Gerlev Idrætshøjskole inviterer indenfor til konference om levende legekultur
Leg og dannelse på tværs af lokale fællesskaber er i fokus, når Gerlev Center for Leg & Bevægelse inviterer til konference om Legeskibet og levende legekultur på Gerlev Idrætshøjskole.
Torsdag d. 23. maj 2019 inviterer Gerlev Idrætshøjskole indenfor til konference om levende legekultur på tværs af kommuner, havnebyer, institutioner og lokale fællesskaber.
Konferencen er arrangeret af Gerlev Center for Leg & Bevægelse, der arbejder med leg som redskab til at styrke trivsel, kreativitet og fællesskab. I løbet af de seneste fire sommersæsoner har centerets projekt ’Legeskibet’ rejst rundt mellem havnebyer i Danmark og inspireret folkeskoleelever og lokalpolitikere til leg og bevægelse på havearealerne. På konferencen kan man høre mere om Legeskibets erfaringer.
På dagen kan man også møde en række forskere, praktikere og kommunefolk, som vil være med til at debattere den særlige danske lege- og bevægelseskultur.
Her vil blandt andre Bjarne Ibsen, professor på SDU, fortælle om, hvorfor man arbejder med leg i kommunerne, og Esben Danielsen, direktør i Lokale og Anlægsfonden, vil tale om, hvordan legen kan være en vej til at få flere med i et aktivt fællesskab. På to panelsamtaler vil repræsentanter fra flere kommuner diskutere leg, fællesskaber, byudvikling og ungdomskultur i kommunerne, mens konferencedeltagerne får mulighed for at gå i dybden med legekultur for bestemte målgrupper på en række workshops.
Som afslutning uddeles Jørgen Mølles legepris, som gives til en formidler, forsker eller legemenneske som på særlig nyskabende måde arbejder med og fremmer forståelsen af at lege.
Konferencen finder sted på Gerlev Idrætshøjskole torsdag den 23. maj. Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig.