Fornyelse af folkeoplysningen kan også komme udefra

Hvordan arbejder man helt konkret for en fornyelse af folkeoplysningen, og hvor skal den nødvendige fornyelse komme fra?

Det var to af de gennemgående spørgsmål, da Kulturministeriet den 20. april inviterede kommuner og folkeoplysningens aktører til konference med det formål at diskutere, hvordan man kan følge op på den nationale vision for folkeoplysningen i Danmark fra november sidste år.

For kulturminister Marianne Jelved selv, der står som afsender for visionen, var visionen en anledning til at se på folkeoplysningens rolle i en foranderlig verden.

”Nu er visionen formuleret, og nu skal vi se, hvordan vi udmønter den i virkelighedens verden,” som hun sagde, da hun gav bolden op for debatten.

Den viste, at nok er alle enige om, at fornyelse både er godt og nødvendigt, men ikke nødvendigvis, hvor den skal komme fra.

Kommunernes brogede virkelighed

Fra kommunernes side blev der efterlyst en bredere forståelse af folkeoplysningen.  

Theis Bavnehøj Hansen, fritidskonsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune, fortalte, at man i hans kommune ser masser af nyskabelse i foreningerne, men også en masse nye fællesskaber, der dukker op uden for foreningerne. Og det giver en konkret udfordring i forhold til fortolkningen af folkeoplysningsloven og diskussionen om fordelingen af tilskud.

”Vi vil gerne udfordre foreningerne på dette område, for der er nogle steder, hvor det står lidt stille, og foreningerne godt kunne være større bidragsydere i et lokalsamfund.”

Generelt mente han derfor, at kommunerne godt kunne være mere fleksible og kigge på, hvordan rammerne kan rumme de nye organiseringsformer.

Foreningslivet har stadig central rolle

Fra organisationernes side var der ingen tvivl om, at organiseringen i foreninger fortsat bør være omdrejningspunktet, når det handler om at styrke folkeoplysningens værdier og udbrede dem til resten af samfundet.

Formanden for Dansk Folkeoplysnings Samråd, Per Paludan Hansen, udtrykte bekymring for, at foreningernes arbejde og kerneværdier bliver klemt ude i de kommunale forvaltninger under dække af ønsket om fornyelse.

”Når Faaborg-Midtfyn kommune siger, at ’vi skal da fastholde det folkeoplysende arbejde, men vi synes godt nok, at det, der sker udenfor, er meget mere spændende’, så er det både et spørgsmål om, om man politisk prioriterer rigtigt, men det er da også et wake-up call til os selv i forhold til, at vi skal dæleme gøre det tydeligt, hvad det er for nogle værdier, vi skal slå på, og få foretaget den fornyelse, der gør, at vi kan rumme noget mere,” sagde han. 

Lisbeth Trinskjær, der er formand for Folkehøjskolernes Forening, argumenterede for, at ”hvis folkeoplysningens betydning for det danske demokrati og civilsamfund fortsat skal præge det danske samfund, så har vi brug for en anerkendelse af, at folkeoplysningens nytte har en meget længere nedsivningstid end mere enkle tiltag og konstruktioner har. Og selvom selvorganiserede unge er langt mere sexede end organisationer med vedtægter og rettigheder, så er de forpligtende fællesskaber normative”.

National chef i Dansk Ungdoms Fællesråd, Bente Ryberg, var enig i, at organiseringen i foreninger i sig selv er vigtig.

”For DUF handler det jo om at styrke unges deltagelse i demokratiet, og for os understøtter foreningslivet det mål. Det er ikke nogen tilfældighed i folkeoplysningen, at det, man understøtter, er den klassiske forening, fordi den klassiske forening er demokratisk opbygget. Og så kan det godt ske, at den på nogen måder trænger til lidt opdatering, men det er bare stadig sådan, at foreningsmodellen har nogle karakteristika, som er virkelig bevaringsværdige,” erklærede hun.

Er folkeoplysningen en lukket klub?

Men hvis foreningerne er den eneste måde at drive folkeoplysning på, risikerer man så ikke, at der er nogen, der bliver koblet fra, spurgte moderator Niels Krause-Kjær.

Dele af panelet mente da også, at man kan gøre mere for at inkludere flere.

