DUF-konference om foreninger i udsatte boligområder
Hvordan kommer foreninger i gang med aktiviteter i udsatte boligområder? Og hvordan spiller de sammen med boligsociale indsatser? Det zoomer DUF ind på ved en konference 27. oktober 2015 i Køge.
I udsatte boligområder er der en stigende tendens til, at foreninger og den boligsociale indsats spiller sammen for at styrke unges muligheder for at blive en del af fællesskaber, som giver dem et meningsfyldt fritidsliv.
27. oktober holder Dansk Ungdoms Fællesråd en eftermiddagskonference, som skal give inspiration til aktiviteter og indblik i foreningers samarbejdsprojekter i udsatte boligområder.
Konferencen henvender sig til både ansatte og frivillige, der beskæftiger sig med foreninger, unge, boligsociale indsatser, integration og medborgerskab.
Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg deltager, og der bliver oplæg om foreningers muligheder i udsatte områder ved Hans Stavnsager fra Center for frivilligt socialt arbejde. Desuden kan man høre om en række foreningers erfaringer fra projekter i Køge.