Bliv klogere på yogamarkedet i København
I anledning af offentliggørelsen af Videncenter for Folkeoplysnings kommende rapport om yogamarkedet i hovedstadsområdet indbyder FOF København/Lyngby til foredrag og debatarrangement om yoga med afsæt i rapporten.
Gennem de seneste måneder har Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) arbejdet på en rapport, der går tæt på yoga i hovedstadsområdet. Rapporten er klar til offentliggørelse i begyndelsen af november, og i den anledning afholder FOF København/Lyngby, der har rekvireret undersøgelsen, et debatarrangement den 14. november.
Arrangementet byder på oplæg fra én af rapportens forfattere, forskningsansvarlig i Idrættens Analyseinstitut og Vifo Maja Pilgaard, der vil gå tæt på en række af rapportens hovedresultater. Efterfølgende er der mulighed for spørgsmål, ligesom der er lagt op til debat om rapportens resultater og udviklingen af yogatilbud i hovedstadsområdet.
Rapporten undersøger bl.a. yogaudøveres praksis samt ønsker og krav til deres aktivitet, yogaundervisernes uddannelsesbaggrund, yogaens historiske udvikling i Danmark og de forskellige udbydere af yoga i Københavnsområdet. Rapporten bliver offentliggjort op til arrangementet.