Coronakrisen skaber digitale højskoler

Højskoleånden er kommet i online respirator. Sådan forklarer senioranalytiker i Videncenter for Folkeoplysning, Rasmus Kolby Rahbek, de mange digitale tiltag, som er opstået rundt omkring på landets højskoler, efter at coronakrisen har sendt højskoleeleverne hjem.

Rasmus Kolby Rahbek har skrevet ph.d. om højskolernes pædagogik, og han følger interesseret med i, hvordan højskolerne forsøger at overføre det, han kalder for højskolernes atmosfære til et digitalt rum.

”Atmosfæren er alt det implicitte, som formes af lærerne, eleverne og selve højskolen som sted, og det er det, som mange højskoler lige nu forsøger at bevare i en online respirator, til krisen er ovre,” siger han.

Et af de steder, hvor der er skruet op for den digitale højskoleatmosfære er Den Skandinaviske Designhøjskole, hvor underviserne hver dag lægger små opgaver ind i forskellige facebookgrupper, som ikke nødvendigvis er faglige, men som skal bidrage til, at elever og lærere holder interaktionen ved lige og lærer hinanden endnu bedre at kende.

”Vores elever skal ikke tage hjem og tænke, at de ikke længere er højskoleelever. De skal stadig kunne mærke os. Selvfølgelig skal de mærke fagligheden, og vi skal skabe struktur og udfordre dem på opgaver og med vejledning på projekter og porteføljer, men vi laver ikke kun fag, vi laver også højskole. Altså vi prøver i høj grad at holde fast i den her højskoleånd,” siger Merete Østergaard, der er forstander på Den Skandinaviske Designhøjskole.

Højskolen er mere end bare undervisning

En af højskolens undervisere, Kåre Birk, gør en dyd ud af, at eleverne får noget fagligt indhold, men han siger også, at det faglige ikke har noget med højskolen at gøre.

”Det kunne lige så godt foregå på en designskole. Der, hvor det bliver højskole, er jo blandt andet, når man også snakker om andre ting. Og det er så det, vi prøver at gøre med de her opgaver, som er knap så faglige, men mere handler om at lære hinanden endnu bedre at kende,” siger han og fortsætter:

”Vi kender jo kun hinanden fra højskolen, og pludselig er vi ude i folks hjem, når de skal løse opgaven 'vis mig dit køleskab' eller 'vis mig dit kæledyr'. På den måde ser vi hinanden i et nyt forum og lærer nogle nye ting om hinanden. Men selvfølgelig er det en illusion af højskolen, vi er ude i, det ved vi jo godt,” siger han.

Ifølge Rasmus Kolby Rahbek giver det dog fin mening at opretholde denne illusion.

”Det er jo interessant, at flere højskoler holder fast i undervisning eller digital samtale, selvom de godt ved, at det ikke kan sammenlignes med ’rigtig’ højskole. Men på den her måde giver man eleverne noget at holde fast i, i håbet om at de ikke melder sig helt ud. Så det handler måske i virkeligheden om, at de holder en illusion kørende, indtil de kan genoptage den ’rigtige’ højskole, mere end det handler om, at de tror på, at det er værdifuld e-læring,” forklarer Rasmus Kolby Rahbek.

Eleverne er sociale hver for sig

For 22-årige Mathilde Mai, der er elev på højskolen, har håbet om at komme tilbage på højskolen stor betydning for den måde, hun engagerer sig i ’den digitale højskole’.

”Vi regner jo med at skulle tilbage på højskolen, så vi bliver jo nødt til at holde venskaberne ved lige, og det synes jeg faktisk, vi er gode til. Vi har forskellige gruppechats kørende, hvor vi sender memes til hinanden, og hvor vores beskeder på højskolen var noget a la 'hey, hvor er du henne', er det nu mere sådan 'hej, se hvad jeg har lavet ud af det her sugerør, jeg fandt i skuffen,' siger hun.

Ligesom sin underviser og forstander har Mathilde Mai også svært ved at sætte ord på, hvad højskoleånden helt præcist dækker over, men hun er godt tilfreds med måden, hun selv og hendes kammerater håndterer situationen på.

”Selvfølgelig har det stor betydning for det at gå på højskole, at vi rent faktisk er på højskolen, men rent socialt synes jeg, at vi har været gode til tage højskolen med hjem. Vi holder eksempelvis digital strikkeklub. Sidste uge sad vi 12 mennesker og strikkede og snakkede om alt muligt forskelligt. Det er de samme mennesker, som jeg var meget sammen med på højskolen, så der er faktisk ikke den store forskel, og jeg føler mig stadig som højskoleelev,” siger hun.

Og det glæder forstander Merete Østergaard. Det er netop hele pointen med denne løsning, forklarer hun.

”Vi er bevidste om de begrænsninger, som denne situation skaber, men vi har også en stærk tro på, at vi med den her form for online højskole kan være med til at skabe en eller anden form for følelse af højskole hos vores elever og hos os selv,” siger hun.

Optagelsesprøver på landets designskoler

På Den Skandinaviske Designhøjskole står nogle af eleverne i øvrigt over for lidt af en udfordring. For ikke nok med, at de skal vænne sig til den nye hverdag væk fra højskolen, så er der i disse tider også optagelsesprøver på diverse kreative uddannelsesinstitutioner, som eksempelvis Designskolen Kolding, hvor Mathilde Mai drømmer om at skulle studere. 

”Meget af min tid er gået med at arbejde på min portefølje, så jeg har ikke været så meget med til de andre frivillige, faglige opgaver, men jeg har fulgt med hver dag, og lærerne har været vildt engagerede og har også været gode til at lægge sjove opgaver ind, og dem har jeg været med på,” fortæller hun.

Kåre Birk fortæller, at han har ekstra fokus på elever som Mathilde Mai, der netop bruger højskolen som springbræt for at komme ind på deres uddannelse.

”Vi er jo en fagfaglig højskole, og denne periode er rigtig vigtig for mange af vores elever, så mens eleverne er sendt hjem, sørger vi for at have daglig kontakt. Det betyder, at de sender nogle af deres projekter og porteføljer eller stiller spørgsmål, og så vi giver online feedback,” siger Kåre Birk.

Digitaliseringen udfordrer højskolepædagogikken

”Men der er altså også begrænsninger i den her måde at køre højskole på. Vi ser jo primært dem, som melder ind hele tiden, og det er måske også dem, der er stærke og socialt kompetente. Men vi har svært ved også at nå de elever, som normalt bare hænger ud og er med i sociale sammenhænge på højskolen, fordi man jo er fysisk sammen der. Nu ved vi ikke rigtigt, hvor de er henne, og hvordan de har det, og det er svært,” forklarer Kåre Birk.

Ifølge Rasmus Kolby Rahbek er det en naturlig frustration, og højst sandsynligt én som flere lærere sidder med i disse dage, fordi højskolepædagogikken i høj grad handler om at ’se’ eleverne og omvendt at blive set.

”Med den her digitale undervisning er der jo nogle helt andre vilkår, fordi eleverne i høj grad selv skal byde ind for at blive set. På højskolen kan lærerne opsøge de lidt stille typer, eller de kan sætte sig ved deres frokostbord for at få en fornemmelse af, om de elever, som de måske ikke rigtig har set eller mærket i undervisningen, egentlig har det godt. Men nu er det her med at blive set lidt ude af lærernes hænder og i stedet lagt over på eleverne, og det giver en pædagogisk udfordring,” forklarer Rasmus Kolby Rahbek.