Højskolens rammer gør det nemmere at håndtere paradokset i arbejdet med bæredygtighed

10 danske højskoler og 10 udenlandske højskoler har fra 2020 til 2023 arbejdet med bæredygtig omstilling i et mix mellem lokalt og globalt samarbejde. Som en del af denne proces har højskolerne også dannet rammen om at uddanne højskoleelever til forandringsagenter indenfor bæredygtighed - et arbejde der rummer mange dilemmaer og paradokser. 

Netop højskolerne har ifølge Jonas A. Lysgaard, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), det helt rigtige afsæt for at bevæge sig ud i den slags projekter. Ifølge ham kan højskolerne med deres frie pædagogiske tilgang være et arnested for at udvikle en bæredygtighedspædagogik, fordi de har en frihed til at insistere på at rumme de dilemmaer og udfordringer, som arbejdet med bæredygtighed bringer med sig. 

Det var People's Future Lab (PFL) et godt eksempel på. Ved at bruge bæredygtighed som det ’fælles tredje’ skabte de et eksperimentelt rum for at arbejde med bæredygtig udvikling.

For nogle blev det nemmere at navigere i bæredygtighed

I PFL havde de unge valgt fag inden for ’projektledelse’ eller ’bæredygtighed’ og var allerede motiveret for at træde ind i en forandringsproces og arbejde med bæredygtighed. På tværs af de unges, fagenes og skolernes indbyrdes forskelligheder trådte de også ind i en højskoleramme, der hviler på et fælles værdisæt, som tager afsæt i ’dannelsesopgaven’. 

Dannelsesopgaven i PFL bestod af dialog blandt elever og lokale borgere, ideudvikling og at skabe et fælles produkt til gavn og glæde for lokale aktører. Opgaven rummede også kritisk tænkning og ’spejl på egen virkelighed’ i mødet med andre unge fra det Globale Syd. 

Videncenter for Folkeoplysning har evalueret PFL, og her sagde de unge forandringsagenter, som besvarede spørgeskemaet, at undervisningen og den dannelsesorienterede pædagogiske ramme krydret med kulturmøder gav dem bedre forudsætninger for at:

• forstå dilemmaer omkring bæredygtighed
• kunne navigere i svære spørgsmål om bæredygtighed
• træffe valg omkring bæredygtighed 

Nogle af forandringsagenterne oplevede også, at de fik nye redskaber til at engagere sig generelt. 

Derudover fortæller flere af de undervisere, som var en del af PFL, at et vigtigt udbytte for dem var projektets bidrag til at styrke en fælles højskolebevægelse på tværs af landegrænser. I mødet med de andre har de opnået nye indblik i deres vilkår og rammer, og flere har opbygget venskaber og samarbejder til gavn og glæde for fremtidige højskoleelever. 

Arbejdet med bæredygtighed var også besværligt

På trods af de gode oplevelser viser Vifos evaluering også, at bæredygtighedsprojektet har været besværligt og i nogle tilfælde konfliktfyldt. 

Højskolernes forskellige profiler og tilgange til bæredygtighedsarbejdet sammen med forskelle i de ressourcer, de råder over, har medvirket til en forskelligartet forståelse af bæredygtighed, og hvordan bæredygtighed ’gøres’. 

De danske højskolers møde med højskolerne fra det Globale Syd har bidraget yderligere til denne udfordring, og flere af underviserne sidder tilbage med en følelse af ikke at have gjort nok eller ikke at have gjort det godt nok. Flere af dem havde også en grundfølelse af, at de ikke lykkedes, som de gerne ville i forhold til bæredygtighed. 

Vifos evaluering viser, at udfordringerne i at arbejde med bæredygtighed blandt andet er:

• At bæredygtighedsbegrebet er og forstås bredt 
• At bæredygtighed for nogle elever opleves (for) abstrakt
• At der i arbejdet med bæredygtighed opstår en række dilemmaer, man løbende skal forholde sig til. For eksempel:
   
  • at have ambitionen om at gå ’all in’ i arbejdet med bæredygtighed, men ikke have rammerne eller overskuddet til at virkeliggøre ambitionen
  • at vide og have erfaring med, hvad det ’rigtige’ er at gøre, men at møde uventede udfordringer, som gør, at bæredygtighedsarbejdet blev noget andet, end man ønskede
  • at handle og arbejde konkret (lokalt og globalt) på noget, der forstås forskelligt mellem lande og kulturer  
    
    
• At der i arbejdet med bæredygtighed følger stort ansvar og engagement, hvilket kræver tid, og på trods af stor frihed kan det være svært at afsætte tid nok.

