Flygtningeprojekter søges til europæisk pris
Årets EAEA Grundtvig Award går i år til projekter, der fremmer læring for, med og om flygtninge. Projekter kan indstilles nu.
Hvert år uddeler EAEA, den europæiske fællesorganisation for ikke-formel voksenlæring, prisen EAEA Grundtvig Award.
I år fokuserer EAEA på projekter, der fremmer læring for, med og om flygtninge. Det er nemlig ikke kun i Danmark, at aftenskoler og andre dele af folkeoplysningsområdet gør en stor indsats for flygtninge med kurser, sprogundervisning og kulturmøder. Det sker også i andre europæiske lande.
Prisen uddeles hvert år til projekter, som har udviklet nye ideer, nye partnerskaber, nye metoder og nye forståelser for, hvordan man kan arbejde med voksenlæring. Der er tre forskellige kategorier: Internationalt, europæisk eller nationalt/regionalt.
Per Paludan Hansen, der er formand for EAEA og for Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS), siger til dfs.dk:
”Voksenuddannelsesinstitutioner og civilsamfundsorganisationer kan levere en afgørende støtte i arbejdet med at modtage flygtninge og med at inkludere dem i værtslandet. Disse initiativer redder ikke alene liv, men skaber også en bedre beskyttelse af de nyankomne og begrænser deres sårbarhed.”
Deadline for at indstille projekter til prisen er 17. april 2016.