Fortælleværksteder skal sætte nye billeder på, hvad folkeoplysning er og kan
Dansk Folkeoplysnings Samråd holder i denne sommer narrative workshops med undervisere og ledere fra folkeoplysningssektoren i hele landet for bedre at kunne forklare folkeoplysningens samfundsrelevans anno 2022.
I sommermånederne kører en lille gruppe medarbejdere fra Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) land og rige tyndt for at høre ledere og undervisere i folkeoplysningssektoren sætte ord på deres egne oplevelser med folkeoplysning i en række fortælleværksteder. Målet er at få nye billeder og forståelser af, hvad folkeoplysning er i 2022, og hvorfor det er vigtigt.
Med i bilen er Carolina Maier, sekretariatschef i DFS, og hun forklarer, at projektet med fortælleværksteder er sat i værk som en reaktion på coronakrisen, hvor sektoren ofte skulle overbevise politikerne om værdien af folkeoplysning.
”Der mangler helt generelt viden om, hvad folkeoplysning er, og hvorfor det er vigtigt, og DFS’ bestyrelse besluttede, at DFS gerne vil vise, hvilken samfundsrelevans folkeoplysning har i dag,” siger Carolina Maier.
Inspireret af sin egen efteruddannelse i narrativ ledelse foreslog hun, at arbejdet med at dokumentere folkeoplysningens betydning for samfundet skulle tage udgangspunkt i at arbejde med fortællinger, og derfor har DFS nu arrangeret ti fortælleværksteder rundt omkring i landet.
Her bliver lokale ledere og undervisere fra hele folkeoplysningssektoren indbudt til at dele og reflektere over personlige fortællinger fra livet med folkeoplysning.
”Vi beder en person fortælle om sine konkrete og personlige erfaringer med folkeoplysning, som de andre deltagere i fortælleværkstedet så skal bevidne ved at skrive et brev til fortælleren. Brevet skal handle om, hvad de særligt har lagt mærke til i fortællingen, hvad de tror er vigtigt for fortælleren, hvilke associationer de får fra fortællingen, hvordan den relaterer til erfaringer fra deres eget liv, og hvad de med udgangspunkt i refleksionen kunne tænke sig at gøre anderledes fremadrettet,” fortæller Carolina Maier.
Brevene bliver læst op for fortælleren, og der bliver taget billeder af dem, ligesom hele fortælleværkstedet også bliver filmet og dermed indgår i det materiale, som senere skal analyseres af DFS.
”Vi ønsker at lave et produkt, som vi kan bruge til at fortælle udadtil, hvad folkeoplysning er i dag. Men det skal også bruges til at skabe en indre bevidsthed blandt folkeoplysningens aktører, hvor mange oplever, at de har svært ved at komme i gang igen efter corona, og det let bliver til lidt af en klagesang,” fortæller Carolina Maier.
Hun forklarer, at når valget er faldet på den narrative metode, er det fordi, den evner at få de stoflige fortællinger til at leve i rummet mellem deltagerne.
”Vi vil hellere have historier med hjem, som vi kan mærke, end mere abstrakte analyser af folkeoplysningens vilkår,” siger hun.
”Der bliver snakket meget om folkeoplysning i vores felt, men vi hører ikke særlig mange historier fra den folkeoplysende praksis. Det er dem, vi gerne vil have fat i for at kunne formidle dem videre til beslutningstagerne.”
Carolina Maier peger på, at den narrative metode, også kan skabe et rum, hvor der er stor grad af resonans mellem deltagerne, og det kan både gøre indtryk og inspirere dem til bevægelse eller ændringer i deres praksisser.
DFS har endnu ikke sat nogen slutdato for projektet, men Carolina Maier planlægger at kunne præsentere de første indtryk fra fortælleværkstederne på Folkeoplysningens Dag, der bliver holdt i Aarhus 6. oktober i år.
