Fokus på good governance skal styrke tilliden til civilsamfundet
Med 10 mio. kr. fra satspuljen på børne- og socialområdet skal to nye initiativer være med til at styrke tilliden til den frivillige sociale sektor.
I den netop afsluttede satspuljeforhandling er det blevet besluttet at afsætte midler til to nye initiativer, som skal sikre større transparens og ansvarlighed i den frivillige sociale sektor.
En whisteblowerordning på området skal sikre, at ansatte, frivillige, borgere og andre kan formidle mistanke eller viden om uhensigtsmæssig eller ulovlig adfærd i frivillige sociale organisationer, og nye retningslinjer for good governance i sektoren skal være med til at skabe større gennemsigtighed og understøtte bedre ledelse i organisationerne.
Frivilligrådet skal stå for at udvikle retningslinjerne for good governance – noget, som rådet flere gange har anbefalet. Formanden for Frivilligrådet, Mads Roke Clausen, er tilfreds med tiltagene og siger på Rådets hjemmeside, at tillid er helt afgørende for, at de frivillige sociale organisationer kan fungere:
”Jeg syntes, det er et rigtig godt og vigtigt signal politikerne her sender til civilsamfunds-Danmark. I stedet for at bygge nye murer af kontrol og bureaukrati, har de valgt at støtte os i at yde egenkontrol. Det er en god og modig beslutning. Det er også rettidig omhu, hvis vi skal sikre os, at der også fremadrettet vil være en høj grad af tillid til den frivillige sociale sektor.”
Satspuljepartierne er blevet enige om at afsætte i alt 10,6 mio. kr. i perioden 2019-2022