Vifo Artikel 08.06.2023

DFS inviterer til Folkeoplysningens Dag i Aarhus

Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) afholder for andet år i træk Folkeoplysningens Dag i Aarhus. 12. oktober 2023 samles folkeoplysningsaktører fra hele landet til temaet ’handlemod og partnerskaber’. På dagen uddeler DFS også Folkeoplysningens Pris.

Nøgleord: Organisationer

Alle pladser var besatte sidste år, da Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) afholdt Folkeoplysningens Dag for første gang. Den 12. oktober 2023 gentager de succesen – denne gang med temaet ’Handlemod og partnerskaber’.

Sofie Ammundsen, der er konsulent i DFS og arrangør af Folkeoplysningens Dag, håber, at DFS kan være med til at vække deltagernes lyst til at indgå i nye samarbejder.

”Hvis folkeoplysningen fortsat skal begejstre, flytte holdninger og skabe nyt, så kræver det, at vi har modet til at realisere vores dristige ideer i fællesskab med andre. Løsninger på samfundets udfordringer skal findes i krydsfeltet mellem mange forskellige aktørers interesser og kompetencer,” siger hun.

Ifølge hende ligger der et stort potentiale i at få endnu mere af den værdi, som folkeoplysningen skaber, ud at leve i partnerskaber.

Det foreløbige program er klar

Når kaffen og croissanterne er indtaget, og DFS’ formand, Per Paludan Hansen, og dagens moderator, Sofie Buch Hoyer, redaktør på Højskolebladet, har budt velkommen, starter dagens egentlige program, der blandt andet byder på spændende oplæg. Først ’Fra idé til handling’ med direktør hos Det Politiske Akademi, Olav Hesseldahl efterfulgt af oplægget ’Parat til partnerskaber’ med Jesper Mørk Hovgaard, direktør i Partnerskabshuset ’Krydsfelt’.

Efter frokost er der samtalesalon om nye deltagelsesformer med Torben Stenstrup, formand i Dansk Oplysnings Forbund (DOF) og forfatter til bl.a. bogen ’Den attraktive forening’ og Susan Fazakerley, sekretariatsleder i Amatørernes Kunst & Kultur Samråd (AKKS). Her bliver der blandt andet sat fokus på medlemsbegrebet i aftenskoleregi og diskuteret tilgange til, hvordan vi får flere unge ind i ledelsesarbejdet.

Det foreløbige program kan findes på DFS’ hjemmeside.

Folkeoplysningens Pris uddeles for anden gang

Dagen afsluttes med uddelingen af Folkeoplysningens Pris, som går til en forening, organisation eller borger, der har igangsat et ekstraordinært folkeoplysende initiativ, der med stor gennemslagskraft har udviklet folkeoplysningen og skabt nye fællesskaber. Med prisen følger 10.000 kr., der er øremærket til at udbrede det folkeoplysende initiativ.

Sidste år uddelte DFS Folkeoplysningens Pris for første gang, og valget faldt på ’Grønne Nabofællesskaber’, der er et initiativ, som arbejder på at få bæredygtige aktiviteter ud i lokalsamfundene.

Natacha Holst Hansen, der er souschef i DFS, glæder sig til at uddele prisen igen. Hun håber, at prisen kan være med til at inspirere til nye folkeoplysende tiltag:

”At uddele prisen for første gang var en meget tilfredsstillende og opløftende oplevelse, og det gælder hele processen. Det skabte stor begejstring i juryen, da vi læste de indkomne indstillinger. Det var overvældende at modtage så mange gode kandidater på én gang. Vi håber, at prisen vil inspirere andre folkeoplysende aktører til at afprøve nye metoder,” siger hun.

Natacha Holst Hansen mener, at prisen kan være med til sætte fokus på, at svaret på nogle af tidens store udfordringer kan findes i folkeoplysningen.

”Prisens formål er at sætte lys på de mange gode eksempler på folkeoplysende aktiviteter. Folkeoplysningen har brug for opmærksomhed – for det, vi gør og det, vi kan. Det er vigtigt i en tid, hvor politikerne leder efter værktøjer til at løse tidens kriser. Her skal folkeoplysningen byde sig til og vise sig frem med stolthed,” siger hun.

Der er frist for indstillinger af kandidater den 18. juni. Læs mere om prisen og indstil din kandidat her.

Folkeoplysningens Dag finder sted torsdag den 12. oktober 2023 i Kulturhus Bunkeren i Aarhus. Læs mere om dagen og tilmeld dig her.

Læs de seneste nyheder

unge mennesker snakker sammen
Vifo Artikel 17.11.2024
Ny politisk aftale: Højskolerne og Frie Fagskoler får 40 millioner kroner hver til at hjælpe unge uden job og uddannelse
Idan Vifo Artikel 14.11.2024
Idrættens Analyseinstitut skal have ny direktør
Folk der synger kor
Vifo Artikel 13.11.2024
Ny undersøgelse afdækker livet i de amatørkulturelle foreninger
Unge på tur i skoven
Vifo Artikel 31.10.2024
Efterskolerne og Friskolerne sætter frivillighed på skoleskemaet med nyt projekt
Kulturhus Bunkeren
Vifo Artikel 28.10.2024
Borgerinddragelse skaber transformation: Fra journalisthøjskole til kulturhus
Drivhus
Vifo Artikel 24.10.2024
Millionstøtte fra Nordea-Fonden gør højskoler til laboratorier for bæredygtig udvikling
Kursister til vandtræning
Vifo Artikel 21.10.2024
Et støvet image, høje priser og mangel på kendskab gør det svært at tiltrække nye kursister til Rødovres aftenskoler
Debat under konference
Vifo Artikel 03.10.2024
Debat viste, at aftenskoler drives helt forskelligt i Danmark og Norge