Er højskolernes frirum under pres?

Er hele dannelsesbegrebet under pres? Kan man sætte ord på, hvad der gør højskolernes pædagogiske praksis til noget særligt? Og hvad er højskolernes væsentligste samfundsmæssige rolle i dag?

Det var nogle af hovedspørgsmålene på konferencen ’Fællesskabets dannelse – dannelse i fællesskab’, som blev afholdt i Aarhus den 16. august 2015.

Udgangspunktet for konferencen var bogen ’Højskolepædagogik. En fortælling om livsoplysning i praksis’, som er skrevet på baggrund af ’Højskolepædagogisk udviklingsprojekt’, som Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) har gennemført med støtte fra Kulturministeriet.

Bogen er en blanding af praksisfortællinger og bidrag fra forskere inden for pædagogik og uddannelse, og på konferencen fik mange af bogens forfattere lejlighed til at præsentere deres bidrag.

Højskolelovens formålsparagraf understreger højskolernes forpligtelse til livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Men hvordan afspejler disse begreber sig i højskolernes pædagogiske praksis? Er der med andre ord tale om en særlig højskolepædagogik?

Jonas Møller og Rasmus Koldby Rahbek, der er konsulenter i FFD og hovedforfattere til bogen, gav en forsmag på nogle af bogens pointer om disse centrale spørgsmål. Ifølge Rasmus Koldby Rahbek er en af hovedpointerne, at der på højskolerne skal være en tæt sammenhæng mellem den faglige læring og dannelsen, og at dannelsen skal vække til engagement, ansvar og deltagelse.

Sammenhængen mellem læring og dannelse kan imidlertid aldrig sikres gennem en bestemt metode, da det er koblet til både undervisningen og det sociale samvær, der udspiller sig på højskolerne. En anden væsentlig pointe, som forfatterne trak frem, er, ”at livsoplysning ikke handler om at lære, hvad meningen med livet er, men om at blive præsenteret for livet i al dets mangfoldighed,” som Rasmus Koldby Rahbek formulerede det.

Ifølge lektor fra DPU, Jonas Lieberkind, er der imidlertid flere og flere spillere på banen for dannelse, som tilbyder en retning for de unge. Han mener derfor ikke, det er dannelse og livsoplysning, der gør højskolen til noget særligt, men derimod måden, man forvalter dannelsen på:

”Højskolen har et formål, men ikke konkrete læringsmål. Det giver den et særligt ærinde, som den bør forvalte i denne sammenhæng. ”

Ifølge Jonas Lieberkind er højskolernes særtegn dermed, at det er et frirum fra de krav, der stilles til unge i dag fra mange andre samfundsinstitutioner.

Højskolerne som den sidste bastion?

Flere af konferencens oplægsholdere gav imidlertid udtryk for en bekymring for, at dette frirum kan blive mindre. For den brede dannelse er under pres som følge af samfundsudviklingen og det stigende fokus på læringsmål og konkurrence.

Lisbeth Trinskjær, formand for FFD, gav i sit indlæg udtryk for, at ”dannelsen er mere presset i dag end nogensinde før”. 

Netop den stigende instrumentalisering af det traditionelle uddannelsessystem var udgangspunktet for Leo Komischke-Konnerups (UC Syddanmark) oplæg om højskolernes pædagogiske og politiske opgave, og Konnerup gav højskolerne en kraftig opfordring til at spille en større samfundsmæssig rolle:

”Hvis det er en folkehøjskole, så er det vores skole – også selvom vi ikke har gået på højskole,” sagde Konnerup med henvisning til, at højskolerne som folkeinstitution har en forpligtelse til at sætte aftryk på hele samfundet.

Ifølge Konnerup er højskolerne – sammen med de frie skoler – den sidste bastion i konkurrencestatens antihumanistiske menneskesyn:

”Der er ganske, ganske få institutioner tilbage, som ikke er blevet ’normaliseret’, og det er højskolerne og de frie skoler.”

Højskolernes status og frie rammer medfører ifølge Konnerup en særlig forpligtelse til at bruge den frihed til at råbe vagt i gevær: 

”Det er højskolernes opgave at give et folkeligt modspil til det ekspertvælde, der dominerer i dag.”

Betydningen af forestillede fællesskaber

Højskolernes særlige forpligtelser for samfundet som helhed var også i fokus i indlægget fra Ove Korsgaard, professor emeritus ved DPU. Ifølge Korsgaard er en af højskolernes udfordringer i dag, at der er for meget fokus på face-to-face fællesskaber og for lidt fokus på det, han betegner som forestillede fællesskaber, der handler om, hvilken form for fællesskab vi som samfund arbejder hen imod:

”Personlig udvikling er vigtigt. Det var det for den klassiske højskoler, det er det for højskolerne i dag, og det bør det også være. Men der er for ensidigt et fokus på face-to-face fællesskaber. Al samfundsdannelse og nationsdannelse bygger på et forestillet fællesskab.”

Med henvisning til den unikke rolle højskolerne spillede i overgangen fra ’standstid’ til ’folketid’ efterlyser Korsgaard en diskussion om, hvad det er for et forestillet fællesskab, højskolerne skal bidrage til i dag.

Den diskussion er ifølge Korsgaard særligt aktuel i forhold til den aktuelle flygtningesituation, som påvirker hele Europa:

”Der er ikke udviklet en tilstrækkelig stærk forestilling om det europæiske fællesskab til at kunne håndtere denne her situation.”