Vifo Artikel 24.08.2017

Friluftslivet skal ind i undervisningen

Friluftsrådet har lanceret seks nye undervisningsforløb, som kan give inspiration til, hvordan skolerne kan bruge friluftslivet i idræt og understøttende undervisning.

Nøgleord: Natur

Friluftsrådet ser et stort potentiale i at bruge friluftslivet til at fremme motivation, trivsel og læring i grundskolen. Derfor har rådet i samarbejde med University College Sjælland udarbejdet seks undervisningsforløb og en valgfagsbeskrivelse, som kan give skolerne ny inspiration til, hvordan naturen og friluftslivet kan inddrages i undervisningen.

Materialerne er udgivet som en del af Friluftsrådets projekt ’Friluftsliv i skolen’, hvor 15 skoler fra hele landet i løbet af dette skoleår skal teste undervisningsforløbene og arbejde med friluftsliv i undervisningen. Målet med projektet er gennem friluftsliv skabe øget læring, bedre sundhed, trivsel og naturforståelse blandt eleverne i grundskolen.

Undervisningsforløbene er udgivet som to digitale hæfter med forløb til hhv. idrætsundervisningen og den understøttende undervisning. Hvert hæfte indeholder desuden afsnit om didaktik, mål, forberedelse, sikkerhed og regler.

Hæfterne kan downloades gratis på www.friluftsliviskolen.dk