Debatindlæg: Har daghøjskolerne en fremtid?

Det er 30 år siden, at daghøjskoleområdets historie sidst blev skrevet frem i en sammenhængende fortælling, og meget har forandret sig siden Søren Dupont og Søren Ehlers i 1994 skrev bogen ’Daghøjskolernes Udvikling’.

Nu har Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) så skrevet notatet ’Daghøjskolens Udviklingsspor’, der dykker ned i daghøjskolernes udvikling, storhedstid og ikke mindst forfald.

I 1994 struttede området af pionerånd, stolthed og en glubende appetit på at løfte unge og voksne ud af ledighed, og skabe social sammenhængskraft gennem demokratisk dannelse, fællesskab og folkeoplysende aktiviteter. Det var en tid, hvor livslang læring og det hele menneske kunne slå rødder i daghøjskolernes trivsels-oaser.

I 1996 blev jeg ansat som daghøjskolelærer på Kompetencehuset og oplevede, hvordan vi som skole kunne bygge bro mellem unge og voksne, mellem ufaglærte og akademikere, mellem det folkelige og elitære. 

Dengang var jobsøgning og virksomhedspraktik ikke et specifikt fokuspunkt i det pædagogiske arbejde. Hvad, der derimod voksede i miljøet, var kreativitet, fordybelse, nysgerrighed og en sprudlende lyst til at finde et meningsgivende ståsted i voksenlivet.

Vi var også begunstiget af politisk medvind, som gav os økonomisk tryghed og pædagogisk frihed til at eksperimentere i et regelfrit univers af ubekymrethed om morgendagens bøvl.

På den måde lignede vi meget folkehøjskolerne og kunne skabe den selvsamme oplevelse af at være i en osteklokke, godt beskyttet mod omverdenens larm og spektakel. 

For mig er perioden 1996 til 2001 daghøjskolernes guldalder. En periode, som står i skærende kontrast til nutidens agenda i jobcentrets virksomhedsrettede beskæftigelsesindsats, hvor trivsel måles i et regneark, og succes opgøres i antal oprettede virksomhedspraktikker og arbejdsprøvninger.

Men det kan ikke svare sig at græde over fortidens tab. De mange daghøjskoler, som lukkede fra 1999 og frem til 2007, var et resultat af en generel økonomisk vækst i samfundet, hvor efterspørgslen på arbejdskraft løftede ledige over i varig beskæftigelse. Med det resultat at daghøjskolernes rekrutteringsgrundlag svandt ind. 

Kommunal regulering - new public management

Det er sandt, som Vifo konkluderer i notatet, at daghøjskolernes rammevilkår og eksistensgrundlag fundamentalt ændrer sig i 2002, hvor kulturministeriet nedlægger lovgivningen for daghøjskolerne og overdrager ansvaret til kommunerne. Men også strukturreformen i 2007, hvor den statslige Arbejdsformidling(AF) indrulles i et kommunalt jobcenter, får en afgørende betydning for daghøjskolernes rolle i samfundet og deres pædagogiske frihed til at arbejde med folkeoplysning som et bærende princip. 

Aktiveringsindsatser bliver til kommunal økonomi-politik i konkurrence med vuggestuer, folkeskoler, ældrepleje osv. Og i naturlig forlængelse af kommunernes new public management strategier drives daghøjskolerne ud i offentlige udbud, hvor snævre succesmål crasher med daghøjskolernes grundlæggende værdier: demokrati, livslang læring, fællesskab, dannelse, frihed og ret til selvbestemmelse.

I Kompetencehuset havde vi helt frem til sommeren 2024 opgaver i den kommunale beskæftigelsesindsats. Et gnistrende samarbejde udført i en balancegang mellem humanistisk integritet og systemisk instrumentalisme. 

Men nu er det slut. I 2024 valgte Jobcenter Aarhus at stoppe samarbejdet med alle daghøjskolerne i Aarhus.

Det tragiske er ikke, at min daghøjskole har mistet samarbejdet med jobcentret, men derimod at de unge, de sårbare og udsatte – alle dem som ikke passer ind i de formelle kasser, ikke længere har muligheden for at få et kram i folkeoplysningens trivselsoaser.

Bud på handling

Men Vifo-notatet peger også på en vej fremad for daghøjskolerne og rusker skoleområdet til dåd. For det er jo fuldstændig rigtigt, at der ikke kommer en rig onkel udefra og drysser guld og grønne skov ud over feltet. Hvis vi vil overleve som et samlet skoleområde, må Daghøjskoleforeningen og forstanderne på landets daghøjskoler komme ud af starthullerne og få sig gjort synlig overfor beslutningstagerne.

