”Corona har fået os kureret for forestillingen om, at det materielle betyder mest”

Med dine faglige briller og udgangspunkt, hvad har du så lagt mærke til, at der skete i civilsamfundet i coronaperioden?

Jeg lagde mærke til to tendenser. For det første opstod der en masse nye digitale fællesskaber, og for det andet rykkede vi udendørs.

Folk arbejdede hjemmefra og mødtes i forskellige rum udendørs, vi gik ture, og mange ordnede ting i telefonen imens, og det synes jeg er ret inspirerende – at det kunne lade sig gøre.

Derudover begyndte folk jo at mødes digitalt – ikke kun fagligt, men også socialt. Nogle spiste sammen, mens de var på Zoom, Messenger eller FaceTime, og så sad de der med computeren ved spisebordet og delte et måltid, og så var det ligesom om, man havde været sammen.

På det knap så positive plan skete der jo også det, at vi blev mere følsomme overfor at være fysisk sammen med mange mennesker, og jeg synes stadig, jeg hører, at det er noget, folk undgår, fordi det virker for voldsomt.

I stedet var vi jo sammen i sociale bobler, og man blev tvunget til at melde ud, hvem der var ens nærmeste, hvilket gjorde, at nogle blev valgt fra. Nogle blev måske valgt fra af flere, så de måske kun så deres familie, og det har påvirket folk på den måde, at man nu ved, hvem der er ens rigtige venner, og mange unge har været opmærksomme på, hvem de er blevet valgt til og fra af. Men det har selvfølgelig også styrket båndene hos flere.

Kan du pege på noget, du synes er en spændende nyskabelse i civilsamfundet fra coronaperioden?

Lokalsamfundene er på en eller anden måde blevet styrket, og der er kommet en tendens, der hedder ’go local’. Der er flere, der arbejder hjemme, og folk går og snakker i telefon, mens de går tur med hunden, og der er generelt bare mere trafik på vejene. Og når man kigger ind i husene, kan man se, at folk sidder ved deres spise- eller skrivebord, og det synes jeg beriger boligområderne.

Det gør måske noget positivt for dem, der enten er sygemeldt, på førtidspension eller på anden måde står uden for arbejdsmarkedet. Den der følelse af at gå en tur midt på dagen, hvor vejen ligger øde hen, og man tænker, ’Okay, jeg er en outcast’. Den er måske blevet mindsket, når der er flere hjemme.

Jeg synes også, jeg ser en tendens til, at folk motionerer mere udendørs, end de gjorde før, og vi har ligesom opdaget udendørslivet. Jeg ser så mange motionshold, løbegrupper og styrketræning og yoga, der foregår udenfor. Det gjorde det altså ikke i lige så høj grad før.

Derudover så har det digitale skabt noget tilgængelighed for folk med forskellige former for handicap. Det, at de ikke behøver at skulle ud af hjemmet eller behøver at vise deres handicap frem, har gjort, at de i højere grad kan deltage på lige fod med andre.  

Hvad synes du, vi kan tage med fra coronakrisen?

Jeg tror, corona har fået os kureret for den der forestilling om, at det materielle betyder mest. Folk er blevet mere opmærksomme på, hvor meget relationer til både vores nærmeste og dem på arbejdspladsen betyder. Nu kommer folk også på arbejde – ikke kun for det faglige udbytte – men for at mødes og få de kicks, det giver at være sammen. Det er jo virkelig positivt.

Derudover har vi har lært at holde møder, mens vi bevæger os, vi har lavet digitale fællesskaber, og vi har fundet ud af, at det digitale fungerer rigtig godt, når man skal have eksekveret et eller andet. Mange har også fundet ud af, at det hybride format, hvor det både er digitalt og analogt, fungerer rigtig godt. Man kan mødes digitalt og aftale noget, og så kan man mødes fysisk bagefter og virkeliggøre det, man har aftalt.