De fleste kommuner bruger natur- og friluftsaktiviteter til sundhedsfremme
En ny kortlægning fra Friluftsrådet viser, at størstedelen af kommunerne bruger natur- og friluftsaktiviteter til især sundhedsfremmende, forebyggende indsatser og til rehabilitering.
Langt størstedelen af landets kommuner benytter en eller anden form for natur- og friluftsaktiviteter i deres folkesundhedsindsats. Det viser en kortlægning fra Friluftsrådet, som bygger på svar fra 80 af landets 98 kommuner.
72 af de 80 kommuner, altså 90 pct., bruger natur- og friluftsaktiviteter i sundhedsfremmende og forebyggende indsatser rettet mod borgerne.
60 af de 80 kommuner, altså 75 pct., bruger natur- og friluftsaktiviteter i patientrettede forebyggelsesindsatser og rehabilitering.
Der er stor variation i kommunale indsatser med natur- og friluftsaktiviteter, men Friluftsrådet ridser alligevel nogle fællestræk op i forhold til, hvad kommunerne lægger vægt på, og hvordan arbejdet er organiseret i kommunerne:
- Målet med de sundhedsfremmende og forebyggende indsatser er primært at fremme fysisk aktivitet. Når indsatsen handler om rehabilitering, er den primært rettet mod borgere med kroniske lidelser som diabetes, KOL, hjertekarsygdom og kræft.
- Hele 72 pct. af indsatserne inkluderer et samarbejde med eksterne aktører. Det kan f.eks. være idrætsforeninger, frivillige ildsjæle eller natur- og friluftsvejledere. Hver fjerde indsats foregår udelukkende i kommunalt regi.
- Knap halvdelen af indsatserne er blevet evalueret. En overvejende del af indsatserne vurderes til at resultere i fysiske helbredsforbedringer, bedre trivsel og større engagement fra borgeren i forløbet.
Læs mere
Læs mere hos Friluftsrådet: Kommuner bruger natur til sundhedsfremme
Se kortlægning: Kommunernes inddragelse af natur- og friluftsaktiviteter i folkesundhedsindsatsen