De store oplysningsforbund har haft ti turbulente år

De fem store landsdækkende oplysningsforbund har over ti år tabt næsten en fjerdedel af de undervisningstimer, som er støtteberettigede under folkeoplysningsloven.

Det viser tal fra Oplysningsforbundenes Fællesråd, der modtager driftstilskud fra udlodningsmidlerne og i den forbindelse indhenter nøgletal fra medlemmerne af fællesrådet (se boks til højre). Opgørelsen dækker perioden fra 2002 til 2012, dvs. i perioden omkring og efter reduktionen af de lovpligtige kommunale tilskud til aftenskolerne i 2003 og kommunalreformen i 2007.

Men selv om der set under ét er sket en markant nedgang i antallet af undervisningstimer fra 2002 til 2012 i de landsdækkende oplysningsforbunds aftenskoler, viser tallene også store variationer mellem de enkelte oplysningsforbund.

Især skiller NETOP sig ud med et meget stabilt antal undervisningstimer over de ti år – der er endda tale om en svag stigning i timetallet, hvis man sammenligner 2002 og 2012 direkte.

Der er dog tale om store hop fra år til år, og ifølge Henrik Christensen, der er formand for Oplysningsforbundenes Fællesråd, er det ikke nødvendigvis et tegn på en generel fremgang. Resten af oplysningsforbundene havde færre undervisningstimer i 2012 end i 2002, og med en nedgang på henholdsvis 41 pct. og 36 pct. fra 2002 til 2012 har især AOF og LOF skåret markant ned i antallet af undervisningstimer (se tabel 1).

Tabel 1: Udvikling i oplysningsforbundenes undervisningstimer 2002-2012

Kilde: Oplysningsforbundenes Fællesråd

Lavere tilskud kan have påvirket udbuddet

Forklaringen på det store fald i undervisningstimer er langt fra enkel, men overgangen til nye støtteordninger fra 2002 til 2003 er oplagt at pege på som en medvirkende årsag, da alle oplysningsforbund her oplever et markant fald i antallet af undervisningstimer.

2002 var således det sidste år under den gamle lovgivning, hvor kommunerne kunne dække 2/3 af aftenskolernes udgifter. Med 2003 kom en ny folkeoplysningslov med et støtteloft på en tredjedel af udgifterne, hvilket betød, at deltagerbetalingen skulle være tilsvarende højere.

NETOP og FOF ser dog ud til at have vendt kurven igen i henholdsvis 2005 og 2006, mens de tre andre forbund fortsat har nedgang i undervisningstimer frem til 2010, hvorefter først DOF og siden LOF har oplevet en lille stigning i antallet af timer igen.

Det samlede fald i undervisningstimer på 24 pct. er noget mindre end den nedgang i kommunale tilskud, der har været siden 2002 ifølge et notat fra Dansk Folkeoplysnings Samråd om aftenskolernes økonomi. Det samlede tilskud var i 2002 581,9 mio. kr. og i 2013 estimeret til 313,5 mio. kr. Det store dyk skete fra 2002-2003, men nedgangen i tilskud er fortsat:

Figur 1: Kommunalt tilskud til aftenskolerne fra 2002-2013

Kommunernes udgifter i 2012-priser på folkeoplysende voksenundervisning finansieret over konto 3.38.72. Kilde: DFS, juli 2013, på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Spørgsmålet er, om den fortsatte nedgang i undervisningstimer fra 2003 skyldes det konstante fald i kommunale midler, eller om kommunerne blot har udbetalt færre penge, fordi antallet af undervisningstimer af andre grunde er faldet.

Ifølge Henrik Christensen, der er formand for Oplysningsforbundenes Fællesråd, kan nedgangen i undervisningstimer være præget af mere generelle tendenser på aftenskoleområdet.

I de seneste 10 år er der kommet langt flere korte kurser og ’oplevelsesture’ i aftenskoleregi, og generelt oplever aftenskolerne, at deltagerne er mindre interesserede i de lange forløb. Desuden peger han på, at vandringen fra land til by kan gøre det vanskelige at opretholde aktiviteter i de mindre samfund, hvilket muligvis kan være en medvirkende forklaring på udviklingen i undervisningstimer.

Men Henrik Christensen vurderer også, at aftenskolerne rent faktisk bliver presset af kommunernes økonomiske prioriteringer mange steder.

”De kommunale vilkår rundt omkring gør, at der er mindre aktivitet. Aftenskolerne får mange steder ikke de maksimale tilskud. Det betyder, at hvis de vil lave ekstra aktivitet, sker det for skolernes egenkapital. Det kan man ikke holde til i længden, hvorfor de er tvunget til at holde aktivitetsniveauet nede.”

Uklar effekt af øremærkede midler til debat

Desuden er reglen om, at 10 pct. af beløbsrammen til aftenskoler skal afsættes til debatskabende aktiviteter i enkelte kommuner nærmest blevet en vej til at skære 10 pct. af udgifterne årligt, mener Henrik Christensen. Han peger på, at især de mindre skoler kan have svært ved at arrangere debatprogrammer af en vis volumen, fordi man ikke kommer langt med 10 pct. af et i forvejen relativt lille tilskud. I så fald ender det med tilbagebetaling til kommunen.

Men reglen om, at 10 pct. af beløbsrammen til aftenskoler skal afsættes til debatskabende aktiviteter, har ifølge Henrik Christensen både sine fortalere og sine kritikere blandt aftenskolerne. Mens kritikerne bl.a. peger på risikoen for tilbagebetaling, ser fortalerne debatmidlerne som en måde at styrke den folkeoplysende debat om samfundsrelevante emner.

Selvom nedgangen i undervisningstimer ser voldsom ud, er det altså stadig usikkert, hvad den reelt har betydet for borgernes mulighed for at deltage i folkeoplysende voksenundervisning.

Det er muligt, at oplysningsforbundenes aftenskoler visse steder har effektiviseret deres tilbud, og at de med de større kommuner siden 2007 har bedre muligheder for at fylde holdene op, tiltrække større navne til debataftener eller på anden vis har optimeret eller tilpasset tilbuddene til nye behov for bl.a. flere kortere kurser.