Debat viste, at aftenskoler drives helt forskelligt i Danmark og Norge

Aftenskoler og studieforbund i de nordiske lande deler mange værdier, men i praksis bliver tingene grebet meget forskelligt an fra land til land. 

Det blev tydeligt, da Kjærsti Gangsø, leder af det norske Studieforbundet kultur og tradisjon mødtes til debat med Per Paludan Hansen, formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) og Liberalt Oplysnings Forbund (LOF), på en konference om folkeoplysning i Norden i september.

Både konferencen og debatten tog udgangspunkt i den første kortlægning af aftenskoleområdet i Danmark, Norge, Sverige og Finland lavet af Videncenter for Folkeoplysning sammen med en række nordiske partnere, og debatten kom undervejs omkring emner som lokal forandring, om det er frivillige eller markedsmekanismer, der bestemmer indholdet i undervisningen, og om oplysnings- og studieforbund er vigtige i fremtiden.

I Norge er lokal forankring meget lokal

Det første tema i debatten handlede om lokal forankring af aktiviteterne, og i Norge er den meget lokal. Kjærsti Gangsø fortalte, at det er bestyrelsen eller aktive i f.eks. et kor, en menighed eller en lokal idrætsforening, som beslutter, hvad de vil holde kurser om, hvornår det skal være, om der skal være en lærer, og hvem der skal være med.

"Så hvor der er i Danmark er en aftenskole i hver kommune eller by, så er der hos os 1.200 lokale arrangører i næsten alle landets kommuner," sagde hun.

Alle disse lokale arrangører er medlemmer af et studieforbund, hvor de kan søge om støtte til deres aktiviteter, men de kan også få penge fra andre kilder.

Sådan er det ikke i Danmark, hvor teknologien og samfundsudvikling har trukket aftenskolerne i retning af stordrift.

"Vi har mange aftenskoler, der dækker mange kommuner, og hvor den lokale forankring i virkeligheden ikke er så stor. Mit oplysningsforbund har for eksempel en aftenskole, der dækker seks kommuner her i København med 1,5 millioner indbyggere," fortalte Per Paludan Hansen.

Han indrømmede at være misundelig på de norske studieforbunds tætte forbindelse til de idebestemte organisationer, som han ser som en stor styrke. Omvendt er aktiviteterne i Norge primært rettet mod organisationers ønsker, mens aktiviteterne i Danmark er knyttet til det, alle borgere efterspørger.

"Danske aftenskoler er mere markedsorienterede. Det er måske også det, der driver processen med at optimere noget, fordi vi er i en hård konkurrence på et marked, der også har andre udbydere end  aftenskoler," sagde Per Paludan Hansen.

Hvem bestemmer kursets indhold?

Den stærke lokale forankring i Norge betyder, at frivillige i foreningerne har stor indflydelse på indholdet af undervisningen, og der er også meget flydende grænser mellem at være underviser, deltager eller den, der organiserer et kursus, fortalte Kjærsti Gangsø.

"Jeg arbejder med folkedans, og i det ene øjeblik er jeg kursuslærer og lærer deltagerne at danse. I det næste øjeblik er jeg deltager på et kursus, og i det tredje øjeblik organiserer jeg et kursus. Jeg har alle roller i en ligestillet frivillighed. Jeg placerer mig ikke som en lærer, der kommer udefra og løser en opgave," sagde hun.

Her adskiller de norske kulturfrivillige sig fra kor og musikkorps, som i lighed med danske aftenskoler ansætter og betaler en instruktør.

"Men så brydes lidt af folkeoplysningens ideologi i, hvem der ejer kurset og bestemmer, hvad du skal lære. Jeg mener at det er en vigtig del af frivillighedstanken, at det er vi som enkeltindivider, der går ind i en forening og siger, dette vil vi, og så gør vi det. For vi kan købe os oplæring og alskens oplevelser alle andre steder, men i frivilligheden bestemmer vi selv," sagde Kjærsti Gangsø.

I Danmark er indholdet i kurserne præget af den tradition, der voksede frem, efter Danmark fik sin første fritidslov i 1969 der gjorde det muligt for alle, der kunne samle 12 mennesker til et kursus, at få tilskud fra kommunen til det. 

"Aftenskolerne er skabt af foreninger - typisk politiske partier, nogen steder af kommunen og andre steder er de rundet af for eksempel handicaporganisationer, som har samlet sig i forskellige oplysningsforbund. Det handlede om, at vi i 70'erne gik fra industrialiseringen over i et servicesamfund, og der var brug for, at vi lærte noget mere, og det havde aftenskolen en central rolle i," fortalte Per Paludan Hansen.

Uenighed om, hvorvidt oplysningsforbund er vigtige

Kjærsti Gangså og Per Paludan Hansen er begge inkarnerede folkeoplysere, men i debatten var de helt uenige om, hvorvidt det i fremtiden er vigtigt at have folkeoplysningsforbund.

Per Paludan Hansen pegede på, at det er tid til at gentænke den samfundskontrakt, som oplysningsforbundene har med samfundet.

"LOF blev skabt få måneder efter, at nazisterne forlod Danmark med en tydelig opgave om demokratisk at danne den danske befolkning. Det er ikke opgaven i dag. Vi skal give demokratisk dannelse i form af fællesskaber, i form af at man lærer noget, men også være et sted, hvor vi bliver bedre til vores egen sundhed og lærer at leve bæredygtigt," sagde han.

Per Paludan Hansen vil have aftenskolerne til at blive mere spundet sammen med den øvrige del af civilsamfundet og for eksempel samarbejde med kommuner, patientforeninger og idrætsforeninger om at skabe aktiviteter på måder, der giver synergi.

"Så i den nye samfundskontrakt vil jeg tænke på oplysningsforbundet og aftenskolerne som en operatør, der har nogle styrker. Det skal være tydeligt, at man ikke kan have et dansk samfund på samme måde uden oplysningsforbund. De betyder noget," sagde han.

Kjærsti Gangsø mente omvendt, at i Norge er det  de frivillige foreninger, der er de vigtigste aktører, og at oplysningsforbundene højst kan have en ambition om at være et efterspurgt værktøj for deres aktiviteter. 

Hun forklarede, at folkeoplysningstanken og dens metoder er udbredte i foreningslivet i Norge, og at finansieringen af kurser og oplæring gennem egne oplysningsforbund er et værktøj for organisationerne og civilsamfundet. 

"Studieforbundene er som sådan ikke afgørende for, om aktiviteterne opretholdes, men de er et vigtigt værktøj for kvalitet, motivation og pengestrøm. En slags effektivisering kan man sige. Derfor er studieforbundene i Norge et værktøj efter min mening," sagde Kjærsti Gangsø.

"At studieforbundet som sådan er så vigtigt, det tror jeg aldrig, de har været i Norge, og jeg tror aldrig, at de kommer til at blive det. Men hvis foreningerne er blevet borte, så er vi ude at køre," sagde hun og legede med tanken om, hvad der ville ske, hvis der kom en ny regering og nedlagde de norske studieforbund.

"Der vil blive drama, men metoden lever. Aktiviteten vil måske blive lidt forringet, men du skal ikke fortælle mig, at sømandslaget, folkeakademiet, museumslag og kystlag ikke vil forsætte med deres aktiviteter. De vil finde pengene andre steder. Jeg synes, studieforbund er vigtige, men vi er altså ikke det vigtigste. Det er den oplæring, der sker lokalt, og jeg tror, at fordi der er ildsjæle, så vil det fortsætte," sagde Kjærsti Gangsø.