Fagskoler får 40 millioner kroner hver til at hjælpe unge uden job og uddannelse
Aftenskoledeltagere
Vifo Artikel 02.09.2024
Ny kortlægning viser store forskelle på aftenskoleområdet i Norden
Unge i KFUM Idrætsforbund
Idan Vifo Artikel 26.08.2024
Idan er klar med et redskab, der kan måle sammenhængskraften i idrætsforeninger
Unge idrætsudøvere
Idan Vifo Artikel 12.08.2024
Ny rapport: De unge bliver sjældent involveret i idrætsforeningers demokratiske arbejde
Løbere i naturen
Vifo Artikel 14.05.2024
Nyt projekt sætter folkeoplysningen fri i Roskilde Kommune
Kvinder laver keramik
Vifo Artikel 04.12.2023
Vifo offentliggør database med resultater fra undersøgelserne om folkeoplysning i kommunerne
Casper Nellemann
Vifo Artikel 22.11.2023
Forstander: De frie fagskoler har så meget potentiale, men politikerne har hængt deres hat på FGU
Unge frivillige
Vifo Idan Artikel 16.11.2023
Mentorforløb og vejledning er bedre til at holde på de frivillige end formelle kurser