Den Grønne Ungdomsbevægelse kæmpede for klimahandling på COP29  

Årets klimatopmøde, COP29, er netop overstået i Baku i Aserbajdsjan, hvor intet mindre end 1.700 lobbyister fra kul-, olie- og gasindustrien var troppet op.  

Som modspil var en række NGO’er og aktivister også på plads ved COP’en. Blandt andre Sigrid Skou Hansen, der er en del af Den Grønne Ungdomsbevægelse. 

“Ved at være til stede skabte Den Grønne Ungdomsbevægelse en grøn modvægt til de fossile interesser, der sværmede rundt på COP29,” siger Sigrid Skou Hansen om organisationens tilstedeværelse.  

Årets COP havde fokus på finansieringen af klimakrisens konsekvenser. Målet var at fastsætte, hvor meget de rige lande i Vesten skal betale i erstatning for de tab og skader, som deres fossile aktiviteter forårsager i det globale syd.  

”Vi var til stede som civilsamfund og aktivister for at presse på og sikre, at de tekster, der blev forhandlet, er så ambitiøse som muligt,” fortæller hun.  

Men hvor meget indflydelse har unge aktivister egentlig i et rum præget af politiske og økonomiske interesser? Og hvilke ungdomsfællesskaber opstår på tværs af lande, som oplever klimakrisens konsekvenser forskelligt? 

Den Grønne Ungdomsbevægelse er et handlefællesskab  

“Det, at Den Grønne Ungdomsbevægelse er til stede, er et eksempel på, at aktører fra civilsamfundet, aktivister og NGO’er fra hele verden engagerer sig i storpolitik for at fremme den grønne dagsorden,” fortæller Line Bilberg, som er analytiker i Videncenter for Folkeoplysning (Vifo).  

Vifo har tidligere snakket med unge, der engagerer sig i den grønne omstilling gennem forskellige handlefællesskaber, for eksempel på Folkemødet. Her blev det fremhævet, at handlefællesskaberne tilbyder forskellige handlemuligheder, men også at man som ung kan nå længere med sit drive ved at indgå i et fællesskab.  

“På Folkemødet så vi, at mange af disse handlefællesskaber tænker i at samarbejde med andre. Det gælder både på tværs af det politiske spektrum, hvor de finder vilje til at handle på klimaspørgsmål blandt ungdomspartierne, men også på tværs af unge fra land og by. Deltagelsen på COP29 tyder på, at dette også gælder i en global sammenhæng,” uddyber Line Bilberg.   

Indflydelse gennem netværk og nye fællesskaber  

På COP29 opbyggede Den Grønne Ungdomsbevægelse nemlig relationer med unge aktivister fra hele verden, særligt fra det globale syd. Disse møder var ikke kun læringsøjeblikke, men også en måde at styrke fællesskabet på tværs af landegrænser og skabe indflydelse.  

“Der var et område på COP, hvor hvert land og nogle NGO’er havde en pavillon. Her kunne man støde ind i aktivister fra andre lande og organisere aktioner i fællesskab. Det gjorde, at man fik nye perspektiver på klimakrisen og en følelse af, at samarbejdet rækker længere end de to uger på COP.”  

Ifølge Sigrid Skou Hansen, medvirkede det til, at man hurtigt kunne organisere og planlægge aktioner.  

Line Bilberg fortæller, hvordan samarbejde og netværk kan være værdifuldt og øge den indflydelse, som organisationerne oplever at have.  

“Samarbejde og netværk kan opleves at være helt afgørende for at få indflydelse og komme ud med sine budskaber. Det så vi også blandt aktører på folkemødet, der gik sammen på tværs af organisationer på det grønne område. At NGO’erne i COP29 deltager i hinandens aktioner, kan ligeledes medvirke, at de spiller hinanden stærke,” uddyber hun.  

For Sigrid Skou Hansen har samarbejdet med andre ungdomsorganisationer og NGO’er været en central del af oplevelsen på COP29.   

“Det var en styrke, at vi arbejdede mod det samme mål, selvom vi kommer fra forskellige baggrunde og bruger forskellige metoder,” forklarer Sigrid Skou Hansen.  

At handle i fællesskab med andre unge var en stor værdi, og hun oplevede, at samarbejdet styrkede deres fælles mål om klimaretfærdighed.   

Ifølge Sigrid Skou Hansen har netværkene, der skabes på COP’en, potentiale til at styrke klimakampen langt ud over topmødets to uger. Hun fortæller, at de tidligere har brugt COP-netværket til kampagner under EU-parlamentsvalget og forventer at bygge videre på relationerne fremover.  

