Daghøjskolerne er blevet et storbyfænomen

I løbet af 90’erne fandtes der ifølge Undervisningsministeriet op mod 200 daghøjskoler i Danmark. De lå i hele landet i både store og små byer og fungerede som et sted, hvor voksne kunne deltage i folkeoplysende og beskæftigelsesfremmende undervisning. Mange ledige benyttede daghøjskolerne som et skridt på vejen tilbage til arbejdsmarkedet.

Sådan bruges mange daghøjskoler stadig i dag, men de er i langt højere grad forbeholdt indbyggerne i de større byer. Blandt de 32 daghøjskoler, der er tilbage i hele landet, ligger ti i Københavnsområdet, seks i Aarhus, fire i Aalborg og resten hovedsageligt i større byer som Esbjerg, Herning og Fredericia. Det viser en opgørelse, som Vifo har lavet. 

En vigtig forklaring på det skæve mønster er sandsynligvis kommunernes økonomiske prioriteringer. Indtil 2002 modtog alle daghøjskoler et fastsat statsligt driftstilskud pr. årselev jf. daværende Lov om Daghøjskoler. Men da loven blev ophævet på baggrund af et politisk ønske om en mere direkte erhvervsrettet arbejdsmarkedspolitik, blev finansieringen af daghøjskoler i stedet et valgfrit kommunalt anliggende.

Herefter er både antallet af daghøjskoler, omfanget af det kommunale tilskud, som skolerne modtager, og andelen af kommuner, der yder tilskud, faldet kraftigt, selv om udviklingen i de senere års samlede kommunale tilskud har fundet et mere stabilt leje (se Figur 1).

Figur 1: Det samlede kommunale tilskud til daghøjskoler i mio. kr. for perioden 2002-2015

Note: Tilskuddet er opgjort i faste 2015-priser. Kilde: Kommunale regnskaber, Danmarks Statistik, REGK31.

Kommunale budgetter

Lukninger af daghøjskoler de senere år har da også i høj grad været begrundet i problemer med den økonomiske drift; f.eks. i Morsø, hvor kommunen fravalgte daghøjskolens tilbud til sprogskolen til fordel for en billigere udbyder, og i Ebeltoft, hvor jobcentret, som plejede at sende elever til daghøjskolen, i tråd med byrådets nye kurs valgte at opprioritere brugen af virksomhedspraktik. 

Ifølge sekretariatsleder i Daghøjskoleforeningen Randi Jensen er netop størrelsen på de kommunale budgetter en vigtig årsag til udviklingen på daghøjskoleområdet.

”En lille kommune får lettere øje på en post på et par millioner kroner, end en større kommune gør. Det er ærgerligt, fordi der i dag er mange udsatte i de små kommuner og de mest udsatte har brug for et lokalt sted, hvor der er en dør åben, så de kan få hjælp til at finde deres egen vej videre. Uddannelsesinstitutionerne og det meste andet er jo flyttet til de større byer.”

Hun mener, at kombinationen af folkeoplysning og socialøkonomiske virksomheder med et læringsperspektiv kan være vejen frem i de mindre kommuner, hvor erhvervslivet er udfordret, og hvor man søger efter nye måder at inddrage mennesker, der har svært ved at finde fodfæste på gængse vilkår.

Som eksempel nævner hun AOF Daghøjskolen Vendsyssel, som driver den soocialøkonomiske Café KOX i Brønderslev. Her modtager ledige i forbindelse med deres arbejde i caféen både brancherettet undervisning og generel beskæftigelsesfremmende undervisning (såsom forberedende voksenundervisning), som det kendes fra daghøjskolen. ”Café KOX er i øvrigt inspireret af Kaffé Fair, der drives af Daghøjskolen FOKUS i Aalborg. Det er et godt eksempel på, at gode modeller ’smitter’”, vurderer Randi Jensen.

Aktiviteter fortsætter i andet regi

Desuden dækker nedgangen i antallet af daghøjskoler ikke over en tilsvarende aktivitetsnedgang, lyder vurderingen i AOF Danmark, som har mange års erfaring med at drive daghøjskoler og er det oplysningsforbund i Danmark, der i dag har flest daghøjskoler.

Ophævelsen af statstilskuddet i 2002 har ifølge Jette Kammer Jensen, der er sekretariatschef i AOF Danmark, betydet at det ikke længere er nødvendigt at opretholde de selvejende daghøjskoler for at løse de samme opgaver på beskæftigelses- og uddannelsesområdet.

”Vores daghøjskoler blev i stor stil fusioneret med AOF-afdelinger oprettet efter foreningsmodellen. Men det, at antallet af daghøjskoler i AOF er reduceret, betyder ikke, at vi laver mindre på området – tværtimod. Vi har haft og har stadig stor fremgang i beskæftigelses- og uddannelsesaktiviteter, særligt for de kortuddannede.”

Hun mener i forlængelse heraf, at den juridiske form som selvejende institution ikke er afgørende for, hvordan opgaverne løses.

”Det interessante er jo, om aktiviteterne forsætter. Og det har de som sagt gjort i stor stil i AOF.”

Som eksempler nævner Jette Kammer Jensen forløb i samarbejde med jobcentre og virksomheder, forberedende voksenundervisning, ordblindeundervisning, aktiviteter på asylcentre samt forskoler til formelle uddannelsesinstitutioner såsom politiskolen. Disse aktiviteter finder sted i både større og mindre byer.

”Så på trods af, at der er færre daghøjskoler nu end førhen, lever aktiviteterne altså i bedste velgående og spredt over det ganske land,” udtaler Jette Kammer Jensen.

Befolkningssammensætning har betydning

Endelig kan daghøjskolernes udvikling lokalt afspejle befolkningssammensætningen i forskellige byer. Det mener Hans Halvorsen, som er medlem af Aarhus Byråd for Socialdemokraterne og formand for hhv. Økonomi- og Beskæftigelsesudvalget i Aarhus Kommune.

Han pointerer, at man i Aarhus Kommune ser daghøjskolerne som en central medspiller i forhold til at løse beskæftigelses- og uddannelsesproblematikker. De har efter hans mening en klar berettigelse og er derfor værd at støtte.

”Vi har jo f.eks. rigtig mange indbyggere, som er yngre end 30 år. Der er en gruppe af dem, som har brug for et større albuerum, end de ordinære uddannelsesinstitutioner kan tilbyde dem – og det giver daghøjskolerne. Så vi har naturligt nok et helt andet grundlag for at drive daghøjskole, end en mindre kommune vil have.”

Men selv om de lokale behov og løsninger er forskellige, og mange af daghøjskolernes traditionelle aktiviteter kan ligge i andet regi, ser Randi Jensen fra Daghøjskoleforeningen fortsat en rolle for de dedikerede daghøjskoler.

”Der er særligt brug for daghøjskoler, dér hvor der ikke er så mange andre tilbud. Og det er jo ofte i de mindre byer og landområderne. Men det er dog svært at sige noget generelt om, hvad der er behov for i de forskellige byer. Vilkårene er nemlig meget forskellige, også storbyerne imellem.”