Der er brug for en national vision for amatørkulturen

’Amatørkulturens tal 2015’ forsøger at råde bod på, at den viden, man har om amatørkulturen i Danmark, er meget begrænset.

Fra ’Danskernes Kulturvaner’ fra 2011 ved vi, at 17 pct. af alle voksne over 15 år spiller, synger eller selv komponerer musik. Og det er sådan set det!

Heldigvis er tallene for børnene mere omfattende og viser, at hele 42 pct. af børn under 15 år selv laver eller spiller musik og synger, 14 pct. udfolder sig med scenekunst, 11 pct. med film eller video, 39 pct. med billedkunst eller kunsthåndværk, og 27 pct. skriver selv litteratur. Alt sammen i fritiden. Børnetallene er altså imponerende og overstiger sammenlagt langt de 100 pct., hvilket angiver, at nogle børn er endog meget aktive.

Vi må imidlertid til udlandet for at finde flere tal for de voksnes amatørers aktivitetsniveau. I Flandern, den flamsktalende del af Belgien, udarbejdede Vrije Universiteit Brussel og Ghents Universitet i 2009 en sociologisk undersøgelse af amatørkulturen ’Amateurkunsten in beeld gebracht’. Den viser, at en tredjedel af voksne over 17 år i Flandern udfolder sig kreativt inden for de kunstneriske genrer musik, teater, cirkus, billedkunst, foto, dans, film/video samt kunsthåndværk og brugskunst.

Til sammenligning forholder ’Amatørkulturens tal 2015’ sig kun til den del af amatørkulturen, der er organiseret i henholdsvis AKKS, Amatørernes Kunst & Kultur Samråd, og DATS, landsforeningen for dramatisk virksomhed. De to organisationer dækker tilsammen 130.000 aktive amatører, der mestendels er foreningsorganiserede. ’Amatørkulturens tal 2015’ berører således kun toppen af det amatørkulturelle isbjerg i Danmark, da vi må formode at de ikke-organiserede udgør langt størsteparten. Hvis altså tallene fra Flandern er noget at gå efter…

Medlemsfremgang og økonomisk vækst

Men hvad viser Amatørkulturens tal 2015 så? Den viser, at den organiserede del af amatørkulturen er i vækst. Både hvad angår medlemmer, organiseringer og arrangementer.

Medlemsfremgangen er på 18.210 fra den forrige opgørelse i 2009 og er primært at finde hos børn og unge under 29 år, mens der en tilbagegang blandt medlemmer over 29 år.

Også antallet af organiseringer (dvs. grupper, kor, orkestre, bands og foreninger) og offentlige tilgængelige arrangementer (koncerter, shows, forestillinger) er stigende. Alene antallet af arrangementer er i 2015 opgjort til 13.331 mens antallet af publikummer lavt anslået er sat til ca. 1 mio. Der er med andre ord gang i de kreative græsrødder.

De 22 organisationer, der medvirker i opgørelsen, har ud over medlems- og aktivitetstal, også indberettet økonomiske nøgletal. De viser at organisationernes indtægter igennem de sidste 10 år generelt er stigende på trods af faldende statstilskud.

De samlede indtægter steg således fra 23.544.503 kr. i 2004 til 28.609.293 kr. i 2015, mens man i samme periode kan konstatere et fald i de statslige tilskud fra 17.480.247 kr. i 2004 til 15.164.466 kr. i 2015. Amatørkulturen har ligesom så mange andre af kulturområdets aktører i stigende grad fundet finansiering fra bl.a. private fonde og sponsorer, men også via salg af produkter.

De usynlige amatører – mellem kultur og folkeoplysning

Så hvad kan vi bruge amatørkulturens tal til? Ja, ud over at den som nævnt siger noget om, at amatørkulturen især på børne- og ungdomsområdet er i vækst og finder nye finansieringskilder som erstatning for vigende statslige tilskud, kan den bruges til at synliggøre et område, der på trods af en omfattende kulturel og kreativ aktivitet, er stort set usynlig i den nationale kultur- og folkeoplysningspolitik.

Hvad angår kulturpolitikken, hænger det uden tvivl sammen med at det primære fokus i dansk kulturpolitik igennem mange år har været på kunstnerisk kvalitet og formidlingen af denne. Når man taler om egen deltagelse i en kulturpolitisk sammenhæng handler det derfor næsten altid kun om publikumsdeltagelse. Ikke om kreativ egendeltagelse! Og det er egentlig pudsigt, når man tænker på det store fokus, der er på breddens egen deltagelse inden for idrætten.