Lisbeth Trinskjær argumenterede for, at folkeoplysningen stadig kan blive bedre til at sikre, at fællesskaberne rent faktisk er åbne og tilgængelige, mens Per Paludan Hansen pegede på, at folkeoplysningen skal være bedre til at rumme de etniske og sociale grupper i samfundet, som lige nu står uden for folkeoplysningen.

Men når det kom til de selvorganiserede grupper og aktiviteterne uden for foreningerne, var paneldeltagerne mindre tilbøjeligt til at åbne op.

Det er en glidebane, når kommunerne sidestiller folkeoplysningen med den aktivitet, der foregår uden for folkeoplysningen, mente Per Paludan Hansen.

”Vi er nødt til at sige, at der er noget, der er bare lidt vigtigere – med baggrund i visionen – og derfor har vi i dag en prioritering i vores folkeoplysningslov, der siger, at foreningsdannelse er et rigtig godt grundlag for at arbejde sammen.”

”Vi kunne også vende den om,” argumenterede Søren Møller, formand for DGI, ”og sige: Okay, så I vil have nogle penge, som bliver krævet op hos skatteborgerne. Er det så ikke okay, at I lige forklarer os, hvordan I har tænkt jer at organisere jeres beslutningsproces, og om I kan fremlægge et regnskab?”

Han mente heller ikke, at alle folkeoplysningens tilbud nødvendigvis skal rumme alle. ”Hos os er det ikke sikkert, at vi får alle med – men vi vil gerne have rigtig mange med,” forklarede Søren Møller.

Men måske foreningslivet ikke altid den smeltedigel, man så gerne vil være, mente Bente Ryberg. Måske er det snarere en delmængde af noget større.

Nye fællesskaber og folkeoplysningens grænseområder

”Foreningslivet er jo tit der, hvor man finder sammen med dem, som ligner én selv mest,” sagde Bente Ryberg.

I salen var kulturminister Marianne Jelved i hvert fald kritisk over for organisationernes ønske om at sætte lighedstegn mellem foreningslivet og de folkeoplysende fællesskaber.

”Jeg havde faktisk forestillet mig, at en vision også handlede om at skabe noget fornyelse,” sagde hun med henvisning til, at bl.a. en del unge ikke søger foreningsfællesskaberne.  

”I begrunder hele tiden jeres argumentation med, at hvis de vil have nogle tilskud, må de også lave en forening. Men de vil ikke have noget tilskud. De vil klare sig selv,” argumenterede hun.

Hun argumenterede derfor for, at den fornyelse, som visionen efterlyser, måske også kan findes blandt de selvorganiserede projekter og aktiviteter, der opstår rundt omkring i landet uden for rammerne af de etablerede foreninger.

”Jeg synes, der er en kæmpe udfordring i, når vi taler om de unge, at sige: Hvordan giver vi de unge en håndsrækning, der skaber nye forpligtende fællesskaber?  Og så kommer alt det andet på et eller andet tidspunkt,” sagde Marianne Jelved. 

Unges bud på folkeoplysning

For at give en alternativ vinkel på folkeoplysningsdebatten havde hun derfor inviteret tre unge fra selvorganiserede projekter, og det var tydeligt, at de ikke følte, at de rammer, der blev sat af kommunerne og de store paraplyforeninger under folkeoplysningen, passede på deres projekter.

Johannes Skov Andersen, stifter af UP Ungdomsproduktion, mente, at folkeoplysningen er mere end foreninger og frivillighed.

”Når jeg hører ordet folkeoplysning, tænker jeg autoritært, belærende og institutionaliseret,” provokerede han.

”Hvis vi kigger på folkeoplysningsloven, så taler den meget om, hvordan det her skal være struktureret inden for de klassiske foreningsdyder, som vi jo godt ved, vores samfund er bygget på, og som vi har en stolt tradition for. Men som Marianne siger, så sker der noget med den måde, vi organiserer os på.”

Hans projekt er ikke geografisk forankret, og fællesskabet er derfor ikke fysisk bundet. Det gav ikke mening for dem, forklarede han, og derfor falder det uden for rammerne i forhold til at få støtte på ungdomsområdet. Han mente derfor, at folkeoplysningen skal åbne op.

”I skal endelig ikke se det som et alternativ til det foreningsliv, der er i dag. Foreningslivet fungerer enormt godt. Det skal ses som en tendens, man skal støtte op omkring, fordi det i fremtiden også kommer til at være et vigtigt supplement,” argumenterede han.