Folkeoplysningens parløb med voksenundervisningen

Enhver artikel til et internationalt publikum om den nordiske form for folkeoplysning og folkbildning er nødt til at begynde med en begrebsafklaring, idet der hersker stor usikkerhed om, hvorvidt folkeoplysning og folkbildning er en nordisk specialitet. I de nordiske lande er der en stærk tradition for at understrege, at folkeoplysning ikke lader sig oversætte, idet der ikke findes tilsvarende begreber i andre sprog.

Det er dog en sandhed med store modifikationer. For også i de tysksprogede områder af Europa anvendes begrebet folkeoplysning; ja, ordet stammer fra det tyske begreb ’Bildung’, som den unge kulturhistoriker Johann Gottfried Herder brugte for første gang i Journal meiner Reise im Jahr 1769 og som lagde grunden til dets klassiske betydning. Og det er sandsynligvis den unge danske historiker Laurids Engelstoft, der under en rejse i Tyskland i 1798 først brugte ordet folkeoplysning om det tyske begreb. Efter at have hørt Herder prædike i kirken i Weimar skrev Engelstoft i et brev til en af sine velyndere i Danmark den 26. april 1798, at "med folke-velstanden står og folke-oplysningen i nær forbindelse."

I Danmark var det dog ikke Engelstoft, der så at sige folkeliggjorde begrebet folkeoplysning, det var Grundtvig. Efter Grundtvig var det ikke kun grundtvigianere og højskolefolk, der tog begrebet til sig, det samme gjorde tyske nazister. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev Joseph Goebbels således minister for folkeoplysning og propaganda.

Adult education

Men hvad med den engelsksprogede verden? Findes der på engelsk et begreb, der svarer til folkeoplysning? Nej, faktisk ikke. I den anglo-amerikanske verden er der derimod en lang tradition for at bruge begrebet ’adult education’.

I en analyse af begreb 'adult education' i amerikansk litteratur peger Sean Courtney i Handbook of Adult and Continuing Education fra 1989 på den mangfoldighed af begreber, der på et eller andet tidspunkt er blevet anvendt om 'adult education': efteruddannelse, andragogik, livslang læring etc. Men selv om der i artiklen nævnes omkring tyve synonyme begreber, svarer ingen af dem til begrebet 'folkeoplysning' og ’folkbildning’ i de nordiske lande. Dog har man i England anvendt begrebet 'workers education’ (arbejderoplysning) meget lig 'folkeoplysning'.

I litteraturen om den nordiske folkeoplysningstradition dominerer den forestilling, at folkeoplysning og folkelige bevægelser hænger sammen, og at denne sammenhæng er en nordisk specialitet. Til forskel fra voksenundervisning udgjorde folkeoplysning og folkbildning en del af en bredere national, politisk, social eller kulturel bevægelse.

Men studerer man den internationale litteratur, der beskæftiger sig med voksenundervisningens mål og mening, bliver man slået af de store ligheder, der på det punkt findes mellem den nordiske og den anglo-amerikanske tradition. Begge traditioner beskrives som ’bevægelser’, der bygger på en kobling mellem oplysning og nye kundskaber på den ene side og demokratiske, national og social udvikling på den anden.

Uddannelseshistorikeren Gordon Selman fanger dette perspektiv i titlen på sin bog Citizenship and the Adult Education movement in Canada, der omhandler Canadian Association for Adult Education fra 1935. Det var ikke bevægelsens hovedopgave at tjene professionelle og institutionelle interesser. I stedet blev de større samfundsspørgsmål sat i centrum. Voksenundervisning blev betragtet som et middel til forandring af samfundsforholdene.

Folkeoplysning var mere end voksenundervisning

Det er næsten gået i glemmebogen, at oprindelig var folkeoplysning ikke kun et anliggende for voksne, folkeoplysning var for folket, hvorimod ’adult education’ fra begyndelsen retter sig mod voksne. En afgørende forskel mellem begreberne folkeoplysning og 'adult education' relaterer sig således til det forhold, at folkeoplysning refererer til et 'folk', mens 'adult education' referer til en bestemt aldersgruppe.

Hvornår og hvordan begrebet folkeoplysning blev indsnævret til kun at omfatte voksne, er aldrig blevet undersøgt og analyseret, og vil heller ikke blive det i denne sammenhæng. Her skal kun påpeges, at der i Danmark har været brugt andre begreber end folkeoplysning om det, der i dag kaldes folkeoplysning, for eksempel aftenskoleundervisning, arbejderoplysning, aftenhøjskole, fritidsundervisning etc. I 1990 blev Fritidsloven fra 1968 afløst af Lov om støtte til folkeoplysning m.v. At folkeoplysning i dag forstås som undervisning af voksne slås i folkeoplysningsloven af 2011 fast i paragraf syv:

”Formålet med den folkeoplysende voksenundervisning er at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab og med udgangspunkt i undervisningen at øge deltagernes almene og faglige indsigt og færdigheder. Sigtet er at styrke den enkeltes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.”

Der skelnes således mellem voksenundervisning og den folkeoplysende voksenundervisning. Begreber kommer og går. Begrebet arbejderoplysning er gledet ud af såvel det danske som engelske sprog. I Danmark er arbejderoplysning blevet til folkeoplysning, i England er ‘workers education’ blevet til ’adult education’, i Tyskland er 'Volksbildung' blevet erstattet af 'Erwachsenenbildung'. Det mest almindelige er dog, at begreberne ændrer betydning. Som nævnt har folkeoplysning på uddannelsesområdet ændret betydning fra at rette sig mod folket til at angå voksne.

Grundtvig revival

Baggrunden for, at folkeoplysning erstattede fritidsundervisning som juridisk betegnelse for den frivillige voksenoplysning i Danmark, er heller ikke undersøgt på systematisk vis. Men det hænger formodentlig sammen med den Grundtvig revival, som brød igennem i 1970’erne, anført af personer som Ebbe Kløvedal Reich og Ejvind Larsen.

I 1972 udgav Ebbe Reich bogen Frederik, som var en medrivende fortælling om en mere dionysisk Grundtvig, end traditionen havde formidlet. Bogen, der fik begejstrede anmeldelser, blev en folkebog. Året efter udgav Ejvind Larsen bogen Grundtvig – og noget om Marx. Og sammen skrev de samme år teaterstykket Til kamp mod dødbiderne, der især blev kendt på grund af Leif Varmarks nye melodier til gamle Grundtvig-sange. Grundtvig havde fået rystet støvet af sig og blev en ny levende samlingsfigur i højskolen og fritidsundervisningen.

Også Undervisningsministeriet blev præget af den nye interesse for Grundtvig. Ministeriet oprettede således i 1982 et direktorat for voksenundervisning og folkeoplysning, og Folketinget vedtog i maj 1984 en national strategi under navnet 10 punkts-program for voksenundervisning og folkeoplysning. I beslutningsforslaget skelnes der mellem tre former for undervisning: Folkeoplysende, alment kompetencegivende og erhvervsrettet.

Begrebet folkeoplysning blev konsolideret, da Undervisningsministeriet i 1984 etablerede Udviklingscenter for folkeoplysning og voksenundervisning. Den nye interesse for begrebet folkeoplysning kulminerede, da Fritidsloven i 1990 blev omdøbt til ’Lov om støtte til folkeoplysning’.

Nok er folkeoplysning et gammelt begreb, men diskussionen om, hvordan det egentlig skal forstås i praksis er bestemt ikke slut.