Vifo Artikel 14.02.2024

Foreningerne bør holde kontakten til unge, der tager på efterskole, hvis de vil have dem tilbage

Idrætsforeninger oplever, at de mister medlemmer blandt de unge, der har været på efterskole, men en ny undersøgelse fra Vifo tyder på, at frafaldet kan blive mindre, hvis foreningerne inddrager de unge i frivillige opgaver inden efterskoleopholdet og løbende holder kontakt med dem.

Idrætsforeninger, der gerne vil beholde kontakten til de af deres unge medlemmer, som tager på efterskole, bør overveje, om de kan engagere de unge i frivillige opgaver inden efterskoleopholdet og opsøge dem, når de er tilbage fra efterskole.

En ny undersøgelse fra Videncenter for Folkeoplysning tyder nemlig på, at det øger sandsynligheden for, at de unge vender tilbage til foreningen efter deres efterskoleophold.

Notatet ’Hjem fra efterskole – hvad så?’ følger op på en undersøgelse fra 2022, hvor de efterskoleelever, der var en del af DGI’s landsstævne i 2022, blev spurgt om deres idrætsdeltagelse og forventninger til at deltage i foreningslivet efter endt efterskoleophold.

Hele 96 pct. af de unge forventede at dyrke idræt på den anden side af efterskoleopholdet, men den opfølgende undersøgelse viser, at 86 pct. reelt set er aktive. Det er altså et fald på 10 procentpoint i forhold til, hvad de unge forventede.

Ser man nærmere på gruppen af unge, som deltog i den opfølgende undersøgelse, svarede 84 pct. af dem, at de dyrkede idræt i en forening, før de tog på efterskole. Et år efter efterskoleopholdet er det 53 pct. af de unge, som er aktive, der dyrker idræt i en forening.

”Selvom der er sket et fald i foreningsdeltagelsen, så er denne gruppe af unge alligevel mere aktive end unge på landsplan, hvor 46 pct. dyrker idræt i foreningsregi,” siger Line Bilberg, der er analytiker i Vifo og har lavet undersøgelsen.

Resultaterne fra den opfølgende undersøgelse bygger desuden på et relativt lille datagrundlag, og derfor er tallene heller ikke repræsentative for alle efterskoleelever.

”Til gengæld stemmer resultaterne meget godt overens med den oplevelse af frafald efter efterskolen, vi hører fra mange foreninger,” siger Line Bilberg.

Den nye hverdag overrasker de unge

Som en del af den opfølgende undersøgelse har Vifo foretaget kvalitative interviews med syv tidligere efterskoleelever, og sammenligner man deres oplevelser med spørgeskemaundersøgelsen kunne noget tyde på, at den nye hverdag med uddannelse, fritidsjob og en ny omgangskreds har betydning for resultaterne.

”Det der med at få hele ens gymnasieliv startet op, og få nye venner, men stadig holde fast i ens venner fra efterskolen og sådan. Der var meget at se til, men det var også på en fed måde,” siger en af respondenterne fra undersøgelsen.

Undersøgelsen viser, at det især er lektier og fritidsjob, der bliver brugt tid på i fritiden. Således svarer omkring halvdelen, at det er det, de bruger mest tid på i deres fritid. Men også idrætsaktiviteter ligger i top-3 med 44 pct. og er altså højt prioriteret af de unge.

”Det stemmer godt overens med, at respondenterne generelt er mere idrætsaktive end gennemsnittet på landsplan og har tilvalgt efterskoler, som i en eller anden grad har et idrætsfokus,” siger Line Bilberg.

Figur 1: Andelen af unge, som angiver, at de bruger tid på forskellige aktiviteter i deres fritidsliv (pct.)

Figur 1: Andelen af unge, som angiver, at de bruger tid på forskellige aktiviteter i deres fritids-liv (pct.)

Figuren viser svar på spørgsmålet: ”Hvad bruger du mest fritid på, når du tænker på en almindelig, gennemsnitlig uge?”.  Resultaterne summerer ikke til 100 pct., da respondenterne har kunnet vælge op til tre svar. n=97.

Spørger man de få unge, der ikke er idrætsaktive, skyldes det i de fleste tilfælde manglende overskud, at skolearbejdet tager tid, eller at de ikke er motiveret til det, hvilket stemmer godt overens med resultaterne fra den landsdækkende undersøgelse ’Danskernes motions- og sportsvaner 2020’.

Engager de unge i frivillige opgaver inden efterskoleopholdet

Blandt de unge, der fortsat dyrker idræt i en forening, efter de er kommet hjem fra efterskole, er det halvdelen, der har meldt sig ind i den samme forening, som før de tog på efterskole.

I undersøgelsen tyder det på, at det blandt andet kan skyldes, at foreningerne har været gode til at engagere de unge medlemmer og inddrage dem i opgaveløsningen, inden de tog på efterskole.

Her har 81 pct. af de unge, der dyrker idræt i en forening efter efterskoleopholdet, haft opgaver i foreningen, inden de tog på efterskole.

