Civilsamfundets Fællesdag vender tilbage
Civilsamfundets Fællesdag vender tilbage til december 2019, og denne gang får deltagerne selv mulighed for at byde ind med indhold til et temaspor.
Til december vender Civilsamfundets Fællesdag tilbage til DGI Byen, når Altinget og Mandag Morgen inviterer civilsamfundets mange forskellige aktører indenfor til diskussioner om fælles udfordringer og civilsamfundets rolle og værdi.
Dagen vil gå i dybden med emner som fællesskab, finansiering og ledelse og vil være en blanding af store plenumdiskussioner og mindre temaspor, som vil dykke ned i emner, der optager civilsamfundsorganisationerne i deres daglige arbejde.
Denne gang giver arrangørerne samtidig mulighed for, at interesserede kan byde ind med ideer til indhold og format til et af dagens fire spor. Kravene til sporet er, at det skal være inddragende og give deltagerne noget at tænke over og inspiration til deres videre arbejde.
I oktober 2018 løb Civilsamfundets Fællesdag af stablen for første gang, hvor dagens faglige spor var arrangeret af forskellige civilsamfundsorganisationer som Dansk Ungdoms Fællesråd, DGI, Dansk Folkeoplysnings Samråd og Spejderne.
Civilsamfundets Fællesdag 2019 finder sted onsdag 11. december kl. 8.45-16.30 i DGI Byen i København. Prisen er 995 kr. ekskl. moms. Tilmeldingen åbner officielt den 21. august, men ved en særlig tilmelding kan man få adgang til tilmelding allerede den 19. august.