Folkemødet – et håb om et stærkt demokrati

Historikeren Bertel Nygaard, der for nylig udgav den lille bog ’Håb’, gav på Folkemødet sit bud på, hvad det lille, men i politiske debatter så centrale ord dækker over:

Håb er den distance, der er mellem vores situation nu, og det, vi ønsker for fremtiden. Det er håb, der gør det muligt at skabe forandring. Håb er fremadrettet, men for at give håbet styrke henter vi ofte inspiration i fortiden. Vi fremstiller en idealiseret tilstand af fortiden for at skabe en vision for fremtiden.

Denne teoretiske definition eksemplificerede han med folkemødet og det fokus på demokratiet, som folkemødet er udtryk for. Mange politikere og samfundsdebattører ser tegn på, at det folkelige demokrati er i krise, og det kan være svært at se, hvordan det skal ændres. Men her spiller håbet ind ifølge Nygaard:

”Folkemødet kan ses som et forsøg på at genrejse det demokratiske samfund,” sagde han til Sanne Gram Fadel under én af Folkeuniversitetets samtaler i Domen, hvor også Vifo havde base.

Der var da også mange debatter og aktiviteter på folkemødet, hvor omdrejningspunktet var et demokrati i krise. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter rejste spørgsmålet, om demokratiet er for folket eller for de få i en debat om demokratiets tilstand, hvor minister Carsten Hansen havde inviteret formanden for Folketinget, Mogens Lykketoft, præsten Kathrine Lilleør og chefredaktør Poul Madsen.

Slår demokratiets hus revner?

Blandt debattørerne var der bred enighed om, at der er et stigende demokratisk underskud i Danmark. Efter kommunalreformens sammenlægning af kommuner er der færre folkevalgte og færre opgaver for de lokale partier.

Samtidig er der færre, der ser behovet for at melde sig ind i et parti. Boligministeren sammenlignede problemstillingen med en tilstandsrapport og spurgte, om ’demokratiets hus’ er begyndt at slå revner:

”I en tilstandsrapport er en K2’er udtryk for en alvorlig skade, som medfører at bygningsdelens konstruktion svigter inden for overskuelig tid. Spørgsmålet er, om vi er nået så langt,” spurgte Carsten Hansen, men afviste selv, at det står så galt til med demokratiet, selv om han ser klare tegn på forvitring:

”Vi ser færre og færre, der deltager aktivt i det levende demokrati i foreningsdemokratiet. Vi har et repræsentativt demokrati. Det betyder, at man skal møde frem for at stemme, og at man skal deltage aktivt i bestyrelsesarbejde, hvilket der er færre og færre, der gider. Det være sig i fodboldklubben, det være i gymnastikforeningen, eller i de demokratiske partier. I mit parti, der var i 1966 350.000 medlemmer. I dag er 42.000. Er de politiske partier blevet kolosser på lerfødder, hvor hovedet er blevet så stort, at kroppen er forsvundet?”

Poul Madsen fremhævede problemet i, at langt de fleste politikere er levebrødspolitikere. Kun én af de nuværende ministre (Carsten Hansen) har tidligere haft et reelt job. Kathrine Lilleør mente, at Folketinget er blevet en elite, der ikke har forbindelse med resten af befolkningen, hvorfor en vej frem mod en mere demokratisk opbygning af samfundet kan være at indføre tidsbegrænsning på, hvor lang tid man kan sidde i Folketinget.

Falske håb og gode visioner

Hvordan demokratiets fremtid så ideelt ser ud, var dog sværere at pege på for debattørerne. Men Bertel Nygaard understregede, at det er vigtigt, at håb omfatter visioner, der rækker ud over den virkelighed, vi befinder os i nu. Ellers ender man med det han kalder falske håb, der bare er ønsker om mere af det samme i stedet for reel forandring.

To af de store folkeoplysende organisationer brugte også i år folkemødet til at markere deres håb for et mere demokratisk samfund ved at sætte fokus på noget af det, de synes er vigtigt.

DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) har som en af deres store mærkesager, at den danske ungdom skal politiseres. Altså ikke alene være aktive samfundsborgere, men også være politisk aktive. Det håb underbyggede de ved at afholde DM i debat, hvor unge duellerer på retoriske færdigheder (se boksen).

DFS (Dansk Folkeoplysnings Samråd) ser samtalen som en kerneværdi i samfundet og understregede det ved at uddele en dialogpris til en politiker, der engagerede sig i samtalen ved både at lytte og argumentere godt for sit politiske ståsted (se boksen).

Vender vi tilbage til Bertel Nygaards opfattelse af håb, kan begge priser måske ses som handlinger, der som stemmer i debatten er med til at påvirke vores fælles skabelse af fremtiden. De to priser var bare to af Folkemødets mange bud på, hvad der er vigtigt i fremtidens demokrati. Men ud fra Bertel Nygaards forståelse af håbet, er alene det, at vi håber på en fremtid for demokratiet dog en form for håndslag på, at vi nu og her handler efter demokratiets spilleregler og skaber mulighed for forandring

Det vigtige er måske ikke de løsningsmodeller, som deltagerne på Bornholm pegede på. Men netop håbet, som på Folkemødet var tegn på, at vi stadig har et levende demokrati. For som Bertel Nygaard peger på med sin ’håbsforskning’: Bliver vi først for selvtilfredse, glemmer vi måske, at det er muligt at gøre det bedre.