Globale perspektiver og ulighed i klimakrisen  

Mødet med aktivister fra det globale syd har gjort indtryk på Sigrid Skou Hansen. Her oplevede hun klimakrisens konsekvenser langt mere direkte, hvilket har givet hende nye perspektiver på klimaretfærdighed og prioriteringer. 

“Klimakrisen er meget personlig for de unge i det globale syd. De har mistet venner og familie, og det sætter den danske debat i et andet lys. Det er en samtale, der kræver enorm respekt,” siger hun.  

Møderne mellem ungdomsaktivisterne har ikke kun fremhævet forskellene i, hvordan klimakrisen opleves, men også understreget vigtigheden af solidaritet.  

“Det er jo en helt anden samtale end den, vi har hjemme i Danmark. Når man ser på, hvad der er mest akut, og hvilke konsekvenser det egentlig har for de mennesker, der står midt i det, giver det helt nye perspektiver,” fortæller hun.  

Restriktioner gør det svært at handle på uretfærdighed  

For Sigrid Skou Hansen afspejler debatten en stor uretfærdighed, der kræver handling.  

”De fossile aktiviteter, som er sat i værk af det globale nord, skaber enorme ødelæggelser i det globale syd. Det handler om menneskeliv, og den uretfærdighed må vi ikke ignorere,” uddyber hun.  

Dog oplevede hun en række udfordringer, når det kom til at have indflydelse i debatten på COP29. Særligt de restriktioner, der var på demonstrationer, gjorde det svært at råbe politikerne op.  

”Vi måtte kun være 40 mennesker i en demonstration, og der var markeret en lille firkant, som vi skulle stå i. Desuden var det ikke tilladt at nævne lande eller virksomheder, og nogle gange måtte vi ikke engang sige noget. På et tidspunkt valgte vi at nynne vores kampråb,” fortæller hun.  

Derfor brugte Den Grønne Ungdomsbevægelse kreative metoder til at fremhæve konsekvenserne af klimakrisen og sikre, at politikerne ikke mistede fokus på de mennesker, som krisen påvirker.  

“Jeg så det som vores job at videreformidle de centrale problematikker til pressen herhjemme, men også til vores egne platforme. Vi lavede blandt andet explainers, hvor vi fortalte om de aktuelle temaer, der blev berørt hernede,” forklarer hun.  

Udover at demonstrere, organisere sig med andre aktivister og lave aktioner mødtes Den Grønne Ungdomsbevægelse med danske folketingspolitikere, blandt andre klimaminister Lars Aagaard. Sigrid Skou Hansen påpeger dog, at der også var grænser for indflydelse på disse møder.  

“Det kan føles som at tale til en mur, især når politikerne mangler en grundlæggende forståelse af de menneskelige konsekvenser af klimakrisen. Men det var vigtigt, at vi var der og gjorde, hvad vi kunne,” understreger hun. 

En flad struktur, der giver mulighed for handling 

I Den Grønne Ungdomsbevægelse kan alle medlemmer tage initiativ og bidrage med ideer. Det er en tilgang, der giver plads til kreativitet og nytænkning.  

Kreativiteten er tæt knyttet til Den Grønne Ungdomsbevægelses flade organisering, hvor medlemmerne arbejder i små grupper og hurtigt kan omsætte idéer til handling. Denne model kan inspirere andre organisationer til at tænke nyt, hvis de møder udfordringer.  

Ifølge Sigrid Skou Hansen giver den flade struktur mulighed for hurtigt at omsætte frustrationer til konkrete handlinger.  

“Vi kanaliserede vores vrede over klimakrisens udvikling til handling gennem kreative metoder. Da vi ikke måtte demonstrere, som vi ville, fandt vi alternative måder at markere vores budskaber på, selv hvis det kun var at nynne vores kampråb,” fortæller hun. 

At være ung i en verden, der ikke lytter  

Den Grønne Ungdomsbevægelses deltagelse på COP29 er et bevis på, at unge ønsker at være en aktiv del af klimadebatten. Selvom de møder modstand, er de fast besluttet på at gøre en forskel, understreger Sigrid Skou Hansen.  

”Vi ved godt, at vi ikke kan ændre alt, men det betød noget, at vi var der. At vi råbte op, også selvom alle ikke lyttede. For der er altid nogle, der gør,” mener hun. 

Den Grønne Ungdomsbevægelses engagement i debatten var ikke blot en kamp for retfærdighed, men også en påmindelse om de menneskelige konsekvenser af klimakrisen.

”Det handler om at gøre alt, hvad man kan for at få verden i en bedre retning. Alternativet er ikke at gøre noget – og det er ikke en mulighed," siger hun.