Udfordringerne er en del af succesen

Spørgsmålet er så, hvorfor projektet alligevel var en succes? Hvorfor er den altovervejende oplevelse hos underviserne eksempelvis, at den globale højskolebevægelse er styrket? Og hvorfor har det for projektdeltagerne overvejende været meningsfuldt at deltage?

For at besvare de spørgsmål vender vi blikket tilbage mod Lysgaard - denne gang til hans arbejde med begrebet ’bad practice’. I et interview til denne artikel siger han:

”At arbejde med bæredygtighed sætter os gerne i et meget svært spændingsfelt mellem idealer om en bedre verden, og det mulige vi kan gøre igennem vores praksis. Hvis vi fejler her, altså ikke opnår hvad vi forstår som fuldstændigt bæredygtige processer eller handlinger, kan det virke ødelæggende for motivation og fortsat engagement i bæredygtighedsproblematikker.” 

Han fortsætter: 

”Jeg vil gerne sætte fokus på en mere omsorgsfuld pædagogik, hvor vi både anerkender styrker og svagheder i vores arbejde, men samtidig også accepterer, at vi egentligt prøver ganske hårdt, og at gennemgående succes sjældent er noget, vi for alvor møder, når vi forsøger at arbejde med globale udfordringer i det lokale." 

"Det er ganske OK at fejle, men samtidig også gerne forstå, at mange bæredygtighedsudfordringer ikke manifesterer sig som en lige vej frem, men som dilemmaer, hvor der skal tages ganske umulige valg.”

I den forståelse kan de deltagende højskoler have udviklet en bæredygtig praksis netop ved at have befundet sig i spændingsfeltet med bøvl, besvær, praktiske dilemmaer, misforståelser og genvordigheder i bæredygtighedsarbejdet, og denne praksis kan komme mange andre til gavn. 

Ifølge Lysgaard ligger der et stort (ud)dannelsespotentiale i dette spændingsfelt. Her kan ’bad practice’ være et begreb, der indfanger, at arbejdet med bæredygtighed netop kan udvikle sig i højskolernes frie eksperimentelle rum.

Erfaringer med at blive i besværet kan tjene som inspiration

I højskolernes arbejde med PFL har man taget livtag med bæredygtighedsarbejdets paradoks, som er, at for at komme en bæredygtig fremtid nærmere må man insistere på at arbejde med de dilemmaer, udfordringer og utilfredsstillende til- og fravalg, som bæredygtighedsarbejdet rummer.

Højskolerne kan gøre det, fordi de ikke styres af en på forhånd fast defineret undervisningsplan, og derfor har frie rammer til at planlægge indholdet af undervisningen. Det giver også mulighed for at arbejde med bæredygtighed kontinuerligt, selv hvis den politiske opbakning til emnet skulle skifte. Dermed kan højskolerne spille en ganske central rolle i det fremtidige arbejde med bæredygtighed på tværs af lokale og globale grænser. 

Men for at ’bad practice’ potentialerne fra PFL kan udfoldes og overføres til andre aktører og i andre sammenhænge, er det vigtigt, at erfaringerne med at blive i besværet, som vi ser fra PFL, kan tjene som inspiration. 

Eksemplerne på højskolernes erfaringer viser samlet set, at PFL har arbejdet ambitiøst med de tre økonomiske, miljømæssige og sociale bundlinjer, der blev defineret i Brundtlandrapporten fra 1987. Men måske bedst af alt har projektet vist de unge forandringsagenter, at man gennem fejl, besvær og svære valg har stået i bæredygtighedsarbejdets paradoks og netop dér tilegnet sig de nødvendige forudsætninger for at skabe forandring fremadrettet.