”Det ser ud til, at foreninger, der giver de unge medlemmer medansvar og inddrager dem i opgaveløsningen, inden de tager på efterskole, i højere grad får de unge at se igen efter efterskoleopholdet. Foreningerne kan altså selv medvirke til at øge chancerne for, at de unge kommer igen,” siger Line Bilberg.

Flere unge fortæller også, at de havde en kontakt til deres forening, mens de var på efterskole. En af de unge fra undersøgelsen fortæller for eksempel, at hendes håndboldklub gav mulighed for at spille med i weekenderne:

”Det var noget med, at de bare tog fat i os og sagde, at man gerne måtte spille med, selvom man var på efterskole, hvis man havde lyst til at spille kampe i weekenderne, og så sagde de sådan noget med, at de var åbne for, at man kom efter efterskole.”

En af de andre unge i undersøgelsen har oplevet noget lignende:

”De gjorde meget for sådan at holde kontakten. Og det, tror jeg egentlig, var vildt godt. Jeg ved bare ikke, det gjorde en del, da man var på efterskole. Man vidste sådan, at okay, de ville egentlig godt have én, når man kommer tilbage. Der er en forening at komme tilbage til.”

Ifølge spørgeskemaundersøgelsen er det dog de færreste af de unge, som ikke er i en forening, der rent faktisk er blevet kontaktet af en forening (13 pct.). Faktisk er der flere unge, som selv har kontaktet en forening, når de er kommet hjem (17 pct.).

”Der ser altså ud til at være et potentiale for, at flere unge måske kunne være aktive i en forening, hvis de blev kontaktet,” siger Line Bilberg.

Efterskoleelever

Foto: Jens Astrup

Direkte opfordring kan give flere frivillige hænder

Udover at de unge motiveres af, at det frivillige arbejde er sjovt, ser det også ud til, at den direkte kontakt og opfordring kan være relevant, hvis man vil have de unge til at deltage i frivilligt arbejde i foreningerne.

Der er som sagt 53 pct. af de unge i spørgeskemaundersøgelsens runde 2, som er aktive i en forening, og 70 pct. af disse er frivillige i deres forening.

De ikke-frivillige og øvrige foreningsaktive er blevet spurgt til, hvad der kunne motivere dem til at blive frivillige, og 40 pct. svarer, at det at blive spurgt direkte ville kunne få dem til at blive frivillige.

De frivillige unge i de kvalitative interviews giver desuden udtryk for, hvordan oplevelsen af, at der er brug for dem, og at nogle efterspørger deres kompetencer gennem en opfordring, er medvirkende til, at de synes, det er fedt at være frivillige.

”Jeg fik at vide hver weekend, jeg var hjemme [fra efterskolen], at der var nogle, der savnede, at jeg ikke var der,” siger en af de unge.

Undersøgelsens resultater stemmer godt overens med VIVE's landsdækkende undersøgelse ’Frivillighedsundersøgelsen 2020’, hvor 51 pct. af danskerne peger på, at opfordring er en vigtig anledning til, at de gik ind i frivilligt arbejde.

”En anbefaling til foreningerne kunne derfor være, at man henvender sig direkte til de unge og spørger dem, om de kunne se sig selv være frivillige, og sørger for, at det er opgaver, de kan løse i fællesskab med nogle af deres venner, da det også er en motivationsfaktor,” siger Line Bilberg.

Download undersøgelsen

Unger på efterskole
Vifo Udgivelse februar 2024

Hjem fra efterskole - hvad så? Foreningstilknytning, frivillighed og idrætsdeltagelse blandt unge, der kommer hjem fra efterskole

Læs lignende nyheder

unge glade mennesker
Idan Vifo Artikel 14.12.2022
Efterskoleelever vil gerne være aktive i foreningerne, når de kommer hjem igen
Håndboldpiger på bænken
Idan Artikel 27.10.2023
Evaluering: Efterskoleophold er en udfordring for håndbold, som bør satse på hygge, fællesskab og et godt træningsmiljø for at holde på de unge
Vifo Artikel 19.12.2024
Coding Pirates er en folkeoplysende forening, der arbejder med at udvikle børns teknologiske vovemod og kreativitet
Folk der synger kor
Vifo Artikel 13.11.2024
Ny undersøgelse afdækker livet i de amatørkulturelle foreninger
Unge på tur i skoven
Vifo Artikel 31.10.2024
Efterskolerne og Friskolerne sætter frivillighed på skoleskemaet med nyt projekt
Teatergruppe
Vifo Artikel 24.09.2024
Kom til videns- og visionsdag om den organiserede amatørkultur
Folk der laver havearbejde
Vifo Artikel 17.09.2024
Grønne Nabofælleskaber, der vandt Folkeoplysningens Pris i 2022, er nu at finde i alle landets kommuner
Fem mennesker holder møde
Idan Vifo Artikel 13.09.2024
5.000 foreninger på Fyn, Langeland og Ærø skal hjælpe med at afdække foreningslivet anno 2024