Holdningsforskrækkelse hæmmer demokratiet

Demokratiseringen af ungdommen, som det så flot hedder, er udfordret på et generelt plan og et mere lavpraktisk. Den lavpraktiske udfordring udspringer af den generelle: Holdningsforskrækkelsen.

I Danmark lider vi af en helt enorm holdningsforskrækkelse. Da jeg startede på mit studie, fik jeg at vide, at det kunne skade mine karrieremuligheder, hvis jeg havde et medlemskab af Venstres Ungdom, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom eller et af de andre partier i baglommen.

Først og fremmest tror jeg simpelthen ikke på, at dette passer. Imidlertid synes jeg, at denne indstilling er meget sigende – og meget skræmmende. Vi lever i et holdningsneutralt samfund, hvor man for Guds skyld ikke må have en mening. Og da slet ikke politisk. Partierne er en af kronjuvelerne i vores samfund, og hvis det er den generelle opfattelse, at et partimedlemskab – uanset hvilket parti der i øvrigt er tale om – skader folks muligheder for at få et job, så har vi altså et alvorligt demokratisk problem!

I min egen branche, det ungdomspolitiske, støder vi også jævnligt på mærkelige forhindringer, der har udgangspunkt i denne tåbelige holdningsforskrækkelse. Gymnasierektorerne er fx en af de største forhindringer mod den politiske dannelse af unge mennesker. Således er der grotesk mange eksempler på, at ungdomspartierne ikke må få adgang til gymnasierne og dele flyers ud og fortælle om vores virke. Det er helt til hest. Ofte bliver vi afvist med ordene, at vi ikke er politisk neutrale – og det argument er ligeså dumt, som det er irrelevant. Selvfølgelig er vi ikke politisk neutrale.

Dermed undgår vi muligheden for at hverve medlemmer – og mister muligheden for at inspirere til politisk debat på gymnasier, erhvervsskoler og universiteter. Det er en frygtelig skam. De steder, hvor ungdomspartierne er ude, skaber det debat. Det er i den forbindelse underordnet, om det er unge socialdemokrater, unge Venstre-folk eller Konservativ Ungdom. Vi møder vores kammerater i øjenhøjde med politiske budskaber, der med lidt kant og et glimt i øjet vækker holdninger. Nogle er enige, andre er uenige, og det er helt fint. Det er faktisk selve kernen i et demokrati.

Denne mulighed fratager de forstokkede rektorer, når de nægter ungdomspartierne adgang til skolerne. ”I kan komme igen, når der er valgkamp,” lyder det ofte fra rektorer, og goddag mand økseskaft! Hver ny generation skal vindes for demokratiet, sagde Hal Koch, og hvor havde han ret. Kampen for et sundt og spirende folkestyre falder altså ikke sammen med folketingsvalg. Den kamp skal kæmpes løbende, hele tiden, uge for uge. Derfor er det simpelthen ikke godt nok, at vi mange steder kun er velkomne hvert fjerde år.

Men er det hele så helt af Pommern til? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Fordommene om, at danske unge ikke er engagerede og synes politik er kedeligt, passer ikke med mine oplevelser, når jeg rejser rundt. Jeg har besøgt mange gymnasier. Fra STX i Rønne til handelsskolen i Lemvig. Og derimellem har jeg besøgt landbrugsskoler, tekniske skoler og universiteter. Danske unge elsker at diskutere politik. Men det kunne blive meget bedre – og første skridt er at droppe den holdningsforskrækkelse, der er en plage for vores folkestyre, og som ødelægger ungdomspartiernes muligheder for at sprede deres budskaber og gøre demokrati og politik levende for unge mennesker. Det er en skam. For ungdomspartierne, ja, det er klart. Men især for vores demokrati og folkestyre, hvis fundament netop er debatten og meningsudvekslingen mellem engagerede borger.