Vifo Artikel 15.11.2019

Folkebibliotekerne er et centralt mødested for borgerne

Folkebibliotekerne er stadig den mest besøgte kulturinstitution i Danmark, og bibliotekernes stigende antal af arrangementer danner rammer for lokale fællesskaber og borgerinddragelse.

Nøgleord: Debat Fællesskaber

Slots- og Kulturstyrelsen har netop udgivet rapporten ’Folkebiblioteker i tal 2018’, som sætter de danske folkebibliotekers udvikling under lup – herunder de fysiske og digitale besøgstal og afholdelse af arrangementer.Rapporten viser, at folkebibliotekerne fortsat er den mest besøgte kulturinstitution herhjemme, men det skyldes ikke kun danskernes efterspørgsel på viden og fordybelse i litteratur. En kraftig vækst i antallet arrangementer på bibliotekerne er en anden væsentlig årsag, hvilket skal ses i lyset af et stigende behov for fysiske mødesteder og nye fællesskaber blandt borgerne med eksempelvis læselyst og litteratur som omdrejningspunkt. Det samlede antal af aktiviteter på de godt 245 danske folkebiblioteker er steget fra 22.215 i 2017 til 24.316 i 2018 (svarende til 8,6 procent) og med cirka en tredjedel fra 2014 til 2018.Arrangementerne omfatter forfattermøder og andre litteraturformidlende aktiviteter såsom booktalks, læseklubber og bogbingo, der både er initieret af bibliotekets personale, i samarbejde med en ekstern partner (forening, aftenskole etc.) eller af borgerne selv. Derudover er en række arrangementer, som understøtter uformel læring og lokale fællesskaber, hvilket kan være kodnings- og programmeringsworkshops for børn.Bibliotekernes øgede fokus på borgerinddragelse kommer til udtryk ved, at der i 2018 blev afholdt 376 debatarrangementer landet over, og folkebibliotekerne flytter i dag også deres aktiviteter uden for egne mure ved blandt andet at invitere på udflugter, fora, festivaler og messer.Typisk etablerer folkebibliotekerne et samarbejde med offentlige kultur-, uddannelses- og folkeoplysningsinstitutioner, men der er også en tendens til, at bibliotekerne engagerer sig i lokalmiljøet ved at samarbejde med erhvervsdrivende. For eksempel tilbyder biblioteker i 44 kommuner at hjælpe foreninger og mindre virksomheder med implementeringen af IT.

Læs mere

 
 

Læs Slots- og Kulturstyrelsens rapport ’Folkebiblioteker i tal 2018’

Læs Slots- og Kulturstyrelsens pressemeddelelse 'Digitale udlån boomer på landets folkebiblioteker'

Læs om Vifo Forum 14. november 2019 med bibliotekernes folkeoplysende rolle som tema