Færre har dyrket fritidsaktiviteter under coronakrisen
Andelen af danskere, der er aktive i kreative, kulturelle eller religiøse fritidsaktiviteter faldt fra 40 pct. før til 33 pct. under coronanedlukningen. Det er især de ældre, der har været mindre aktive, mens mange unge har skruet op for kreative fritidssysler.
I marts 2020 blev foreningsliv, aftenskoler og øvrige fritidstilbud i Danmark lukket fra den ene dag til den anden for at forhindre spredning af coronavirus. Siden da er andelen af danskere, der dyrker kreative, kulturelle eller religiøse fritidsaktiviteter, faldet, viser en undersøgelse fra Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) og Idrættens Analyseinstitut (Idan).
Fem uger efter nedlukningen gennemførte Idan en surveyundersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning for at finde ud af, hvad der var sket med danskernes idrætsvaner under coronanedlukningen. I samme ombæring fik deltagerne i surveyundersøgelsen også nogle spørgsmål om, hvor meget de har deltaget i andre typer af fritidsaktiviteter efter nedlukningen.
Svarene er nu blevet analyseret af Vifo og viser et fald i aktivitetsniveauet fra 40 til 33 pct., efter at de organiserede tilbud lukkede ned. Det er dog betydeligt mindre end faldet i danskernes idrætsdeltagelse, som faldt med 16 procentpoint fra 55 til 39 pct. i samme periode.
I undersøgelsen dækker fritidstilbud over en bred vifte af aktiviteter lige fra kreative aktiviteter som maling, foto og håndarbejde over musik og sang til aktiviteter inden for kunst, historie og litteratur og andre typer af fritidsaktiviteter og hobbies. Faldet i andelen af aktive er sket på tværs af alle typer af aktiviteter på nær de kreative aktiviteter, som blev dyrket af 18 pct. både før og under nedlukningen.
Det er især i de ældre aldersgrupper over 60 år, at andelen af aktive er faldet, og blandt folk med en videregående uddannelse. Omvendt er 5 pct., der ikke var aktive før, blevet det under nedlukningen. Det drejer sig primært om kvinder under 40 år.
Folk under uddannelse har brugt mere tid på fritidsaktiviteter
De, der har været aktive under nedlukningen, har til gengæld skruet op for den tid, de bruger på deres aktiviteter. Det gennemsnitlige tidsforbrug for alle før coronanedlukningen var fra 1 time og 47 minutter om ugen, men for de aktive steg det til til 1 time og 59 minutter om ugen under nedlukningen.
Det er især mange af de unge under uddannelse, som har brugt mere tid under nedlukningen end før på deres fritidsaktiviteter. Deres tidsforbrug er i gennemsnit steget med 1 time og 20 minutter om ugen i forhold til perioden før nedlukningen. Tidsforbruget er også steget blandt alle aktive på arbejdsmarkedet, uanset hvilken arbejdssituation de stod i under nedlukningen. Til gengæld er pensionisternes gennemsnitlige tidsforbrug faldet med over 40 minutter om ugen.
Noget tyder på, at det er de kreative aktiviteter, som mange af de unge under uddannelse har kastet deres kærlighed på. Undersøgelsen viser i hvert fald, at næsten en fjerdedel i aldersgruppen 18-39 år har dyrket kreative aktiviteter under nedlukningen, hvilket er flere end før, mens andelen af aktive inden for kreative aktiviteter er enten konstant eller faldende i alle andre aldersgrupper.
"Den stabile tilslutning til kreative aktiviteter trods nedlukningen kan skyldes, at mange kreative aktiviteter kan gennemføres hjemmefra uden problemer. De kræver ikke særlige faciliteter og udstyr ud over materialer," siger senioranalytiker i Vifo, Malene Thøgersen.
Mange har gjort større brug af digitale tilbud
Under nedlukningen har digitale tilbud i form af onlineundervisning eller apps også spillet en større rolle, hvor 22 pct. af de aktive har gjort brug af disse tilbud i højere grad end før nedlukningen. Det gælder på tværs af alle aldersgrupper, men især for de unge.
"Det bliver spændende at følge, hvorvidt de erfaringer som blandt andet aftenskoler har gjort sig med onlineundervisning, også vil afspejle sig i den videre udvikling af fritidstilbud på den anden side af coronakrisen," siger Malene Thøgersen.
Hun er også spændt på, om aftenskoler og og foreninger kan udnytte den voksende interesse for kreative aktiviteter blandt de yngre aldersgrupper.
"Resultaterne af undersøgelsen tyder på, at der er en bred interesse for de kreative aktiviteter. Spørgsmålet er, om de aktive er blevet tiltrukket af muligheden for at lave fleksible, kreative aktiviteter derhjemme under nedlukningen, eller om interessen kan omsættes til aktiviteter hos aftenskoler og foreninger, når nedlukningen er forbi," siger Malene Thøgersen.