Danske unge føler sig pressede og stressede
Danske unge føler sig ofte under pres, men fællesskaber hjælper dem til at klare presset. Det viser en ny undersøgelse fra Nordea-fonden, som nu afsætter 100 mio. kr. til projekter, der styrker unges fællesskaber, identitet og livslyst.
Selvom de unge generelt føler sig rimeligt lykkelige, er der stadig mange unge der oplever, at de føler sig pressede og stressede. Det viser en ny undersøgelse af ’Det gode unge liv’, som Nordea-fonden har fået gennemført.
Her angiver 40 pct. af de unge mellem 16-24 år, at de ofte eller altid føler sig pressede i deres hverdag, ligesom 35 pct. angiver, at de føler sig stressede. Også nervøsitet (29 pct.) og ensomhed (22 pct.) fylder en del for mange unge.
Tallene peger i samme retning som undersøgelsen ’Når det er svært at være ung i DK’ gennemført af Center for Ungdomsforskning (CeFU) i 2010, hvor 21 pct. af de unge angav at de følte sig stressede. I begge undersøgelser er det særligt piger, der svarer, at de føler sig stressede.
Men stærke fællesskaber spiller en vigtig rolle i de unges håndtering af det oplevede pres fra dem selv og omverdenen. Otte ud af ti unge i Nordea-fondens undersøgelse er nemlig enige i, at et tæt forhold til familien, nære venner og fællesskaber med andre unge hjælper dem til at klare presset og forøger deres livskvalitet.
”De unge har aldrig haft så mange muligheder som i dag, men samtidig er presset på deres skuldre også det tilsvarende større. Derfor er det vigtigt med aktiviteter, fællesskaber og frirum, hvor de unge kan udvikle sig med og sammen med andre og finde deres vej i livet,” siger Noemi Katznelson, centerleder ved CeFU, på Nordea-fondens hjemmeside.
Nordea-fonden vil styrke unges fællesskaber og det gode liv
I Nordea-fondens undersøgelse peger 66 pct. af de unge på, at de gerne i fremtiden vil bruge mere tid på at dyrke fællesskaber med andre unge.
Derfor har Nordea-fonden nu sat 100 mio. kr. af til projekter, der vil skabe aktiviteter, der styrker unges muligheder for at indgå i fællesskaber, giver dem et frirum og styrker deres identitet og livslyst.
”Med vores fokus på unge i 2015, håber vi, at det kan gøre en vigtig og varig forskel for dem. Med op til 100 mio. kr. til gode, unge liv, håber vi at kunne tiltrække endnu flere forslag, som dyrker fælleskabet, taler de unge op og involverer dem,” siger direktør i Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen.
Nordea-fondens initiativ ligger i forlængelse af fondens satsning på at støtte ’det gode liv’, hovedsageligt inden for de fire hovedområder sundhed, motion, natur og kultur. I 2015 har fonden specielt fokus på unge.
Foreninger, organisationer samt offentlige og selvejende institutioner kan søge Nordea-fonden om midler til projekter. Der kan indsendes forslag til og med den 13. marts 2015.