Her følger mine bud på at omsætte Vifo-notatet til handling:

1) Ligestilling af daghøjskoler og folkehøjskoler i lovgivningen

Daghøjskolerne og folkehøjskolerne deler et fælles fundament i folkeoplysningens værdier, men er ikke ligestillede i lovgivningen. Folkehøjskolerne er reguleret af højskoleloven og modtager fast statslig støtte, mens daghøjskolerne primært er afhængige af kommunale tilskud og projektmidler, hvilket skaber økonomisk usikkerhed og ulighed.

For at sikre ligestilling kan daghøjskolerne inkluderes i højskoleloven, hvilket vil give os adgang til stabil offentlig finansiering, ligesom folkehøjskolerne har. Alternativt kan en særskilt daghøjskolelov etableres for at anerkende vores unikke pædagogiske tilgang og rolle i beskæftigelses- og dannelsesindsatser. Dette vil styrke vores økonomiske fundament og gøre os til en fast del af det danske uddannelseslandskab.

2) Daghøjskoler som løftestang i en ny beskæftigelsespolitik for sårbare borgere

Professor Martin Bækgaard m.fl. ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet har netop offentliggjort en rapport (Long-term employment and health effects of active labor market programs), der viser, at de nuværende aktive arbejdsmarkedstiltag skader sårbare borgere med mentale helbredsproblemer. Tvungne aktiveringsforløb øger stress, reducerer autonomi og fører til stigende brug af antidepressiva, uden at forbedre beskæftigelsen for denne gruppe.

Derfor er der behov for en mere skånsom beskæftigelsesindsats, der fokuserer på trivsel, fleksibilitet og kompetenceopbygning frem for hurtig arbejdsmarkedsparathed. Daghøjskoler kan spille en central rolle i dette ved at tilbyde et mere inkluderende lærings- og udviklingsmiljø som alternativ til traditionelle aktiveringsforløb.

Dette kan omsættes i politik ved at:

• Lovfæste daghøjskoler som en del af beskæftigelsesindsatsen
  Daghøjskoler kan tilbyde opkvalificerende og trivselsskabende forløb som alternativ til obligatorisk aktivering.
• Øremærke midler til daghøjskoler for sårbare ledige
  Kommuner skal kunne visitere borgere til daghøjskoler med finansiering på niveau med andre beskæftigelsesrettede tilbud.
• Gøre daghøjskoler til en officiel brobygger mellem ledighed og arbejdsmarked
  Fokus på livslang læring, indre styrke, selvhjulpenhed og progression frem for straf og tvang.
• Skabe fleksible forløb tilpasset sårbare borgere
  Kombination af undervisning, praktik og individuel støtte, så ledige får en tryg vej tilbage til arbejdsmarkedet.

3) Sådan kan daghøjskolerne skabe mere synlighed om deres eksistensberettigelse

Daghøjskolerne kan få politikernes opmærksomhed ved at synliggøre vores samfundsmæssige værdi og relevans i beskæftigelsespolitikken. Vi bør dokumentere vores effekt gennem data og succeshistorier, der viser, hvordan vi hjælper sårbare ledige videre i job eller uddannelse. Vi skal samarbejde med forskere og interesseorganisationer for at styrke argumentationen og give et evidensbaseret grundlag for politisk handling.

Derudover skal vi professionalisere vores politiske tryk: Flere politikere skal have viden om, hvad daghøjskolerne er og forståelse for dens rolle i samfundet. Daghøjskolerne bør proaktivt opsøge politikere, deltage i høringer og arbejdsgrupper samt præsentere konkrete forslag til, hvordan vi kan bidrage til beskæftigelsesindsatsen. Partnerskaber med kommuner, fagforeninger og erhvervsliv kan også øge vores gennemslagskraft, da brede samarbejder gør det sværere at ignorere os.

Endelig er medieomtale og offentlig debat afgørende. Ved at placere daghøjskolernes udfordringer og potentiale i samfundsdebatten gennem debatindlæg, interviews og kampagner kan vi skabe pres på beslutningstagere. En stærk og vedholdende tilstedeværelse i den politiske dagsorden er nødvendig for at sikre daghøjskolernes plads i fremtidens kultur- og beskæftigelsespolitik.