En udfordring for krop og sjæl. Yogamarkedet under lup
Aftenskoler, foreninger og private udbydere kæmper om markedet for yoga og bløde bevægelsesformer. En helt ny rapport og en spændende debat sætter yogamarkedet under lup på dobbeltkonferencen ’Folkeoplysning i forandring’ og 'Idrættens største udfordringer IV'.
Et af de mest fredfyldte bevægelsesfænomener i idrætten og folkeoplysningen er samtidig et af de områder, hvor der på udbydersiden sker den hurtigste og mest dynamiske udvikling.
Yoga er en fællesbetegnelse for en bevægelsespraksis, der spænder fra dyb religiøs spiritualitet til hardcore fitnessmiljøer. Fænomenet yoga går i mange afskygninger sin sejrsgang som bevægelsesform såvel herhjemme som i mange andre lande i disse år.
Videncenter for Folkeoplysning/Idrættens Analyseinstitut har for FOF København/Lyngby lavet den første grundige undersøgelse af yoga herhjemme i en ny rapport, som går tæt på såvel yogaens historiske udspring og udvikling som på bevægelsesformens udbydere, udøvere og undervisere herhjemme. Dobbeltkonferencen ’Idrættens største udfordringer IV’ og ’Folkeoplysning i forandring’ behandler yogarapporten i en række temasessioner, den 24. november.
Forskningsleder Maja Pilgaard fra Videncenter for Folkeoplysning/Idrættens Analyseinstitut præsenterer rapporten, som efterfølgende bliver kommenteret fra forskellige perspektiver af motionskonsulent Jan Poulsen fra FOF København og driftsleder Kristian Engberg fra Nalini Hot Yoga i København. Et gennemgående spørgsmål er naturligvis, om aftenskolerne risikerer at miste en traditionelt succesrig niche til foreninger, private yogastudier og fitnesscentre – eller om de mange udbydere netop supplerer hinanden godt og bidrager til at skabe dynamik på yogaområdet.
Yoga er eksponent for mange års lidt kilden relation mellem foreningsidrætten og aftenskolerne i forhold til bevægelsesfagene. Normalt er der grænsedragninger mellem foreningsidrætten og aftenskolerne på bevægelsesområdet, men samtidig oplever begge parter stigende konkurrence og hastig produktudvikling fra kommercielle udbyderes side, hvilket overordnet sætter hele støttemodellen på folkeoplysningsområdet til debat.
Den debat kommer i fokus på konferencen, hvor blandt andre Dansk Folkeoplysnings Samråds formand, Per Paludan Hansen, næstformand og yogainstruktør Mika Lund fra DGI Gymnastik & Fitness og konsulent Ida Hagemann fra KL stiller op.