Omvendt indtager amatørkulturen heller ikke nogen stor plads i folkeoplysningen, selvom begge områder ifølge forskeren Hans Jørgen Vodsgaard deler det overordnede mål om at give folk bedre muligheder for at få kontrol over deres eget og det fælles liv. Det kan skyldes, at amatørkulturen udelukkende udfolder sig i det uformelle læringsrum, hvor man ikke skaber for at lære, men snarere dannes ved at skabe.

Udfordringerne

For et område der tilskudsmæssigt er spændt op mellem kultur og folkeoplysning bliver udfordringen, at det bliver usynligt begge steder. Der er f.eks. mange kilder til de omkring 16. mio. kr., der tilfalder amatørkulturens organisationer fra statens side hvert år. Det er et kludetæppe af tilskud via musikloven, folkeoplysningsloven, tipsaktstykket, Dansk Ungdoms Fællesråd og diverse puljemidler finansieret af udlodningsmidler. Men tilskuddene er faldende og tvinger organisationerne til at søge midler hos bl.a. private fonde og puljer.

Og noget tyder på at det er ungdomsorganisationerne langt bedre til end den ældre generation. Det skyldes uden tvivl, at mange fonde og puljer er øremærket til projekter og aktiviteter for børn og unge. Det samme fokus på børn og unge genfinder man for øvrigt i de midler, der tilfalder de lokale foreninger via folkeoplysningslovens bestemmelser, der også primært er rettet mod aktiviteter for børn og unge under 25 år. Så at området oplever vækst blandt de unge og tilbagegang blandt de voksne, er nok ikke helt tilfældigt.

Uforløste potentialer

Stigningen i medlemmer blandt børn og unge kan dog også skyldes at de kreative kompetencer er noget, der efterspørges i den moderne performancekultur, hvor det kunstneriske udtryk og de kreative kompetencer er højt efterspurgte blandt især unge. Men også andre betydninger og muligheder er i spil. For at få sat ord på dem, udgav AKKS og DATS i fællesskab i 2012 den digitale bog Amatørkultur www.amakult.dk, der via cases forsøger at italesætte amatørkulturens betydning for individ og samfund.

Bogen supplerer Amatørkulturens tal med en mere kvalitativ tilgang og kommer vidt omkring alt fra amatørkulturens rolle i stressforebyggelse til identitetsudvikling, læring, dannelse, medborgerskab, fællesskab og sammenhængskraft. Meget tyder således på, at det at udfolde sig kreativt ikke kun handler om, at vi lever i en performancekultur, men er noget der er centralt for det moderne menneske uafhængig af alder. For mange mennesker er det kreative rum helt nødvendigt og danner modvægt til det logiske og fornuftsbetonede, der præger de fleste samfundsområder, herunder også folkeoplysningen.

Det er også et rum med uforløste potentialer. Fra udlandet er der således eksempler på hvordan målrettet kreativ aktivitet kan hjælpe demente og Parkinson-patienter og forebygge stress. Ligesom der i England arbejdes bevidst med at styrke amatørkulturens aktører i udkants- og ghetto områder for på den måde at styrke borgerne i deres lokalområder.

Veje ud af kulturpolitisk usynlighed

At få mere både kvalitativ og kvantitativ viden om amatørkulturen er én vej ud af den usynlighed, der i dag er områdets største udfordring. En udfordring, der f.eks. gør, at området ikke tænkes ind i ad hoc-puljer for socialpolitiske eller sundhedsmæssige satsninger eller opfattes som en medspiller i forhold til hele frivillighedsområdet.

En anden vej kan være at etablere en mere tilskudsvenlig organisering af området, der i dag er uigennemskuelig for selv områdets aktører, eller at få en mere gennemsigtig tilskudsstruktur, der tilgodeser de kreative kræfter, der ikke altid passer ind i de gængse tilskudsrammer. Det handler f.eks. om at gøre folkeoplysningslovens rammer endnu mere fleksible, end de er i dag. En tredje udfordring er at tage livtag med områdets image, hvor den negative ladning af ordet amatør gør arbejdet med at mobilisere området svært.

Det er mange opgaver, og de kan ikke løftes alene af områdets organisationer, hvis ressourcer er begrænsede. Bl.a. derfor står ønsket om en national vision for amatørkulturen, der italesætter de udfordringer, som området står over for, højt på den kulturpolitiske dagsorden. I erkendelse af, at der et behov for, at man fra national side sammen med områdets organisationer formulerer amatørkulturens muligheder og udfordringer – og anerkender de mange frivillige ildsjæle, der løfter den.

Det første spadestik blev taget ved et Visionsforum på Christiansborg den 21. januar 2015. Dagens indtryk blev samlet i et digitalt magasin, der danner baggrund for det fremtidige arbejde.